Nummer tre Riverside View. På papiret lyder det som en af de bedste adresser i London. Og det var her, at Jay Flynn boede i halvandet år.
Men der er tale om bænk nummer tre ved undergrundsstationen Embankment, som deler navn med den trafikerede vej langs nordsiden af Themsen i det centrale London.
Og selvom udsigten er ubetalelig, så var udsigten det mest luksuriøse ved den bænk, som den dengang hjemløse Jay Flynn havde som anker i tilværelsen.
Kombinationen af et elendigt og opløst parforhold, og at han var 450 kilometer hjemmefra og ikke kunne passe sit arbejde, betød, at han blev hjemløs.
”Jeg kunne ikke længere trække veksler på venner, som jeg havde boet hos. Der var den umiddelbare følelse, at ingen længere ville hjælpe mig, og at jeg ikke ville ligge andre til last. At ingen ville savne mig, hvis jeg ikke længere var her, og der var tanker om selvmord,” fortæller den nu 38-årige Jay Flynn, der tidligere både har arbejdet som bilsælger og pubbestyrer.
Bænken ved Themsen er nu fortid, og livet er tilbage på sporet med hustruen Sarah og parrets treårige søn Jack.
Takket være coronakrisen er Jay Flynn tilmed blevet lidt af en mediestjerne på blot et par måneder. For hver torsdag aften er han vært på en pubquiz i Darwen nordvest for Manchester. Det er quizzen på hans lokale Greenfield Pub, som nu er flyttet online – og det med så stor succes, at han har 180.000 deltagere, hvilket Guinness Rekordbog har certificeret som verdens største pubquiz. Succesen betyder også, at han nu har en presseagent, som dette interview, der finder sted over en videokonference, er arrangeret af.
Men tilbage i London i 2009 boede han 18 måneder som hjemløs på gaden, hvor han tumlede med tankerne om at tage sit liv.
”Jeg tænkte, hvad er meningen med livet, og jeg havde de her sorte tanker, og jeg kunne ikke finde ud af noget – end ikke tage livet af mig selv. Jeg endte ikke på gaden, fordi jeg drak eller tog stoffer. Jeg var bare uheldig i livet,” siger han.
Hvad var det så, der bar dig igennem den dystre tid?
”Jeg forsøgte at udfordre mig selv. Jeg havde ruter, som jeg gik. Og dengang tilbage i 2009 var der stadig papirbilletter til tog og undergrund, så jeg fandt gyldige billetter, og rejste rundt med toget. Jeg forsøgte hver dag at gennemføre mine ruter hurtigere end dagen før, og jeg fandt aviser og løste krydsord samt sudoku, og jeg lyttede til folks samtaler om deres dagligdag, og jeg lyttede til radio og komedieprogrammer. Det blev en skræmmende normalitet, hvor mandag fulgte tirsdag og så videre.”
Det blev til næsten 18 måneder på gaden, før en gademedarbejder fra et hjemløseprojekt tilknyttet kirken St Martin-In-The-Fields på Trafalgar Square puttede et visitkort under hans hoved en nat, mens han sov på sin vante bænk foran stationen.
På kortet blev han inviteret til at besøge dem.
”De er vant til at arbejde med hjemløse, men de troede ikke, at nogen var så dumme, at de ville vælge en bænk på Embankment, hvor du hver morgen bliver vækket af turister. Det er blandt andet her, at mange af de officielle turbåde på Themsen sejler fra. Den værste oplevelse var en gruppe tyske børn, som smed sten på mig. Derfor gik der så lang tid, før de fandt mig.”
”Da jeg læste visitkortet, tænkte jeg, hvorfor er der nogen, der vil hjælpe? For når du er hjemløs, så er der ingen guidebog, der siger, hvor du kan få hjælp. Jeg gik derop, og der var en kø af 50 andre hjemløse, så jeg gik igen. Men det var første gang, jeg faktisk kunne indrømme over for mig selv, at jeg var hjemløs. Jeg havde hele tiden holdt mig for mig selv, og jeg var ikke en del af hjemløsesamfundet i London.”
Men du vendte tilbage til St Martin-In-The-Fields?
”Tredje gang blev jeg, for jeg indså, at jeg havde brug for hjælp. Og det var også noget så simpelt som adgang til vaskemaskine og tørretumbler. De fortalte også, at de kunne hjælpe mig, hvis jeg havde et alkohol- og stofmisbrug. Men det var jo ikke tilfældet. Som noget af de første hjalp de mig med et kriselån på 90 pund (570 kroner). For mig var det som at vinde i lotteriet. Det første, jeg købte, var en varm burger fra Burger King og nye sko til fem pund.”
Hvis en varm burger var den største luksus, hvad havde du så levet af før?
”Jeg spiste, hvad jeg fandt og købte billige desserter fra supermarkeder. Jeg kunne finde mad på togstationer og særligt, hvad fulde folk havde efterladt. Når man går rundt 18 timer om dagen, så er det utroligt, hvad man finder. Jeg fandt også en iPhone, og jeg gik til politiet og afleverede den i modsætning til, hvad mange andre hjemløse ville have gjort.”
Hvordan hjalp St Martin-In-The-Fields dig så videre?
”De hjalp mig gennem seks måneder. Jeg kunne få varm mad for et pund og et aflåst skab til mine ting. De brugte flere måneder på at få mig registreret som beboer i kommunen Westminster, og jeg endte med at få et værelse med tv og bruser. Selvom jeg fik en seng med sengetøj, så sov jeg den første nat på gulvet i min sovepose. Derfra fik de mig ind i en delelejlighed, og jeg fik et legat til at flytte ind i mit eget hjem, og jeg skulle vænne mig til at vaske op og vaske mit eget tøj. Det tog i alt 12 måneder, før jeg følte, at jeg levede et normalt liv igen.”
Hvad gjorde du for at bringe dig selv videre i livet?
”Jeg flyttede væk fra London og tilbage til det nordvestlige England, hvor jeg stammer fra. Her havde jeg venner, som ikke kendte mig som hjemløs, og hvor folk inviterede mig på pubben, fordi jeg bare var mig. Jeg var i Wigan i tre år og er nu i byen Darwen i Lancashire, hvor jeg bor med min hustru og vores treårige søn.”
Var det noget, du overhovedet turde drømme om, når du lå på bænken på The Embankment?
”Jeg vidste ikke dengang, hvor jeg ville ende, men jeg havde en følelse af, at et mirakel ville ske. Jeg var drevet af et overlevelsesinstinkt. Og jeg gik igennem stormvejr, sne og frost, og selv, når det havde sneet om natten, var jeg om morgenen klar til min dag. Dengang havde jeg omvendt også tanken, at hvis der skulle ske mig noget, så ville det ikke betyde noget, fordi jeg allerede havde mistet alt.”
Hvordan er dit liv så i dag?
”Jeg har først og fremmest min søn Jack og min hustru Sarah. Men jeg har også de bedste venner nu. De er mine fortrolige. Og de er klippen, der holder mig på jorden, så berømtheden ikke stiger mig til hovedet. Jeg har en fantastisk svigerfamilie, og jeg har genoptaget kontakten med min mor og bror. Det var ikke noget, jeg kunne forestille mig, da jeg sad på den bænk, selvom jeg nogle gange godt kan savne det simple liv.”
Hvad bruger du succesen til?
”Da jeg startede min onlinequiz efter den britiske coronanedlukning, havde jeg håbet på, at 30-40 mennesker ville spille med. Men nu er vi oppe på 180.000 en torsdag aften. I starten var jeg tilbageholdende med at fortælle min historie, og mange var chokerede over at høre, at jeg havde været hjemløs. Men jeg følte, at det var på tide, og vi bruger det til at samle penge ind til velgørende organisationer – og også St Martin, så jeg kan give noget tilbage. Når alt det her er overstået, så er det planen at tage på turné og sende direkte fra pubs rundt om i landet – og der har tilmed allerede været interesse for at invitere mig til New Zealand,” siger Jay Flynn med stolthed i stemmen.