Med sit store grå skæg, sorte kappe og hvide turban ligner den nuværende iranske præsident, Hassan Rouhani, mere en gejstlig leder end en præsident. Men den på billeder ofte smilende mand med det milde udtryk er begge dele. Og så har han haft held med en moderat linje midt mellem den konservative og reformvenlige fløj i Irans politiske landskab.
Hassan Rouhani er 68 år og født Hassan Fereydoun den 12. november 1948 i Semnān-provinsen i det nordlige Iran. I 1960’erne færdigjorde han først en gejstlig uddannelse og blev siden, i 1972, uddannet advokat fra Teherans Universitet. Han er den syvende præsident i Iran siden gennemførelsen af den islamiske revolution i 1979 og er på trods af historisk uforudsigelige valg i Iran favorit til at bevare præsidentposten, som han har bestredet siden 2013.
Ifølge Janne Bjerre Christensen, antropolog og Iranekspert, har Rouhani gen-indført en pragmatisme og professionalisme i iransk politik, som ikke var til stede under Mahmoud Ahmadinejads præsidentperiode fra 2005 til 2013.
”Han har været fuldstændig klar over, at den eneste vej ud af Irans problemer var at få løst problemstillingerne med atomprogrammet, og det er lykkedes for ham. Han er ikke en stærk ideolog, men snarere en mand, som har været fast besluttet på at træffe de rigtige, pragmatiske beslutninger,” siger hun.
Rouhani er dog ingenlunde sekulær og liberal. I løbet af 1960’erne og 1970’erne var han en del af en gejstlig bevægelse, som støttede den senere grundlægger af den islamiske republik ayatollah Ruhollah Khomeinis revolu-tionære modstand mod shahen og blev undervejs anholdt flere gange. I den forbindelse skiftede han navn til Rouhani, som betyder spirituel på farsi, og i 1977 flygtede han til Frankrig, hvor Khomeini opholdte sig i eksil. Efter revolutionen i 1979 vendte han tilbage og blev valgt til den lovgivende forsamling og bestred en række stillinger som toprådgiver på det nationale sikkerhedsområde. Og i 1989 blev han udnævnt til sekretær for Det Højeste Råd For National Sikkerhed.
”Rouhani er en garvet politiker,” siger Rasmus Christian Elling, som er lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet.
Han forklarer, at tiden som toprådgiver for den øverste leder har gjort Rouhani i stand til at sætte sig ind i det komplekse magtspil i landet og skabe et godt forhold til den konservative fløj.
Fra 2003 til 2005 stod Rouhani i spidsen for den iranske delegation i forhandlingerne med Det Internationale Atomenergiagentur, hvilket gav ham et ry som pragmatisk og moderat forhandler, men han forlod posten, da Ahmadinejad blev valgt til præsident. I 2013 stillede han dog op til præsidentvalget med en kritik rettet mod Ahmadinejads økonomiske politik og Irans forhold til udlandet.
”Han har været i stand til at positionere sig selv midt i mellem de to mest markante fløje. Men inden han stillede op som præsidentkandidat, ville de fleste nok have regnet ham for en religiøs hardliner,” siger Rasmus Christian Elling.
Med valget i 2013 blev det tydeligt, at Rouhani havde et mere moderat budskab om dels at nå en atomaftale, som skulle fjerne de økonomiske sanktioner mod Iran, men også at staten skulle blande sig mindre i folks private anliggender.
”Det var to punkter, som den reformvenlige fløj og middeklassen var meget enige i,” siger Rasmus Christian Elling.
Han peger på, at Rouhani er overbevist om, at hvis Iran skal bestå som ideologisk projekt, må republikken være indstillet på at gå mere på kompromis og skabe økonomisk fremgang gennem en mere åben tilgang til omverdenen. Modstandere i militæret og præsteskabet frygter dog, at deres ideologiske styre er ved at tabe sin legitimitet, da Den Islamiske Republik netop blev skabt i en konfrontation med Vesten.