I årtier har Olivier Roy holdt luppen over islam og islamiske organisationer over hele verden, fra Afghanistan, hvortil han rejste på stop som ung studerende i 1969, og til de europæiske storbyer og boligområder, hvor islam er blevet den mest synlige religion.
Han har studeret den islamistiske terror, der har ramt Vesten og Europa lige siden 1990’erne, da den algeriske terrororganisation GIA sprængte bomber i metroen i Paris. Og hans konklusion efter at have analyseret over 4000 europæiske jihadisters profiler er klokkeklar:
Hvis vi vil forstå, hvorfor 13 uskyldige mennesker, deriblandt en syvårig australsk-britisk dreng, blev dræbt på Ramblaen i Barcelona i torsdags, og hvorfor unge muslimer spreder død og rædsel fra Paris og Bruxelles til Berlin og Manchester eller London, skal vi søge svarene i en nihilistisk ungdomskultur og en konflikt med forældregenerationen. Ikke i islam.
”Det, vi på nuværende tidspunkt ved om gerningsmændene fra Barcelona og Cambrils synes at bekræfte den teori, jeg har beskrevet i mine bøger,” siger Olivier Roy.
”De er unge andengenera.tionsindvandrere, født i Spanien såsom Moussa Oukabir. Den 17-årige marokkaner er født i byen Ripoll og en af de fem, som blev skudt af politiet i Cambrils tidligt i fredags. De øvrige er født i Marokko, men opvokset i Spanien. De førte et tilsyneladende normalt liv, gik sjældent i moskéen, og de ønskede at dø. De fem terrorister i Cambrils bar alle falske selvmordsbælter for at være sikre på, at politiet ville skyde dem. Man behøver bare at se videoen fra Cambrils, hvor en af terroristerne tirrer politiet, der skyder på ham,” siger Olivier Roy med henvisning til den store politiaktion i den nordspanske badeby i timerne efter Barcelona-angrebet.
I sin seneste bog, ”Le Djihad et la Mort” (Jihad og døden), som snart udkommer på dansk, beskriver den snart 69-årige leder af afdelingen for middelhavsforskning ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, hvordan den samme profil går igen blandt jihadisterne. Der er en overvægt af andengenerationsindvandrere og enkelte af tredje generation i Belgien. De er blevet radikaliseret uden for det muslimske fællesskab, på internettet og i en lille gruppe af barndomsvenner eller familiemedlemmer.
”Vi tæller ikke færre end fem tilfælde af brødre blandt terroristerne – seks, hvis vi medregner hjernen bag angrebet på Bataclan i Paris, Abdelhamid Abaaoud, der har en bror i Syrien. Ingen af dem har været medlemmer af for eksempel Det Muslimske Broderskab eller lignende organisationer, ingen blevet radikaliseret i en moské. Flere har en opvækst karakteriseret af en fraværende faderskikkelse,” skriver Olivier Roy.
De mange søskendepar understreger ifølge islamforskeren, at generationskløften til forældregenerationen er en central faktor, der også forklarer overvægten af andengenerationsindvandrere blandt terroristerne.
”Andengenerationen af muslimer i Europa vokser ikke op i et naturligt kulturbad, sådan som forældrene har gjort i hjemlandet, hvor islam er flertalsreligion og flettet ind i den nationale kultur. De nye generationer af muslimer løsriver islam fra forældrenes kulturelle forankring i en national kultur som den marokkanske eller tunesiske,” siger Olivier Roy.
”De skaber deres egen religion uden social og kulturel forankring. De er tilmed stolte af deres afkulturalisering, der forvandler dem fra marginale tabere til globale aktører med en global sag at kæmpe for. Det er et globalt, generelt fænomen, at religiøs vold opstår, når religion skilles fra den kulturelle forankring. Kulturen skaber broer mellem den troende og den ikke-troende. Den skaber en slags gråzoner, hvor religion og kultur mødes,” siger Olivier Roy, der beskrev denne udvikling af en europæisk islam frigjort fra forældrenes ”hjemstavnstro” i bogen ”Vers un islam européen” (På vej mod en europæisk islam) allerede i 1999
”Men dette kulturtab rammer ikke alle indvandrere lige meget. Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at der er meget få tyrkere blandt jihadisterne, selv i lande med en stor tyrkisk indvandring. Tyrkerne har i højere grad fastholdt en kulturel og sproglig transmission fra forældre til børn,” forklarer Olivier Roy, der konstaterer et parallelt kulturtab i nogle af de muslimske lande, som er storleverandører af jihadister, som for eksempel det fransktalende Nordafrika.
”Her har man bevaret fransk som elitesprog. Det har medvirket til udviklingen af en kulturel elite, der behersker både fransk og arabisk og den lokale dialekt, men som har skabt en kløft til flertallet. Samtidig har en slags blød salafisme bredt sig og trængt den lokale, historisk og kulturelt forankrede islam i baggrunden,” pointerer han.
Men det er ikke i sig selv udbredelsen af salafismen, der er forklaringen på terrorismen, understreger den franske forsker, der taler om en ”islamisering af radikaliseringen” snarere end en ”radikalisering af islam”.
Olivier Roy tilhører den fløj i den akademiske verden, som advarer mod den opfattelse, at man kan bekæmpe terror ved at gribe ind mod salafismen, der blandt andet kræver fuld ansigtstildækning af kvinderne.
Andre, som Gilles Kepel fra Institut for Statskundskab i Paris, der ligeledes har analyseret både den globale terror og udviklingen af islam i de franske indvandrerforstæder, ser tværtimod den salafistiske udgave af islam som en af terrorismens udløsende faktorer.
Man kan vel ikke bare se bort fra, at terroristerne er motiveret af islam?
”Disse unge er troende, og det skal man ikke fornægte. Hvis ikke de var troende, var de ikke blevet terrorister, men måske snarere bandemedlemmer i Marseille. De er oprigtigt overbeviste om, at de vil komme i himlen. Men det er jo ikke alle, der beder fem gange om dagen, der bliver terrorister. Terror er ikke et teologisk fænomen. Det er her, jeg er uenig med Gilles Kepel, der mener, at salafismen er en forløber for terror. Ingen af terroristerne er blevet radikaliseret inden for en salafistisk gruppe i Europa. Unge har en tendens til radikalisering, det har vi set i årtier i Europa, med vore egne terrorgrupper som Rote Armee Fraktion og IRA. Det har altid været et generationsspørgsmål, hvor de unge gør oprør mod forældregenerationen,” siger han og fortsætter:
”Det betyder ikke, at islam ikke er synlig i indvandrerkvartererne. Men man skal holde op med at fremstille disse kvarterer som salafistiske bastioner. Molenbeek i Bruxelles er ikke kontrolleret af salafister, og brødrene Abdeslam, der boede der, inden de gennemførte attentaterne i Paris, var ikke salafister; de drev en bar. Og det var ikke kun for at dække over en radikal islam. Radikaliseringen sker tværtimod lynhurtigt, og ofte ser man, at de skrider til handling meget hurtigt efter radikaliseringen. Lederne i al-Qaeda og Islamisk Stat har en ideologisk læsning af islam. De unge jihadister og terrorister derimod er i lige så høj grad fascineret af en ungdomskultur, der er præget af vold og nihilisme. Nihilisme kommer ikke fra islam, for ingen religion er nihilistisk, og det er islam heller ikke. Man går galt i byen, hvis man søger forklaringen på terrorismen i islam,” siger Olivier Roy.
To andre franske forskere, Xavier Crettez fra Institut for Statskundskab ved universitetet i Saint-Germain-en-Laye, og Romain Sèze fra Institut for Sikkerheds- og Retsstudier, Inhesj i Paris, har netop offentliggjort en sociologisk undersøgelse af 13 jihadister, som er fængslet i Frankrig. Denne undersøgelse bekræfter, at islam og salafismen kun er en overfladisk referenceramme og ikke indgangsdøren til jihadisme. Og det er heller ikke oplevelsen af diskrimination eller social marginalisering, der i sig selv driver jihadismen, påpeger de.
Olivier Roy deler denne opfattelse og er samtidig uenig med dem, der som Gilles Kepel ser en lige linje fra optøjerne i de franske indvandrerforstæder i 2005 til radikalisering og de terrorangreb, der blandt andet har ramt Frankrig siden 2015.
”Det er noget vrøvl. Der var absolut ingen islamiske slagord i 2005 og ingen religiøse krav, ingen imamer, der opfordrede til vold. Til gengæld er der sammenstød næsten hver uge mellem politi og unge i de parisiske omegnskommuner, og det udløses hver gang af spændinger omkring anholdelser af de unge. Det er et fænomen, der har mere at gøre med for eksempel den amerikanske bevægelse Black Lives Matter (Sorte liv tæller), der kritiserer politivold mod sorte, end med jihadisme og terror, og det har absolut intet med islam at gøre,” mener Olivier Roy.
Han peger på, at den jihadistiske kultur opstår i marginen af de muslimske befolkningsgrupper i Europa.
”Der er ingen organisationer, der forsvarer terroristernes motiver og kun forkaster deres metoder. Derimod er der tusindvis af muslimer og også muslimske organisationer, der har taget afstand fra terror. Der er en muslimsk middelklasse, som vokser frem i Frankrig og Europa, som ingen vil tale om. I Frankrig for eksempel begynder muslimske reformtænkere som Rachid Benzine at udvikle en moderne, kritisk tilgang til islam, og de begynder også at blive læst og hørt af andre end intellektuelle akademikere. Men det tager tid, det kan ikke ske på kommando, og muslimerne har ligesom protestanterne ingen central myndighed, der kan tage stilling på hele trossamfundets vegne, sådan som paven gør på katolikkernes,” siger den franske forsker, der selv er protestant.
Han mener derfor, at kampen mod islamisk terror handler om politiarbejde og en solid efterretningsindsats, der kan afsløre terrorplanerne og så vidt muligt anholde terroristerne, inden de når at skride til handling:
”Vi kan ikke undgå terror, og vi skal ikke bilde folk ind, at det er muligt. Vi kan heller ikke undgå bilulykker, selvom vi forsøger at lære folk at køre ordentligt.”