I forbindelse med den traditionsrige Jeanne d’Arc Festival i Orleáns i 2018 opstod der er et politisk slagsmål. Gennem hundreder af år har byen hvert år valgt en ung pige til at personificere den franske nationalheltinde. Men da valget dette år faldt på en mørklødet pige, Mathilde Edey Gamassou, hvis forældre stammer fra henholdsvis Polen og det vestafrikanske land Benin, protesterede højrefløjspartiet Front National, i dag kendt som National Samling, over beslutningen, og Gamassou selv modtog anonyme racistiske beskeder via sociale medier.
At den unge pige, der i 1429 var med til at befri Orléans fra englænderne og to år senere blev brændt til døde som kætter, kunne udløse en politisk værdikamp næsten 600 år senere var ikke overraskende, for det har hun gjort talrige gange før og siden.
Her i 2020 havde Orléans så forberedt en ekstra stor festival, Rouen har udnævnt hele året til festår, og også andre franske byer vil markere, at det er 100 år siden, at Jeanne d’Arc den 16. maj 1920 blev kåret til helgen. Men ligesom i alle andre aspekter af historien om den stridbare jomfru fra Orléans – inklusive helgenkåringen – er der tilstødt komplikationer. På grund af coronapandemien bliver der ikke meget fejring på dagen. Festivalen i Orléans håber dog at kunne gennemføre en alternativ fejring i sensommeren.
For den yderste franske højefløj er Jeanne d’Arc symbol på en raceren fransk nation. For venstrefløjen er hun symbol på folkets opstand mod magthaverne. For det borgerlige Frankrig er det kampen for Gud, konge og fædreland, hun personificerer. Og ifølge Torben Riis, lektor emeritus og tidligere redaktør af Katolsk Orientering, har hun for den katolske kirke altid været en besværlig helgen.
”På én måde er det forbløffende, at der gik så længe som til 1920, før hun blev helgen. På den anden side er det også forbløffende, at hun overhovedet blev helgenkåret. Man skal gøre sig klart, at Frankrig er et meget sekulariseret land, og at der altid har været meget strid om Jeanne d’Arc,” siger han.
Det var biskoppen i Orléans Félix Dupanloup, som allerede i 1869 indstillede Jeanne d’Arc til at blive helgen. Præcis hvorfor det herefter tog kirken over 50 år at gennemføre helgenkåringen, er ikke helt klart, men dels skulle omstændighederne omkring Jeannes liv og gerninger granskes nøje, dels var der flere steder i systemet en modvilje, påpeger Sebastian Olden-Jørgensen, lektor i historie ved Københavns Universitet.
”Det hører til undtagelserne, at der skulle gå mere end en menneskealder med en helgenkåring, men det spiller ind, at der i tiden var en del kontroverser mellem Frankrig og kirken i Rom. Det var først efter Første Verdenskrig, at kirken og Frankrig fandt sammen igen,” fortæller han.
Det har sandsynligvis forsinket helgenkåringen, at Frankrig i 1905 adskilte kirke og stat. I 1909 var forholdet dog blevet så godt, at Jeanne d’Arc kunne saligkåres som sidste trin inden en egentlig helgenkåring, Men fra 1914 til 1918 kom der så lige en verdenskrig i vejen.
Internt i den franske debat var der været mange helgenfortalere, men også folk, der fandt det upassende at gøre en ikke-adelig oprører til helgen i en periode, hvor erindringen om pøbelens halshugning af konge og adel under revolutionen 1789-1799 blev forsøgt visket ud. Også i kirken delte hun vandene.
”I forhold til at helgenkåre hende var ét problem, at hun var en kvinde, der gik i krig. Det passede ikke med det gængse billlede af en helgen som et fromt menneske med foldede hænder. En anden udfordring var, at mange af fortællingerne om Jeanne d’Arc nok blev fortalt som helteberetninger, men at det guddommelige element blev nedtonet,” siger Torben Riis.
Han tilføjer, at Jeanne d’Arcs liv var fyldt med mirakler, men traditionen har været, at de mirakler, som udløser en helgenkåring, er foregået efterpersonens død. Jeanne d’Arcs liv var næsten for mirakuløst.