Frankrig fejrede søndag allehelgen i en tilstand af chok. Alarmberedskabet på denne markante katolske højtid var på sit højeste efter torsdagens terrorangreb i Notre Dame-katedralen i Nice, hvor to kirkegængere og kirketjeneren mistede livet.
En mindegudstjeneste for ofrene blev holdt søndag eftermiddag i Notre Dame de l’Assomption i den sydfranske by, hvor politiet i weekenden anholdt yderligere to personer, så i alt seks nu er anholdt i forbindelse med angrebet, som en tunesisk migrant er sigtet for at stå bag.
Under søndagens allehelgensgudstjenester var landets kirker under maksimal beskyttelse af frygt for nye eksempler på det, som terroreksperter har benævnt ”gadehjørneterror”, hvor en fuldstændig ukendt gerningsmand angriber uforudsigelige, men symbolske ofre.
Landets terrorberedskab er blevet øget, og antallet af soldater, som deltager i beskyttelsen af befolkningen og overvågningen af udsatte bygninger, blev i torsdags øget fra 3000 til 7000.
Lørdag aften var spændingerne igen på det højeste, efter at en græsk-ortodoks præst ved 17-tiden blev hårdt såret foran Bebudelseskirken i Frankrigs næststørste by, Lyon, netop mens premierminister Jean Castex forud for allehelgensgudstjenesterne besøgte kirken i Saint-Etienne-du Vouvrai, hvor den 85-årige præst Jacques Hamel blev dræbt af 18 knivstik under et islamstisk terrorangreb i juli 2016.
Præsten, en 52-årig græsk statsborger, Nicolas Kakavelakis, blev hårdt såret af to skud i maven med et oversavet jagtgevær, da han sidst på eftermiddagen var ved at låse sig ud af kirkens bagdør.
Grækenlands udenrigsminister, Nikos Dendias, har på Twitter fordømt det, han betegner som ”et attentat mod et medlem af den græsk-ortodokse kirke”, og erklæret, at Grækenland er i tæt kontakt med de franske myndigheder.
Foreløbig efterforskes angrebet ikke som terror, men menes at have private årsager. Ifølge det lokale dagblad Le Progrès var præsten i åben konflikt med et medlem af menigheden, og det var tidligere kommet til håndgemæng inde i kirken. Ifølge franske medier er en mistænkt blevet anholdt, og ofret ligger hårdt såret på hospitalet.
Det er i en anspændt atmosfære, at Lyons katolikker søger mod kirkerne søndag formiddag.
Tre militærjeeps står parkeret på kirkepladsen foran byens katedral, Saint Jean, fem soldater med fremmedlegionens karakteristiske, brede baretter patruljerer omkring kirken, og fire tungt bevæbnede soldater har taget opstilling foran katedralen, én mellem hver af de gotiske indgangsportaler.
To munke iklædt grå kutter og med lange rosenkranse fæstnet omkring livet passerer soldaterne og bliver indenfor bedt om at trække mundbindet korrekt op over næsen og benytte det håndsprit, som er stillet op ved indgangen.
Dette er den sidste gudstjeneste inden den totale nedlukning i foreløbig fire uger, som blev indledt torsdag aften. Kirkepladsen midt i byens gamle bydel, der plejer at vrimle med mennesker i cafeer og butikker søndag formiddag, er øde og tavs.
”Vi er de eneste mulige ofre,” siger Anne, 50 år og mor til tre børn, hvoraf den yngste på 12 år skal synge i kirkekoret. ”Jeg føler mig også så trist over, at det ikke længere er muligt at gå i kirke uden at være bange. Jeg er også bange for den ekstremisme, der breder sig, og som forsøger at splitte os. Vi må stå sammen – kristne og muslimer – om at bekæmpe ekstremismen, uanset hvor den kommer fra. Og hele Europa må støtte Frankrig, for det er vores fælles værdier, vi kæmper for,” siger Anne, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn.
Under gudstjenesten beder man for ”vores kirke, der blev ramt i Nice. Vi beder også for den ortodokse menighed her i byen. Og vi beder for, at vi alle kan gøre det gode og handle i fred”.
”Vi er nødt til at bevare håbet. Det er det, kristendommen handler om,” siger den 42-årige Denis, som heller ikke vil have sit efternavn i avisen, på vej ud fra gudstjenesten.
I Nice har 17-årige Joanna Saintacreux talt med sine klassekammerater på gymnasiet om terrorangrebet.
”Vi føler os ikke i sikkerhed. Mange af os er bange. En af mine venner opholdt sig få meter fra kirken, da angrebet fandt sted. Det er forfærdeligt at være bange i sin egen by og hele tiden være bekymret for sine nærmeste. Det værste er, at vi lærer at leve med det. Men utrygheden er der hele tiden. Og mandag, når jeg skal i skole, ved jeg, at jeg vil være bange,” siger den 17-årige pige.