Prøv avisen

Frankrig forbyder mobiltelefoner i skolen

Franske skoleelver kan ikke længere sende beskeder eller ringe hjem, når de har fået karakterer. Franske lovgivere forbyder elever op til 15 år at tage mobiltelefoner med i skole. Foto: Charly Triballeau/arkiv/Ritzau Scanpix

Fransk lovgivning om mobiltelefoner i skolen strammes, så det bliver forbudt at tage mobilen med i skole.

Når franske skolebørn til september møder i skolen igen, må de lade mobiltelefonerne blive hjemme. Det franske parlament vedtog mandag et forbud mod at tage mobilen med hen på skolen.

Vedtagelsen udgør en stramning af en eksisterende lovgivning. Det har siden 2010 været ulovligt at benytte sin mobiltelefon i timerne.

Stramningen bliver gældende for elever op til 14 og 15 år og kommer ikke kun til at dække de såkaldte smartphones men også tablets såsom en iPad.

Der er skrevet en række undtagelser ind i loven. Det dækker over "pædagogisk brug", fritidsaktiviteter på skolen og handikappede elever.

Forbuddet var et af den franske præsident Emmanuel Macrons valgløfter. Det er blevet stemt igennem af hans parti Le Republique En Marche (Republikken Fremad) og dets allierede i parlamentet.

Modstandere af centrumpartiet og dets præsident på både højre og venstre side har afstået fra at stemme. Kritikerne kalder forslaget kosmetisk og et forsøg på at tiltrække opmærksomhed uden at ændre noget.

Uddannelsesminister Jean-Michel Blanquer har tidligere fremført, at forbuddet vil flytte Frankrig ind i det 21. århundrede.

- Det sender et budskab til det franske samfund, såvel som andre lande i verden, siger han.

Næsten ni ud af ti franske teenagere fra 12 til 17 år ejer en smartphone.

/ritzau/AFP