Frankrig forsøger at forebygge uro efter ny Muhammed-satire

Franske skoler og ambassader i 20 muslimske lande lukker i morgen efter Muhammed-tegninger i det satiriske magasin Charlie Hebdo

To egyptiske politimænd stod i går vagt uden for den franske ambassade i Kairo, mens politiet uden for billedet var ved at køre store mandskabsvogne på plads. I morgen efter fredagsbønnen vil ambassaden være lukket.
To egyptiske politimænd stod i går vagt uden for den franske ambassade i Kairo, mens politiet uden for billedet var ved at køre store mandskabsvogne på plads. I morgen efter fredagsbønnen vil ambassaden være lukket. Foto: Mahmoud KhaledDemotix.

Frankrigs udenrigsministerium har besluttet at lukke ambassader, kulturcentre og franske skoler i 20 muslimske lande i morgen af frygt forangreb, efter at det satiriske magasin Charlie Hebdo i går offentliggjorde en række satiriske tegninger af profeten Muhammed.

Bladets forside viser en tegning af en muslim i en kørestol, der skubbes af en ortodoks jøde. De urørlige, lyder titlen med henvisning til en populær fransk film. Inde i bladet bringes deciderede karikaturer, der for eksempel viser en nøgen Muhammed i færd med at beundre en lige så afklædt kvinde.

LÆS OGSÅ: Muhammed-optøjerne giver diktator mere tid

Efter angreb på amerikanske ambassader i den forløbne uge, hvorunder blandt andre USAs ambassadør i Benghazi i Libyen blev dræbt, frygter Frankrig lignende angreb på franske symboler.

Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, siger, at han er bekymret, og at Charlie Hebdo bærer ved til det bål, som blev antændt af den amerikanske antimuslimske video Muslimernes uskyld (Innocence of muslims).

I Frankrig hersker der ytringsfrihed, og den skal ikke indskrænkes. Men i den aktuelle situation og i betragtning af denne idiotiske film, denne absurde video, er vreden stor i mange muslimske lande. Er det så klogt og intelligent at bære ved til bålet? Svaret er nej, siger Laurent Fabius.

Premierminister Jean-Marc Ayrault afviser at skride ind imod det satiriske magasin.

Ytringsfriheden er lovfæstet. Hvis nogen mener, tegningerne går ud over lovens rammer, kan de gå til domstolene, siger den franske regeringsleder, som samtidig oplyser, at en planlagt demonstration i Paris mod den amerikansk producerede islamfilm er blevet forbudt.

Flere muslimske organisationer havde i går formiddag et møde med indenrigsminister Manuel Vals. De oplyser, at en opfordring til at bevare roen vil blive læst i de franske moskéer under fredagsbønnen.

Frankrigs Muslimske Nationalråd kalder ikke desto mindre tegningerne islamofobiske, og Richard Prasquier, leder af de franske jøders nationalorganisation, CRIF, kalder dem uansvarlige, mens lederen af Frankrigs katolske kirke, kardinal André Vingt-Trois, taler om en provokation.

Man kan ikke sige hvad som helst under dække af ytringsfrihed, siger kardinalen.

Ytringsfriheden er total, mener omvendt tidligere premierminister under Nicolas Sarkozy, Francois Fillon, mens hans indenrigsminister, Brice Hotefeux, erklærer, at dette er en unødvendig provokation. Men jeg foretrækker for megen ytringsfrihed frem for for megen censur.

Charlie Hebdo afviser derimod, at der er tale om en unødvendig provokation.

Hvis man ikke kan sige, hvad man vil, når man vil, af frygt for at bære ved til et bål, har vi ingen ytringsfrihed siger lederen af Charlie Hebdo, tegneren Charb, som er under politibeskyttelse ligesom Charlie Hebdos redaktion.

Tegningerne er det satiriske magasins kommentar til optøjerne efter den amerikanske islamvideo og tydeligvis også et signal om, at redaktionen ikke er blevet skræmt af det brandattentat, som i november sidste år førte til, at redaktionen udbrændte efter en anden Muhammed-karikatur.

Charlie Hebdo var desuden det første franske blad, som bragte de danske Muhammed-tegninger i 2006. Bladet er kendt for barsk satire af alle religioner, også af for eksempel paven.