Prøv avisen

Frankrig frygter muslimsk ekstremisme i fængsler

Franske fængsler bliver brugt som rekrutteringssted for radikale islamister. - Foto: .

Et par hundrede muslimer rekrutterer personer til terrorisme i franske fængsler, vurderer ekspert

Myndighederne i Frankrig er bekymrede over, at indsatte i landets fængsler bruger tiden inden for murene til at hverve personer til terrorisme. Det skriver The Economist.

For nylig udtalte indenrigsminister Michéle Alliot-Marie til Le Figaro, at "franske fængsler er foretrukne rekrutteringssteder for radikale islamister".

Ifølge professor Farhad Khosrokhavar, der forsker i religionssociologi og islam ved Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales i Paris, er der et par hundrede muslimer, der aktivt rekrutterer i fængslerne.

- Radikale islamister bliver mere indflydelsesrige i fængslerne, siger han.

I Frankrig findes der ikke statistikker over indsatte baseret på religion, men Farhad Khosrokhavar vurderer, at muslimer udgør mere end halvdelen af de indsatte i landets fængsler. På landsplan udgør muslimer cirka otte procent af den samlede befolkning.

I slutningen af denne måned vil den franske indenrigsminister være vært for et EU-seminar, hvor deltagerne skal forsøge at finde en løsning på problemet.

Franske fængsler bliver brugt som rekrutteringssted for radikale islamister. - Foto: stock.xchng