Frankrig ser mobilforbrug som et sundhedsproblem

Unges forbrug af sociale medier er et folkesundhedsproblem, mener den franske regering, der vil forbyde mobiltelefoner i skolerne og indføre forældretilladelse til at benytte Facebook indtil 16 år

Ifølge et nyt forslag skal unge frem til 16 år have forældrenes tilladelse for at få adgang til Facebook eller andre sociale medier. Og samtidig vil den franske undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, forbyde skoleeleverne at have en mobiltelefon eller tablet liggende i tasken eller i lommen, mens de er i skole.
Ifølge et nyt forslag skal unge frem til 16 år have forældrenes tilladelse for at få adgang til Facebook eller andre sociale medier. Og samtidig vil den franske undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, forbyde skoleeleverne at have en mobiltelefon eller tablet liggende i tasken eller i lommen, mens de er i skole. Foto: Marius Nyheim/ritzau/modelfoto.

Den franske regering vil beskytte børn og unge mod overforbrug af sociale medier på mobiltelefoner, iPads og andre såkaldte tablets. Ifølge et nyt forslag skal unge frem til 16 år have forældrenes tilladelse for at få adgang til Facebook eller andre sociale medier. Og samtidig vil den franske undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, forbyde skoleeleverne at have en mobiltelefon eller tablet liggende i tasken eller i lommen, mens de er i skole.

”Flere forskningsresultater viser, at vi står over for et folkesundhedsproblem. Små børn under syv år bør ikke sidde for meget foran en tablet eller en telefon, om overhovedet. I skolen skal vi beskytte eleverne mod risikoen for at blive distraheret. Mobiltelefoner og tablets er allerede forbudt i klasseværelserne, og nogle skoler har indført et totalforbud, og vi undersøger, hvordan det kan håndhæves alle steder i praksis,” har ministeren sagt til radiostationen RTL.

Børn og teenageres forbrug af sociale medier vækker i stigende grad bekymring for, at de unge udvikler en afhængighed af sociale platforme som Facebook og Snapchat og desuden udsættes for voldsomt eller pornografisk indhold. Og samtidig forsøger internetgiganterne i stigende grad at tiltrække børn og helt unge i håb om at bevare dem som kunder, når de vokser op.

Google forsøgte sig i 2015 med en Youtube Kids-platform med videoer af og for børn. I sidste måned måtte Youtube slette 150.000 videoer, der var alt andet end egnet til børn, men alligevel havde fundet vej til børneplatformen.

Nu er det så Facebook, der netop har lanceret en særlig ”Børnefacebook” for børn ned til seks år i håb om vinde børnenes hjerter i konkurrencen med andre sociale medier som Snapchat og Instagram. Facebook lover forældrene fuld kontrol med, med hvem og hvad deres børn under 13 diskuterer på Messenger Kids.

To milliarder mennesker benytter Facebook dagligt, og Mark Zuckerbergs firma har ligesom for eksempel Youtube allerede et krav om, at børn under 13 år skal have forældrenes tilladelse til at åbne en konto. Det er dette krav, som Frankrig vil skærpe til 16 år.

Advarslerne mod overdrevent forbrug af de sociale medier kommer også fra for eksempel Justin Rosenstein, som var med til at udvikle like-funktionen på Facebook. Brugerne klikker for at vise, at de kan lide andres fotos og meddelelser. Han har advaret i den britiske avis The Guardian mod, at unge bliver sygeligt fikserede på at få likes som et tegn på, at de er accepteret.

Også Sean Parker, tidligere bestyrelsesformand for Facebook, har fået kolde fødder og beskriver blandt andet på BBC, hvordan Facebook er designet til at få abonnenter til at bruge så lang tid som muligt på platformen.

”Det betyder, at man skal sørge for, at kunderne flere gange om dagen får en dosis dopamin (der udløses i hjernen, når vi oplever velvære, red.), for eksempel ved at ens billeder får et like. Guderne må vide, hvad det gør ved vores hjerner,” siger Sean Parker til BBC.

De franske lovforslag kan træde i kraft til næste år. Men både skoleinspektørernes, lærernes og forældrenes organisatioer er skeptiske. 16-årsgrænsen vil ikke blive nemmere at håndhæve end den nuværende 13-årsgrænse. Og de franske lærerorganisationer peger på, at de hverken har lov eller lyst til at kropsvisitere eleverne hver dag for at finde deres mobiltelefoner.