I FRANKRIG DRØFTES det, hvordan man finder sine ben igen oven på det chokangreb på det åbne samfund, som terrorangrebet mod magasinet Charlie Hebdo i Paris i januar udgjorde. I Le Monde skriver filosoffen Catherine Kintzler et kompromisløst forsvar for Frankrigs princip om absolut verdslighed i alle offentlige anliggender. Hun udgav sidste år bogen ”Penser la lacité” (at tænke sekulariteten).
Det franske samfund er skarpt opdelt i to rum: et absolut religionsneutralt og et andet, hvor man kan udfolde sig frit med sin ”kult”, som Kintzler skriver. Nu er det skel imidlertid udfordret, idet nogle er ankommet til republikken, som ikke kan leve med denne opdeling.
”Fundamentalismen tåler ikke flugtveje, ad hvilke man kan undslippe ensartning af liv og sæder,” bemærker hun. Den ønsker menneskets hele tilværelse underlagt en og samme bestemmelse, som udgøres af en religiøs lov. Retsstater kommer derfor ofte i dens sigtekorn; Kintzler nævner Morgenavisen Jyllands-Postens karikaturstrid, drabet på Theo van Gogh, fatwaerne mod Salman Rushdie og Robert Redeker, drabene på jødiske børn i Toulouse og på tegnerne i Paris. Og den franske stats verdslighed er som en rød klud for fundamentalister, mener Kintzler - der gennem hele sin kommentar omhyggeligt undgår at nævne islamismen ved navn, ligesom hun erstatter det gængse franske ord ”fondamentalisme” med ”integrisme” - betegnelsen for en stærkt konservativ retning inden for fransk katolicisme. Så er hendes tekst sikret nærmest absurd neutralitet.
ADSKILLELSEN AF TRO OG LOV er imidlertid helt uopgivelig, for den udgør republikkens rod. Politikken skal være uafhængig af alle religiøse eller etniske tilhørsforhold; udøvelse af offentlig magt kan alle deltage i som ligemænd, hvis de afstår fra ethvert ønske om særbehandling. Staten skal til gengæld afstå fra indblanding i det, som den ikke regerer over - civilsamfundet, hvor man kan give sine særholdninger til kende, betoner Catherine Kintzler.
Derfor har man indført tørklædeforbud i Frankrig, ligesom franske skoleelever aflægger deres religiøse symboler ved skolens indgang, så alle er lige i klasseværelsets rum. Neutrale rum er imidlertid utålelige for fundamentalismen, som her må afstå fra kontrol over individets tilværelse. Alligevel vil Frankrigs progressive gerne give den lang line under henvisning til respekt for fremmede kulturer. ”Integrismen” kan derfor modtage statslig støtte til sin ”kult” og få egne afdelinger på kirkegården, beklager Kintzler.
Her kan hendes klinisk neutrale sprog ikke længere dække over, hvem hun tænker på, for det er næppe franske katolikker, der pludselig omfattes af de progressives varme velvilje. Den appellerer andre til - og med held, for vi er følsomme, når der spilles på medlidenhed og skyldfølelse, konstaterer Catherine Kintzler.
Hun understreger, at den franske verdslighed ikke er antireligiøs i sit væsen. Derfor skal man heller ikke blive svag i koderne og under pres svække de republikanske principper, lyder det.
I Le Figaro skriver en anden fransk filosof om emnet, og der er netop den Robert Redeker, som Kintzler nævnte. Også han hylder ubetinget fransk ”laicitet”, men den kristne Redeker taler med større varme om det, som skal fylde statens rammer ud.
”Frankrig er ikke blot et samfund, det er en nation. I en nation er det politiske bånd et kærlighedsbånd, som forbinder borgerne med hinanden og med dem, der gik forud. Kærlighed til nationen, er kærlighed til det, som var. To elementer danner denne kærlighed: historien og sproget,” skriver Redeker, der klinger helt som Grundtvig.
DERFOR BØR HISTORIE OG litteratur opprioriteres i skolerne, hvor ideologer har svækket deres status. Gennem 20-30 år har et tankepoliti udøvet sin virksomhed, siger Redeker, også over for voksnes sprogbrug, men har man ikke lov at bruge sproget frit og provokerende, er garanterede frihedsrettigheder kun potemkinkulisser, ligesom de mange hule frihedsrettigheder i Sovjetunionens grundlov.
Korrektheden har svækket Frankrig, som nu er under angreb. Men man behøver ikke være svag, fordi man er højt civiliseret. ”Når et land er svagt, begynder det tværtimod at blive mindre civiliseret”. Krydses civilisation og svaghed, får man dekadencen.
”Den, som er stærk, når det gælder historie og politik, er konstruktiv, kan forsvare sig og tør kalde tingene ved rette navn, er med andre ord den, der modstår den politiske korrekthed. Der er intet tydeligere symptom på dekadence end den politiske korrektheds herredømme, som undertrykker retten til at nævne det, man ser.”
Men Redeker er fuld af fortrøstning, for han mener at historisk bevidsthed og glæde ved fædrelandet nu vender tilbage i Frankrig.
Anders Raahauge er kulturjournalist