Mandag skal det franske senat stemme om et forslag om at udvide den franske grundlov med en bestemmelse om, at ”loven garanterer effektiv og lige adgang til provokeret abort”.
Torsdag stemte det franske parlament, Nationalforsamlingen, forslaget igennem ved en førstebehandling. Hvis forfatningsændringen gennemføres, vil franske kvinder fremover som de eneste i verden kunne henvise til forfatningen og en bestemmelse om, at ”loven garanterer effektiv og lige adgang til svangerskabsafbrydelse”.
Frankrig er ved at skrive verdenshistorie, sagde Mathilde Panot, gruppeformand for venstrefløjspartiet LFI (Det oprørske Frankrig) efter afstemningen.
”Dette parlament taler til verden. Frankrig taler til verden,” sagde Panot, som dedikerede det franske forslag til kvinderne i Polen og Ungarn, hvor retten til abort er stærkt begrænset.
Det franske initiativ er direkte foranlediget af den amerikanske højesterets beslutning i juni, der omstødte den såkaldte Roe mod Wade-afgørelse og åbnede for, at de amerikanske delstater kan indføre restriktioner eller helt forbyde abort.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, udtrykte dengang sin ”solidaritet med de kvinder, hvis ret til abort trues” af højesteretsafgørelsen. Og umiddelbart efter fremsatte et medlem af parlamentet for præsidentens parti, Renaissance (Genfødsel), et første lovforslag om at forfatningssikre abort i Frankrig.
Snarere end selve retten til abort er det denne import af en amerikansk debat, som møder kritik i Frankrig.
”Jeg synes ikke, det er en god idé at imitere den politiske debat i USA,” siger lederen af Emmanuel Macrons støtteparti i parlamentet, centrumpolitikeren François Bayrou, i dagbladet Le Monde.
”Helt ærligt, med de problemer, landet står over for, er det så virkelig nødvendigt at bruge tid på dette spørgsmål, al den stund retten til abort på ingen måde er truet i Frankrig?”, siger han.
Det samme spørgsmål stiller Isabelle de Gaulmyn, kommentator ved det katolske dagblad La Croix, som mener, at præsidenten skyder spurve med kanoner.
”Hvis Emmanuel Macron vil score point hos venstrefløjen, hvorfor så ikke gøre det på klimaområdet eller med en mere social økonomisk politik? Hvorfor beskytte en rettighed, der ikke er truet, med en forfatningsændring? Og hvorfor ændre forfatningen for at svare på debatten i et andet land?”, spørger hun.
Frankrig lovliggjorde svangerskabsafbrydelse i 1974 og udvidede sidste år adgangen til abort frem til 14. i stedet for 12. uge. Et markant flertal i befolkningen støtter retten til abort, og 81 procent er tilhængere af, at retten beskyttes i forfatningen.
Emmanuel Macrons parti og venstrefløjskoalitionen Nupes havde sammen fremsat forfatningsforslaget, og deres stemmer var nok til at stemme det i hus. Men både gaullistpartiet Republikanerne og Marine Le Pens nationalkonservative National Samling stemte også massivt for forslaget.
Marine Le Pen har fjernet afskaffelsen af abort fra partiprogrammet, og modstand mod abort findes især blandt katolske vælgere og støttes af Marine Le Pens niece, Marion Maréchal, som står den katolske kirke nær og ved præsidentvalget brød med Le Pen til fordel for den mere højreekstreme Eric Zemmour.
”Abort er tabu i Frankrig. Hvis man er imod forfatningssikringen af abort, hænges man automatisk ud som modstander af kvinders frihed,” skriver Marion Maréchal i et indlæg i Le Figaro.
Bruno Daugeron, professor i forfatningsret ved Descartes-universitetet i Paris, advarer i dagbladet Le Figaro mod en bredere tendens til at indskrive samfundsmæssige ændringer i forfatningen og dermed lukke den politiske debat ned.
”Politikerne forsøger i stigende grad at vise handlekraft ved at ændre forfatningen som svar på dagsaktuelle debatter,” siger Bruno Daugeron.
Værdikløften om abort løber dermed ikke mellem højre og venstre, men splitter højrefløjen. Spørgsmålet er derfor, om forfatningsændringen mandag vil støde på grund i det franske andetkammer, senatet, hvor republikanerne har flertal, men hvis medlemmer også betragtes som mere konservative end Nationalforsamlingen.
En forfatningsændring forudsætter, at den samme tekst vedtages af Nationalforsamlingen og i senatet og derefter ratificeres af de to kamre.