Det er ikke franske, men muslimske værdier, der er det bærende moralske grundlag i de fattige forstæder omkring Paris. Halal eller ikke halal er blevet det afgørende etiske spørgsmål, ikke blot for madvarer, men i alle livets forhold, viser en undersøgelse foretaget af et forskerhold omkring en af Frankrigs førende islamspecialister.
I et år har Gilles Kepel, professor ved Institut for Statskundskab i Paris og forfatter til en række bøger om radikal islam, sammen med fire andre sociologer interviewet indbyggere i Clichy-sous-Bois og Montfermeil, hvor de tre uger lange optøjer brød ud i november 2005 for at brede sig til andre store franske byer. De har fulgt mødrene, når de henter deres børn i skolen, siddet med ved spisebordet og delt beboernes hverdag. Og det billede, der tegner sig, er et billede af et samfund, der har udviklet sit helt eget værdisæt.
LÆS OGSÅ: Sarkozy vil afgrænse islam
En af de væsentligste ændringer i løbet af de seneste 25 år er udbredelsen af halal, som er eksploderet som udtryk for en fælles identitet. Halal-begrebet er blevet udvidet, det er blevet flyttet fra spisebordet til sengen og udgør komplekse pejlemærker for, hvad der er tilladt og ikke tilladt, konstaterer undersøgelsen Republikkens forstæder, som er blevet til efter bestilling fra tænketanken Institut Montaigne.
Flere meningsmålinger foretaget af analyseinstituttet IFOP har i de seneste år vist, at den religiøse praksis er i vækst blandt de franske muslimer, hvor 71 procent for eksempel følger ramadanen mod 60 procent i 1989. Republikkens forstæder bekræfter denne tendens og graver et spadestik dybere ved at analysere den adfærd og de holdninger, som følger med den mere aktive religionsudøvelse.
Som 40-årige Khadia siger i undersøgelsen:
Halal er at opdrage sine børn til at være ærlige og opføre sig ordentligt. Det betyder, at man ikke er sin mand utro. At man ikke har tyvekoster i sit hjem.
Selvom halal, det tilladte, og haram, det forbudte og urene, er blevet det fælles etiske værdisæt for indbyggerne i Clichy-Montfermeil, er værdierne derfor ikke nødvendigvis i modstrid med almindelige franske værdier, understreger undersøgelsens forfattere.
De værdier, der sættes i højsædet, er generelle, universelle principper, der også er centrale i de franske demokratiske værdier, siger Leyla Arslan, som er medforfatter til undersøgelsen.
Beboerne accepterer også det franske verdslighedprincip i den forstand, at forbuddet mod at bære det islamiske tørklæde i skolen accepteres, selvom den religiøs referenceramme er fremherskende. Der er ikke flere tørklædesager. Pigerne tager tørklædet af i skolen, og der er et ønske om at udøve sin religion som franske statsborgere, inden for de rammer staten udstikker, påpeger hun.
Forskerne afviser også, at den voksende religiøse udøvelse er udtryk for en radikalisering.
Salafisterne, der vil leve som på profetens tid, og hvor kvinderne bærer niquab med fuld ansigtsdækning, udgør et uendeligt lille mindretal. Der er hverken tale om en politisk eller en religiøs radikalisering, mener Leyla Arslan.
Til gengæld går udbredelsen af en muslimsk identitet hånd i hånd med en klar tendens til, at Clichy-Montfermeils beboere lukker sig om sig selv og holder afstand til resten af det franske samfund. Det aflæses i valget af ægtefælle, hvor normen i stigende grad er, at muslimer gifter sig med muslimer, hvor blandede ægteskaber tidligere var mere udbredte.
Også fravalget af skolernes kantine bidrager til at gøre Clichy-Montfermeil til en slags parallelsamfund. Alle skoler tilbyder varm middagsmad til alle børn hver dag. Men hvor tidligere generationer af muslimske indvandrere sendte deres børn i kantinen blot med påbud om at holde sig fra svinekød, konstaterer Gilles Kepel i dag, at det snarere hører til undtagelserne i Clichy-Montfermeil. Til dels fordi indbyggerne er blevet markant fattigere. Arbejdsløsheden er dobbelt så høj som landsgennemsnittet, halvdelen af de unge under 18 år lever under den franske fattigdomsgrænse, og undersøgelsen fastslår, at det væsentligste problem for indbyggerne i Clichy er beskæftigelsen. Men pengene er ikke den eneste forklaring på fravalget af kantinen.
Flere og flere forældre tager deres børn ud af kantinen, fordi den ikke tilbyder halalmåltider. Men når man spiser sammen i skolen, lærer man også at sidde til bords ved det nationale fællesskab, som Gilles Kepel formulerer det.
Undersøgelsen understreger samtidig, at denne ghettoisering i vid udstrækning er et resultat af Clichy-Montfermeils situation som en geografisk, social og økonomisk enklave i det franske samfund.
Det tager længere tid at tilbagelægge de 25 kilometer fra Paris centrum til Clichy-sous-Bois med offentlige transportmidler end at komme fra Paris til Lille flere hundrede kilometer væk. Faktisk efterspørger beboerne en større kontaktflade til det officielle Frankrig. Man beklager sig over, at man ikke har sin egen arbejdsformidling, og at bankerne ikke opretter filialer, selvom Clichy-Montfermeil har 60.000 indbyggere. Og da Clichy for nylig fik en politistation, var det til stor tilfredsstillelse for indbyggerne, der havde oplevet det som en mangel, at de ikke havde deres egne betjente, de kunne henvende sig til, siger Leyla Arslan.
LÆS OGSÅ: Islam i Frankrig kommer op fra kældrene
Til gengæld har de massive investeringer i byfornyelse siden optøjerne i 2005 ikke afgørende ændret beboernes levevilkår, fastslår undersøgelsen.
Clichy-sous-Bois har fået byfornyelse for 3,8 milliarder kroner. Højhuse er blevet revet ned og erstattet af nye og mindre boligblokke. Men det ændrer ikke på hverken beskæftigelsen eller uddannelsesniveauet, konstaterer Sarah Souhair.
Forskerne peger ikke på konkrete løsningsforslag. Men tænketanken bag undersøgelsen, Institut Montaigne, vil i løbet af de næste måneder formulere en række anbefalinger, som vil blive offentliggjort i begyndelsen af 2012.