Hæren er på vej for at smide karteuserne ud af deres kloster, La Grande Chartreuse. En bataljon og en deling ingeniørtropper er på vej fra Grenoble, og to eskadroner marcherer afsted fra Chambéry. Foruden det ridende politi og efterretningsagenterne. Flere hundrede veltrænede, fuldt udrustede soldater mod en håndfuld kutteklædte munke.
Denne aprilsnat 1903 er den ulmende strid mellem det katolske og det verdslige Frankrig på nippet til at bryde ud i lys lue. Ingen forestiller sig, at Frankrig to år senere vil få den lov, som nu i 100 år har sikret borgfred om religionen.
Kateusermunkene forlader Frankrig og drager i eksil sammen med 30.000 andre munke og nonner, efter at den franske republik øger repressionen mod de religiøse ordener. Det er kommet til sammenstød mellem katolikker og ordensmagten under religiøse processioner med både dræbte og sårede. Og i Bretagne, hvor katolicismen er særligt rodfæstet, har præsterne fået ordre til at prædike på fransk og ikke på bretonsk. Myndighederne frygter, at præsterne har en demokratisk poleret version på fransk, men taler republikken midt imod på det lokale tungemål.
Og så er det, at Frankrig får den lov, som i 1905 adskiller stat og kirke med ordene om, at "Republikken hverken anerkender eller finansierer nogen trosretning". Og som desuden garanterer religionsfriheden i Frankrig allerede i lovens paragraf 1 : "Republikken sikrer åndsfriheden og garanterer friheden til at udøve sin tro". Loven udgør på mange måder essensen af franskmændenes demokratiske selvopfattelse.
– 1905-loven bliver vedtaget i et klima af latent borgerkrig. For at undgå, at striden udvikler sig til en regulær krig, er det nødvendigt at finde en løsning, som er acceptabel både for den katolske kirke og for den antiklerikale fløj, konstaterer Jérôme Grévy, historiker ved Institut for Læreruddannelse i Poitiers og en af de franske specialister i perioden.
Krigen mellem "de to Frankrig'er" begynder allerede med oplysningstidens rationalisme og når et første højdepunkt under Den franske Revolution. Katolicismen mister sin rolle som statsreligion allerede i 1790. Men Napoleon Bonaparte er klar over, at den katolske kirke kan være en betydningsfuld allieret og indgår derfor konkordat med Vatikanet i 1801. Ved samme lejlighed anerkendes de protestantiske kirker og jødedommen og bliver dermed lovlige religioner.
Konkordatet sikrer en vis ro om religionens plads i det franske samfund og bibeholdes gennem de hyppige systemskift op igennem 1800-tallet. Men da republikanerne kommer til magten for tredje gang i 1870, spidser konflikten til igen. Skolen bliver både obligatorisk og verdslig i 1882, hvor præsterne får forbud mod at undervise i den offentlige skole, og religionsundervisningen bliver henlagt til fritiden. Rationalisterne brøster sig allerede over, at de har "slukket et lys i himmelen, som aldrig vil blive tændt igen".
Men den katolske kirke har aldrig accepteret tabet af sin politiske rolle, fra dengang enevælden byggede sin legitimitet på kirken og på katolicismen som statsreligion. Og republikanerne har aldrig glemt, at kirken stillede sig på royalisternes side imod det spirende demokrati.
Dreyfus-affæren, hvor den katolske kirke blindt støtter hærens angreb på den jødiske officer, medvirker til at skærpe konflikten, og endelig brydes de diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og Vatikanet. Konkordatstiden er slut.
– To former for antiklerikalisme udvikler sig i 1880'erne, påpeger Jérôme Grévy.
– Der er den fløj, som nøjes med at bekæmpe kirken som en politisk institution, der støtter en tilbagevenden til monarkiet. Og så er der den radikale fløj, som vil udradere religionen i rationalismens navn.
– Republikanerne indser imidlertid, at en ny religionskrig med den katolske kirke vil betyde republikkens endeligt. Og de ender med at vedtage en moderat lov, inspireret af den første form for antiklerikalisme, siger Jérôme Grévy.
De mest yderligtgående presser på for at få en lov, der giver staten hånd- og halsret over kirkens interne anliggender. Men under inspiration ikke mindst af de franske protestanter, som ser en mulighed for at få garanteret minoriteternes religionsfrihed, vender regeringsleder Aristide Briand på en tallerken. Den franske kirke mister sin status som statskirke, men den får samtidig sin fulde frihed og sikres mod statslig indblanding. 1905-loven bliver en form for nationalt kompromis, fordi der indføres ikke bare religionsfrihed for alle, men også religionslighed. I stedet for at undertrykke religionerne, som de mest radikale republikanere ønsker, organiserer man den religiøse pluralisme i Frankrig.
– Vi går fra en anerkendelse af visse trosretninger til en anerkendelse af religionsfrihed for alle trosretninger. Det er en kulturrevolution, især for den katolske kirke, som skal lære at leve med denne nye frihed, og det sker ikke fra den ene dag til den anden, siger religionshistoriker Emile Poulat, forskningsdirektør ved Institut for Socialvidenskab, EHESS, i Paris.
For en anden fremtrædende religionshistoriker, Jean Baubérot, handler hele dette opgør om den franske identitet. Republikanerne vil verdsliggøre franskmændenes nationale identitet ved at vriste dem ud af katolicismens formørkende greb.
"Konflikten mellem "de to Frankrig'er" er ikke en strid mellem troende og ikke-troende, men mellem to visioner af "Fædrelandet". Adskillelsen mellem stat og kirke slår fast, at Frankrigs nationale identitet ikke har en religiøs dimension, omend der fortsat er spor af denne dimension", skriver Jean Baubérot i bogen "Sekulariseringen 1905-2005, Mellem lidenskab og fornuft".
Eller, som det også er blevet udtrykt : alle borgere, også jøder og protestanter, bliver nu fuldgyldige borgere, fordi den nationale identitet ikke længere er knyttet til det religiøse tilhørsforhold.
Jean Baubérot peger på, at republikanerne i stedet indfører en slags civil religion, som Jean-Jacques Rousseau allerede gjorde sig til talsmand for i Den Sociale Kontrakt. For borgerne har stadig brug for et ideal og for moralske normer. De skal bare ikke hentes i religionen. Allerede den første Menneskeretserklæring fra 1789 vedtages "under Det øverste Væsens auspicier", og Robbespierre skaber siden en regulær kult for dette Øverste Væsen.
– Sekuariseringen af moralværdierne er fælles for hele den vestlige verden. Opfindelsen af en særlig verdslig, civil moral i Republikkens navn er specifik for Frankrig, skriver Baubérot, som også taler om en sakralisering eller en helliggørelse af det, som kaldes for "Republikkens værdier": Den individuelle frihed, rationaliteten og fremskridtet, der skal føre nationen frem til et jordisk paradis.
Emile Poulat er enig i, at Republikken er blevet ophøjet til en helligdom. Men han er langt fra enig i, at denne nye, civile religion reelt har erstattet den katolske tro i Frankrig.
– Den verdslige skoles fader, Jules Ferry, definerede den nye, religionsfrie skoles moralske grundlag som "vore fædres moral". De værdier, det moderne samfund har hvilet på siden begyndelsen af 1900-tallet og sækulariseringen, det er de jødisk-kristne værdier, påpeger han.
Frankrigs gamle titel af "den katolske kirkes ældste datter " hænger nok lidt løst og slasker på det udmagrede skrog, som hvert år taber nye lunser af franskmænd, der betegner sig som katolikker. Men pavens sygdom går stadig an som topnyhed i tv-avisen. Og Frankrigs mest populære skikkelser er munken Abbé Pierre og nonnen Søster Emanuelle.
Ikke desto mindre er "verdsligheden" eller det særlige franske udtryk "laïcité" i dag en væsentlig del af Frankrigs selvforståelse.
I offentligheden er "laïciteten" blevet noget nær indbegrebet af "de republikanske værdier", som er en fællesbetegnelse for demokrati og individuel frihed. Det var netop denne særlige form for verdslighed, som blev kaldt til undsætning, da Frankrig sidste år igen forsøgte at finde en balance mellem stat og religion, denne gang i skikkelse af islam. Det blev til Frankrigs første deciderede verdslighedslov, som forbyder islamiske tørklæder, kors og jødiske kalotter i skolerne.
Samtidig rejses spørgsmålet om, hvorvidt 1905-loven trænger til at blive støvet af, så staten kan finansiere byggeriet af moskeer og dermed bremse indflydelsen fra pengestærke fundamentalister.
Ligesom i 1905 bølger striden mellem på den ene side en magtbegærlig religiøs fundamentalisme, som ikke vil give afkald på sin politiske rolle i samfundet, og på den anden en verdslig fløj, der helst så religionen aflivet og i hvert fald forvist fra det offentlige rum.
– I 1905 sejrede koldblodigheden over frygten for, at religionen skulle undergrave demokratiet, påpeger Jean Baubérot.
– Denne koldblodighed kunne vi lære noget af i dag.