Samuel Paty er blevet den franske republiks ansigt. ”Den stille helt,” som præsident Emmanuel Macron kaldte den 47-årige terrordræbte historielærer i sin mindetale i Sorbonne Universitetets gård onsdag aften. I den nationale mytologi er den ydmyge skolelærer frontkæmperen i den franske revolutions oplysningsprojekt, der skal vriste børnene ud af uvidenhedens mørke og gøre dem til samfundsborgere.
Det var denne hær af pædagoger, som blev hyldet ved den nationale mindehøjtidelighed i lærdommens tempel. Samuel Paty faldt på oplysningens front, da han fik halsen skåret over den 6. oktober for at have udført sit arbejde. Og hans kolleger er sig nu smerteligt bevidste om risikoen.
”Det er gået op for mig, at man kan blive dræbt for at undervise,” sagde en af dem til dagbladet Le Monde ved demonstrationen på Place de la République i Paris to dage efter drabet.
En anden, som selv stammer fra Algeriet og underviser i femte klasse, sagde, at hun ikke giver op:
”Jeg kæmper for at stå fast på de demokratiske værdier og for verdsligheden i skolen. Men jeg ved, at den dag vil komme, hvor jeg vil modtage trusler.”
For spændinger i klasserne om undervisningens indhold hører langtfra til sjældenhederne. Allerede i 2018 viste en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Ifop, at 37 procent af lærerne har censureret sig selv i undervisningen.
Spændingerne mellem elever og lærere opstår netop i historiefaget, men også i geografi og naturfag, siger Alexis Torchet, der er formand for lærerfagforeningen SGEN-CFDT.
”Selvcensur kan bestå i, at læreren vælger bestemte dokumenter som for eksempel karikaturtegninger fra. Der er jævnligt eksempler på, at eleverne bestrider de videnskabelige forklaringer på universets og livets oprindelse eller undervisningen i Mellemøstkrisen. Dertil kommer ønsker om fritagelse fra undervisning i sport, svømning eller musik. Mange elever hævder, at der ikke findes videnskabelige sandheder, men kun synspunkter, man selv kan vælge imellem,” siger Alexis Torchet.
Olivier Galland er forsker ved forskningsinstitutionen CNRS og var i 2018 medforfatter til en undersøgelse om radikalisering i de franske skoler. Den viste blandt andet, at op imod hver anden af de unge muslimer under 18 år ikke eller kun delvis tager afstand fra angreb på karikaturtegnere eller andre, der beskyldes for at håne islam og profeten Muhammed.
”Man kan tale om en kulturel, værdimæssig dissidens blandt en del af de unge muslimer. De tager afstand fra de sekulariserede vestlige samfunds liberale værdier, nemlig at den enkelte har ret til i sit privatliv at vælge sin måde at leve på uden at underkaste sig religiøse dogmer og regler. De unge muslimer går i den stik modsatte retning. De unge, vi interviewede, gav udtryk for, at de hører én sandhed derhjemme og en anden i skolen, og det er ikke nemt at håndtere, siger de,” forklarer Olivier Galland.
De unge muslimers verdenssyn kolliderer med det franske verdslighedsprincip, der henviser religion til den strengt private sfære, og som længe har forbudt enhver form for undervisning i religiøse principper. Skolens moralske værdigrundlag er et såkaldt verdslighedscharter, og konflikter om undervisningen indberettes som overtrædelser af verdslighedsprincippet. Sidste år var der 953 af den slags indberetninger, hvoraf 120 gav anledning til en form for internvention fra det franske undervisningsministerium.
Yann G. underviser i idræt på en skole i et belastet kvarter i storbyen Lyon og ønsker ikke sit efternavn bragt i avisen. Han er ikke bange for at vende tilbage til skolen, når efterårsferien slutter om en uge.
”Man kan selvfølgelig ikke være sikker på, at det kun rammer de andre. Men i langt de fleste tilfælde lykkes det at løse konflikterne ved dialog med eleverne og forældrene. Og vi betragter ikke automatisk forskellighed som en trussel eller et problem. Men ja, vi er klart den fremskudte front i forsøget på at skabe de fælles værdier, som hele samfundet hviler på,” siger han.