Prøv avisen

Frankrigs misrøgtede ungdom

GENERATIONSKLØFT: Frankrigs unge føler sig som taberne i en samfundsmodel, hvor de ældre generationer skummer fløden af velfærden. Job, boliger og egen familie er forbeholdt generationen over 35 år

De hedder Philippe og Marjorie, Yoann, Bertrand og Germain. De er nogle af de omkring seks millioner unge franskmænd under 25 år, som skal stemme ved præsidentvalget den 22. april. Og mange af dem er, som nogle af deres ældre medborgere, af den faste formening, at det franske samfund, de skal stemme om, er decideret ungdomsfjendsk.

Boghandlernes hylder bugner af polemiske bøger med titler som "Vore børn vil hade os"

eller "Hvordan vi har ruineret vore børn". Forfatterne langer blandt andet ud efter det store franske underskud på de offentlige finanser, som overstiger EU's tilladte tre procent og en pensionsreform, der overlader det til de kommende ungdomsgenerationer at finansiere pensioner, de aldrig selv vil kunne få.

Men i første omgang skal de unge kæmpe sig vej til et job. Og her har de udsigt til adskillige år i hård modvind, uanset om de er studerende eller allerede søger arbejde. For mens andre landes virksomheder kappes om de stadig mindre ungdomsårgange, er de franske arbejdsgivere mere tilbageholdende med at ansætte. Her ligger ungdomsarbejdsløsheden på uflyttelige 20 procent og op til 40 procent for de dårligst kvalificerede mod 8,6 procent

i aldersgruppen over 30 år.

Flere og flere unge mennesker bor hjemme, til de er sidst i 20'erne, fordi de endnu ikke kan klare sig selv.

– Der er ved at opstå en kløft mellem de unge og resten af samfundet, konstaterer sociolog med speciale i den franske ungdom Olivier Galland, som mener, at Frankrig er ved at udvikle en alvorlig ungdomskrise.

– Det er ikke en generationskrise som i 1960'erne. Alle undersøgelser af de unges værdier viser, at de langt hen ad vejen deler forældrenes værdier om arbejde, familie og respekt for samfundets spilleregler. Det er derimod en social krise, som gælder i større eller mindre udstrækning for hele ungdomsgenerationen, selvom der er forskel mellem de unge, som har en uddannelse, og som vil klare sig på længere sigt, og så de unge, som forlader skolesystemet uden uddannelse, og som ikke har ret mange fremtidsudsigter, konstaterer Olivier Galland.

Philippe og Marjorie hører til denne sidste kategori. De tilhører de 10 procent af den franske ungdom, eller omkring 100.000 unge, som hvert år

forlader skolesystemet uden at have fået hverken en eksamen eller en faglig uddannelse.

Philippe Guénier er 24 år og Marjorie Delorme 20 år. Hun gik ud af skolen som 17-årig efter at være sprunget fra først en uddannelse som syerske og derefter en uddannelse som kok. Hun har aldrig været i

arbejde og bor hjemme som Philippe, der har arbejdet som arbejdsmand på en byggeplads. Da han mistede jobbet, havde han ikke arbejdet længe nok til at optjene dagpenge. Og eftersom han er under 25 år, har han ikke ret til socialhjælp.

– Hvis ikke mine forældre hjalp mig, ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Når man søger et job, spørger de altid, om man har erfaring med den slags arbejde. Jeg har kun erfaring fra byggesektoren, og så er det svært at få andet arbejde. Arbejdsgiverne tør ikke give én en chance, siger Philippe.

– Arbejdsgiverne søger altid medarbejdere med mindst to års erfaring. Hvor vi skal få den erfaring, må guderne vide, lyder det samstemmende fra Yoann, Bertrand og Germain, som ved, at arbejdsmarkedet ikke vil tage mod dem med åbne arme, den dag de er færdige med deres universitetsstudier.

De sværter fremtidsudsigterne sorte med historier om private virksomheder, der profiterer af ungdomsarbejdsløsheden ved at ansætte højt uddannede unge som "praktikanter" til 60 procent af arbejdsmarkedets mindsteløn på 7000 kroner.

– Min bror er uddannet på handelshøjskolen. Efter fem års uddannelse kan han ikke få andet end vikarjob og korte kontrakter af nogle få måneders varighed. Jeg kan slet ikke se, hvilken fremtid jeg selv har som universitetsstuderende, siger Yoann Breuil.

Han læser historie på tredje år ved universitetet i Saint Etienne syd for Lyon, men har besluttet sig for at springe fra og søge ind i gendarmeriet.

– De tilbyder et fast job og en fast løn. Alle de unge, jeg kender, går fra den ene løse ansættelse til den anden. De er færdiguddannede, men kan ikke få egen bolig, fordi både banklån og lejelejligheder er forbeholdt folk med et fast job. De bor hjemme, til de er sidst i 20'erne, fortæller Yoann.

Statistikkerne giver dem ret. Fire ud af ti unge med en videregående uddannelse og seks ud af ti uden uddannelse starter i en tidsbegrænset ansættelse. Og den korte ansættelse fungerer ikke som adgangsbillet til en fast stilling. 21 procent af de unge under 30 år har en tidsbegrænset ansættelse mod 7,1 procent af de 30-49-årige og fire procent af aldersgruppen over 50 år.

– Der er to forklaringer på, at det franske arbejdsmarked tager så skidt imod de unge, siger ungdomssociolog Olivier Galland.

– Det franske skolesystem er ikke godt nok, især hvad erhvervsuddannelser angår. Det fortsætter for eksempel med at uddanne unge til sektorer som tekstilbranchen, hvor beskæftigelsen falder, for ikke at tale om dem, der forlader skolesystemet uden uddannelse overhovedet. Det er disse unge, man hovedsageligt finder i de sociale ghettoer. Et af svarene på optøjerne i de sociale ghettoer har været forsøg på at trække de bedste elever fra ghettoskolerne ind i de videregående uddannelser. Det er fint nok, men det løser ikke problemet med de 100.000, som forlader skolen uden uddannelse, og som udgør det største problem, siger Olivier Galland og fortsætter:

– Den anden forklaring er, at det franske arbejdsmarked er meget stift. Arbejdsmarkedslovgivningen yder en meget høj grad af beskyttelse til dem, der er kommet ind i systemet og har fået en fast stilling. Fleksibiliteten er derfor koncentreret blandt de unge, som må begynde deres karriere med løse ansættelser. Først når de nærmer sig de 30 år og har arbejdet sig lidt op i hierarkiet, kan de gøre sig forhåbning om en fast stilling, siger sociologen.

Hver femte afskedigelse i Frankrig ender ved arbejdsretten, og for den franske fagbevægelse er beskyttelse mod afskedigelse et mere centralt krav end tiltag, som for eksempel efteruddannelse og omskoling, der sætter de ansatte i stand til at få nye job, når de gamle forsvinder.

Franske politikere er valfartet til Danmark for at studere "den danske model", som franskmændene kalder kombinationen af et fleksibelt arbejdsmarked kombineret med et tætmasket sikkerhedsnet i tilfælde af afskedigelse og noget nær fuld beskæftigelse som resultatet på bundlinjen. Det var blandt andet inspiration fra "den danske model", der lå bag forslaget om den særlige ungdomskontrakt med en prøvetid på to år, som skulle favorisere beskæftigelsen blandt de unge. Forslaget blev fejet af bordet af de unge selv under ugelange demonstrationer og besættelser af gymnasier og universiteter.

– Modstanden mod ungdomskontrakten viste, hvor dårligt uddannelsessystemet fungerer, og hvor problematisk de unges sociale og faglige indtræden i samfundet er. Det har skabt en frygt for yderligere social marginalisering blandt de unge, konstaterer Anne Muxel, politolog ved Fransk Center for Politisk Forskning i en analyse af de unges politiske adfærd.

– Frankrig har et problem med sin ungdom, mener Mikaël Garnier.

Han er ungdomsleder og blandt andet generalsekretær for Sammenslutningen af Børne- og Ungdomsbyråd.

I bogen "Forbandede ungdom" kritiserer han et samfund, der ikke har plads til sine unge.

– Modstanden mod ungdomskontrakten var et af tegnene på det franske ungdomsproblem. Det andet var optøjerne i de sociale ghettoer. Og allerede inden havde vi hørt præsident Jacques Chiracs symptomatiske udtalelse til en gruppe unge under en tv-debat om den europæiske forfatningstraktat: "Jeg forstår jer ikke", konstaterer Mikaël Garnier.

Han peger på, at de ældre

generationer holder fast i en samfundsmodel udarbejdet i 1960'erne og modsætter sig enhver reform af den franske velfærdsstat.

– Den tid er slut, da idealet var at blive 30 år i den samme virksomhed. I dag er der brug for mobilitet. Men systemet er ikke blevet tilpasset denne nye situation. Og fagbevægelsen magter ikke at ændre det system, som den var med til at få indført i 1960'erne, og som betragtes som en hævdvunden rettighed, siger Mikaël Garnier.

For sociolog Louis Chauvel

er resultatet, at de unge generationer betaler regningen for de ældre generationers velfærd.

De unge stormer frem, ikke på arbejdsmarkedet, men i fattigdomsstatistikkerne.

– Hvor fattigdommen tidligere var et fænomen, der især berørte ældre med lave pensioner, er fattigdommen i dag koncentreret blandt de unge, konstaterer han i sin bog om krisen, som har ramt den franske middelklasse og dens børn, "Middelklassens nedtur".

Sikkerhedsventilen i denne ungdomskrise er forældrene. Forældrene må i stigende grad understøtte deres børn i længere og længere tid. De unge bor hjemme i flere år og modtager også i stigende grad økonomisk støtte fra forældrene, især til at gennemføre deres studier, men også i tilfælde af arbejdsløshed.

Alle meningsmålinger viser, at forældrene er bekymrede for deres børns fremtid og frygter, at de vil få sværere ved at klare sig, end de selv havde.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk