Europas fremtid er i de franske vælgeres hænder. Afhængig af, om de på søndag lægger den højrenationale Marine Le Pens eller den centrum-højreliberale Emmanuel Macrons navn i stemmeurnerne, vil Europa vågne op til to vidt forskellige perspektiver mandag morgen.
Efter Brexit og den nationalistiske opstand mod EU blandt de europæiske vælgere skal EU i de kommende måneder finde en vej ud af stormen. Og det kan blive Frankrig, der afgør, om denne vej allerede nu peger mod et mindre forpligtende samarbejde og mere national suverænitet. Eller om en føderalt orienteret politik, især i euro-zonen, og visionen om et Europa i flere hastigheder fortsat er på dagsordenen.
En sejr til Marine Le Pen vil umiddelbart styrke den fløj blandt de 27 medlemslande, som vil begrænse EU’s indflydelse til fordel for de nationale parlamenter. Især Ungarn og Polen, der er under pres fra EU på grund af forsøg på at begrænse de demokratiske kontrolmekanismer i landene, vil få en vægtig allieret i et af EU’s store lande.
Og gør Marine Le Pen alvor af en folkeafstemning om EU-medlemskabet inden for de næste seks måneder, som hun har lovet, vil det kaste Europa ud i usikkerhed og en alvorlig, formentlig fatal krise i tilfælde af en Frexit.
De seneste dage har hun dog sået forvirring om sine hensigter efter regeringsaftalen med det lille konservative parti La France Debout, som ikke ønsker en fransk udtræden af euro’en.
”Vi vil indføre en national valuta i Frankrig til internt brug, men bevare euro’en til internationale transaktioner,” lyder det nu fra Marine Le Pen, der ikke redegør præcist for, hvordan den model skal fungere.
De franske vælgere er positivt stemt over for Marine Le Pens ønsker om at genoprette de nationale grænser og torpedere Schengen-aftalen. Men tre ud af fire franskmænd vil beholde euro’en, og det er disse vælgere, Marine Le Pen håber at tiltrække med sin nye kurs.
Foreløbig tyder meningsmålingerne på, at kun 40 procent af vælgerne er villige til at kaste sig ud i en ukendt fremtid, der også indebærer en udtræden af Nato og en ny kurs i forhold til Rusland. Marine Le Pen, der har lånt knapt 70 millioner kroner til sin kampagne i en russisk bank, blev under stor mediebevågenhed modtaget af den russiske præsident Vladimir Putin op til valget.
Emmanuel Macron er derimod den tyske forbundskanslers favorit. Han synes at støtte det Europa i flere hastigheder, som Angela Merkel og den nuværende franske præsident, Francois Hollande, har forsøgt at promovere som fremtidens EU. Men han ønsker også en form for europæisk nationalisme med et ”køb europæisk-direktiv”, og han har lagt sig ud med Polen med sin kritik af landets lave lønninger og fordelagtige skatteforhold, som lokker franske virksomheder til at forlade landet til fordel for Polen. Han vil ikke, som Marine Le Pen, holde op med at respektere EU-direktivet om udstationerede arbejdere, der udkonkurrerer de franske, men gerne reformere det.
”Europa kan ikke fortsætte som hidtil,” siger Emmanuel Macron, der foreslår at gennemføre nationale konventer i alle medlemslande om EU’s fremtid allerede til efteråret.
Præcist, hvor stor indflydelse, Emmanuel Macron i givet fald vil få i Europa, afhænger især af hans evne til at reformere Frankrig og rette op på økonomien. Marine Le Pens indflydelse vil under alle omstændigheder blive afgørende for Europas fremtid.8