Prøv avisen

Fransk belevenhed flosser i kanten

"Incivilité", eller manglen på almindelig civiliseret omgangstone, udpeges i stigende grad som et af det moderne samfunds onder. Enhver, der har prøvet kræfter med fransk trafikkultur, har set den civiliserede fernis krakelere under skældsord og tudende horn, og i den parisiske metro i myldretiden sættes alle høflighedskonventioner ud af kraft. - Foto: CLAUDE PRIGENT/PHOTOPQR/LE TELEGRAMME

Høflighedskonventionerne står stadig ved magt i Frankrig, men er i stigende grad under pres blandt de unge, i trafikken og i de offentlige transportmidler

Håndkysset er gået i forfald, og det samme er flere af de mere opstyltede høflighedskonventioner. Men ellers lever den franske belevenhed i bedste velgående i det meste af hverdagslivet.

Galanteriet er nærmest en del af den franske nationalkarakter, og det er ganske enkelt utænkeligt, at købmanden eller bageren tiltaler kunden med andet end "madame" og "monsieur", ligesom man helt naturligt er Des med folk, indtil man ved fælles overenskomst bliver enige om andet. Selv i helt almindelige middelklassemiljøer er svigerbørn Des med svigerforældrene, hvorimod det nu til dags hører til sjældenhederne, at ægtefolk siger De til hinanden.

Den indviklede franske etikette med regler for omgangstonen har rod i adelen og det franske hof, der satte normen for god opførsel i Europas finere kredse. Den franske revolution forsøgte at forbyde dette symbol på sociale forskelle sammen med ophævelsen af adelens privilegier og indførte tvungen brug af du-formen.

Men i 1800-tallet kom etiketten på mode igen i det nye borgerskab, og baronesse Staff, Frankrigs svar på Emma Gad, blev berømt for sine råd om takt og tone.

Hun kodificerede for eksempel mændenes belevenhed mod kvinder. Man holder selvfølgelig døren for damen, som man byder sin venstre arm, så den højre er fri til at beskytte hende.

Mange af baronesse Staffs anbefalinger er nu gået i glemmebogen. Men en fransk dagligdag er stadig oversået med "merci", "s'il vous plaît", "pardon" og "excusez-moi". Det opfattes som uhøfligt at gå ind i en butik af overskuelig størrelse uden at sige goddag. Og man afslutter stadig skriftlige henvendelser med lange høflighedsfraser, hvor man beder modtageren "modtage mine distingverede hilsener".

Men selvom høfligheds-fraserne er så indgroede i fransk sprogbrug, at de nærmest er automatiske, begynder de at lide under presset fra det moderne storbysamfunds stress og fra de unges mere uformelle omgangstone og, i nogle tilfælde, nærmest respektløse forhold til omverdenen.

"Incivilité", eller manglen på almindelig civiliseret omgangstone, udpeges i stigende grad som et af det moderne samfunds onder. Enhver, der har prøvet kræfter med fransk trafikkultur, har set den civiliserede fernis krakelere under skældsord og tudende horn, og i den parisiske metro i myldretiden sættes alle høflighedskonventioner ud af kraft.

Ligesom i andre lande åbnes derfor "høflighedsskoler", der tilbyder kurser i god opførsel. Nadine de Rot- schild, gift med bankkongen af samme navn, tilbyder kurser til unge forretningsfolk, der gerne vil begå sig i det bedre selskab. Og en socialpædagog har stor succes med en høflighedsskole i et socialt belastet kvarter, hvor han lærer de unge, at høflighed skaffer dem velvilje.

- Høflighed er ikke noget, man lærer i skolen, og ofte heller ikke af forældrene, påpeger socialpædagogen Arsène Bouakira, som også virker som gæstelærer i skolerne.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk