"En god 1. maj er et værdifællesskab"
Pierre Coquan kan ikke huske, hvornår han første gang var med i en 1. maj-demonstration. Men det må have været i begyndelsen af 1970’erne i Vierzon, en lille by i Midtfrankrig, hvor han gik på teknisk skole på elektrikerlinjen. Og han har været med hvert eneste år lige siden.
”En rigtig god 1. maj det er, når solen skinner, og foråret er her. Man er en del af en stor flok, og man ved, at man deler værdier og idealer med alle de andre. Man er en del af noget større, og man har følelsen af, at man er mange nok til at kunne skabe forandring. Der er masser af håb og glæde i en god 1. maj-demonstration,” siger den 65- årige elektriker, som har været lærer på en teknisk skole i 40 år og fagligt aktiv i det kommunistiske franske fagforbund CGT lige så længe.
”CGT gik meget op i klassebevidsthed og klassekamp. Det var de stakkels arbejdere mod de onde arbejdsgivere,” smiler Pierre Coquan med en snert af selvironi.
”Men vores mål var social retfærdighed. Da jeg var barn, var der kun obligatorisk skolegang til 12 år. Ude på landet, hvor jeg voksede op, var vi kun fem i klassen, der kom i mellemskolen. Børnene skulle hurtigst muligt ud at tjene penge for ikke at ligge familien til last. Jeg var heldig at få et legat, så jeg kunne komme på teknisk skole i byen, for ellers havde mine forældre heller ikke haft råd. Jeg var indigneret over den uretfærdighed,” fortæller Pierre Coquan.
”Mine forældre havde et husmandssted, og min far holdt avisen La Terre (Jorden). Linjen var kommunistisk, men min far læste især de mange artikler om jordbrug og fjerkræpriser. Jeg læste de andre artikler. Det var den avis, der fik mig til at interessere mig for politik.”
Efter at have arbejdet som elektriker blev han lærer på den tekniske skole i 1977. Han var ikke selv arbejder, men som fagligt aktiv i det tværfaglige CGT var han tæt på arbejdermiljøet.
”Jeg har aldrig foregivet at være arbejder. Men vi stod sammen i forbundet og havde fælles idealer. Der var en arbejderstolthed og især en faglig stolthed over det veludførte arbejde. Jeg havde en meget stærk følelse af fællesskab og af at være til nytte. Man er ikke sat på Jorden for at mele sin egen lille kage, men for at gøre noget for fællesskabet. 1. maj var en del af det fællesskab,” siger Pierre Coquan.
Nogle af 1. maj-demonstrationerne skiller sig ud i hukommelsen.
”Jeg husker for eksempel 1981. Det var det år, hvor socialisten François Mitterrand vandt præsidentvalget. 1. maj faldt mellem første og anden valgrunde, og demonstrationen var et udtryk for vores håb om at få en socialistisk regering for første gang i 23 år. 1. maj-demonstrationen blev en magtdemonstration i valgkampen,” husker Pierre Coquan.
En anden stor 1. maj var i 2002, hvor Front Nationals stifter, Jean-Marie Le Pen, var gået videre til præsidentvalgets anden valgrunde.
”Hele Frankrig var i chok, og 1. maj blev en protestdemonstration mod Le Pen forud for anden valgrunde,” fortæller han.
I dag er Pierre Coqan pensionist efter at have været regional formand for CGT i Lyon. Han har set den franske fagbevægelse miste indflydelse over de seneste år.
”Ude på arbejdspladserne er kollektiv kamp ikke længere i højsædet. Enhver kæmper for sig selv. Arbejderstoltheden er også væk. Folk er stadig stolte over det arbejde, de laver, men der står ikke samme respekt om det. Samfundet beundrer dem, der tjener mange penge. At være arbejder er ikke noget, man taler højt om,” mener Pierre Coquan.
Denne 1. maj finder ikke desto mindre sted midt under en konflikt, hvor de franske jernbanearbejdere modsætter sig præsident Emmanuel Macrons reform af det offentlige jernbaneselskab. Og Pierre Coquan vil være at finde blandt demonstranterne i Lyon.
”Selvfølgelig skal jeg demonstrere i dag i solidaritet med jernbanearbejderne. Afhængig af, hvor mange vi bliver, vil det vise, om vi kan vinde arbejdskampen, der er i gang. Eller om vi allerede er ved at give op.
"Individualiseringen har udhulet vores fælles kampdag"
Margaret Thatcher var i høj grad en medvirkende årsag til, at Kevin Parkin i sin tid begyndte at deltage i 1. maj-demonstrationer.
I 1984 i rasede kampen om fagforeningerne indflydelse, og Storbritanniens konservative regering med Thatcher i spidsen mente, at de overvejende røde fagforeninger ud-gjorde en sikkerhedsrisiko, hvorfor fagforeningsmedlemmer ikke længere kunne være ansat i GCHQ. En forkortelse for regeringens kommunikationshovedkvarter, som er den del af efterretningstjenesten, der overvåger alle former for kommunikation.
Kampen mod fagforeningerne virkede som en rød klud på Kevin Parkin.
”Den 1. maj plejede vi at tage til demonstrationer ved GCHQ i Cheltenham. Jeg arbejdede dengang i Leeds, og vi kom med busser fra store dele af landet. Der var et vigtigt socialt aspekt i at møde folk fra hele landet og mærke, hvordan de var optaget af de samme sager,” fortæller Kevin Parkin.
Han er født i 1949 og har for længst forladt arbejdsmarkedet. Men det betyder ikke, at han ikke længere er optaget af de samme sager.
Kristeligt Dagblad møder ham på hovedkontoret for The Socialist Party of Great Britain. Han er en af ildsjælene, der holder liv i det lille socialistparti, og han stiller også op til det lokale byråd ved lokalvalget i London på torsdag. På den måde er han også typisk for de folk, der vil deltage i dagens 1. maj-demonstration i London, som begynder ved mindebiblioteket for Karl Marx og slutter på Trafalgar Square med taler og kampsange.
”De, der kommer, er engageret i diverse venstreorienterede grupper. Vi kan se, at der er sket en fragmentering, og det er i dag primært medlemmer af socialistiske partier, der ser sig som fortroppen,” siger Kevin Parkin, der trods den klare socialistiske overbevisning er i nystrøget skjorte og slips.
Hans første job var som kontorassistent i et forsikringsselskab som 15-årig. Han var mere eller mindre nødt til at gå ud af skolen, fordi han skulle hjælpe med tjene penge til sin mor, som var alene med ham og hans lillebror. Forældrene var gået fra hinanden, da han var fire år. Kevin Parkin voksede op i et socialt boligbyggeri i London-bydelen Brixton.
Han taler stadig om det særlige sammenhold, der var dengang, hvor alle var i samme båd og hjalp hinanden. Trods baggrunden i arbejderklassen føler han ikke, at arbejderpartiet Labour er noget for ham.
”Når det kommer til Labour, så har jeg ikke den store respekt for dem. De er ikke, som de var engang. Jeg har aldrig set Tony Blair som en socialist. Selvom om Gordon Brown sagde, at han ville gøre op med de økonomiske op- og nedture, så er du nødt til at indse, at det ikke er muligt i en kapitalistisk model,” siger Kevin Parkin med henvisning til de to seneste premierministre fra Labour.
Efter starten i forsikringsbranchen førte karrieren ham over i postvæsenet, hvor han var i teleafdelingen. Det var her, han blev aktiv fagforeningsmand i fagforeningen for offentligt ansatte.
”Teleafdelingen blev først udskilt som en selvstændig enhed for siden at blive privatiseret som British Telecom, og derefter forlod jeg foretagendet,” fortæller Kevin Parkin, der således gik frivilligt på førtidspension som 55-årig – noget, som ikke ville være muligt i dag.
”Fagforeningerne var stærkere dengang. Deres magt er eroderet, men måske er det bare en gigant, som sover,” lyder det forhåbningsfuldt.
Han kan også se, hvor det store skred skete for fagforeningerne.
”Det kom med Margaret Thatcher og hendes tanker om individualisering. Hun satte socialt boligbyggeri til salg, hun nedkæmpede minearbejderne, og vi så, hvordan mediemogulen Rupert Murdoch bekæmpede trykkeriarbejderne. Jeg kendte folk, der stod som blokadevagter. For Murdoch handlede det om at tjene flere penge, mens arbejderne kæmpede for bedre vilkår,” husker den gamle fagforeningsmand, som stadig ser et behov for at markere arbejdernes internatio-nale kampdag.
”Folk kommer stadig til 1. maj, selvom det måske ikke er i samme antal som tidligere. Men det er en god anledning til udtrykke følelser om sammenhold og kammeratskab, og dagen er stadig i folks bevidsthed. Men nogle gange kan det være svært at finde ud af, hvad der kommer ud af det. Det er godt at være sammen med folk, som deler din opfattelse, men spørgsmålet er, om det ændrer noget,” erkender Kevin Parkin.
Han lægger også vægt på, at det er arbejdernes internationale kampdag, og når 1. maj i dag markeres i London, så handler det for ham også om international solida- ritet:
”Arbejdernes rettigheder er stadig vigtige. Men det er kampen for et frit Palæstina og det at være bekymret over bombningerne i Syrien også. Du kan sige, at det er en del af arbejdernes kamp, og du er nødt til at have et internationalt udsyn og ikke kun se på lille England.”