Fransk islamforsker: Alternativet til salafismen er ikke sekularisering, men en åndelig islam

Internettet og selvbestaltede prædikanter er den nye drivkraft i spredningen af salafismen, som ikke længere har brug for den saudiarabisk finansierede mission for at vinde frem. Men bølgen er toppet, mener den franske seniorforsker og islamkender Olivier Roy

Salafismen er et problem for integrationen i vestlige samfund, fordi dens tilhængere trækker sig tilbage og lever efter egne regelsæt, som her i en sunnitisk moské i den franske by Brest. Det er især et problem, når denne fundamentalistiske udlægning af islam formår at tiltale anden og tredje generation af unge med anden etnisk baggrund, mener den franske islamforsker Olivier Roy. –
Salafismen er et problem for integrationen i vestlige samfund, fordi dens tilhængere trækker sig tilbage og lever efter egne regelsæt, som her i en sunnitisk moské i den franske by Brest. Det er især et problem, når denne fundamentalistiske udlægning af islam formår at tiltale anden og tredje generation af unge med anden etnisk baggrund, mener den franske islamforsker Olivier Roy. – . Foto: Dominique Leroux/AFP/Ritzau Scanpix.

Olivier Roy var en af de første, der bed mærke i, at islam ændrer ansigt. Den franske islamekspert og seniorforsker ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze har observeret udviklingen i de franske indvandrerforstæder, men også i de muslimske befolkningsgruppers religiøse praksis rundtom i Europa. Og overalt konstaterer han, at den islam, de ældre generationer af indvandrere havde med sig i bagagen hjemmefra, langsomt løber ud i historiens sand.

Oprindelseslandenes nationale kultur, der har farvet islam i forskellige nuancer, falmer i Europa og erstattes af en ny globaliseret islam, der er frigjort fra kulturen i forældrenes hjemland og i stedet hævder at være universel og gælde for alle muslimer, uanset tid og sted. Og denne nye globaliserede islam er fundamentalistisk i sit væsen, konstaterer Olivier Roy.

Selvom det var den shia-muslimske ayatollah Khomeini, som for alvor anbragte islam på den globale dagsorden med den islamiske revolution i Iran i 1979, er det især sunni-muslimske organisationer, der har udviklet en decideret missionsvirksomhed. Mens Qatar finansierer moskéer og lærestole ved europæiske og amerikanske universiteter for at fremme Det Muslimske Broderskab, har Saudi-Arabien ifølge det amerikanske udenrigsministerium kastet mere end 65 milliarder kroner alene i velgørende organisationer, der udbreder wahhabismen og salafismen blandt muslimer over hele verden.

Og salafismen og dens ambition om en religiøs praksis som på muslimernes profet Muhammeds tid fører på point, mener Oli-vier Roy.

”Salafismen eksploderede mellem 2000 og 2010 og toppede med krigen i Syrien. Man kan ikke give et præcist tal for, hvor stor en del af verdens muslimer der er salafister, for der er ikke tale om en medlems- organisation, der træffer beslutninger og udtaler sig. Det er helt nede på det person- lige, individuelle niveau, at salafismen får tag i folk,” konstaterer han.

I Europa skyldes successen, at den nye fundamentalisme taler et stærkt sprog til anden og tredje generation af unge med anden etnisk baggrund. Olivier Roy har i sine bøger beskrevet, hvordan forkastelsen af de traditionelle kulturelle holdepunkter giver plads for en form for religiøs uvidenhed, hvor enhver pseudoudlægning af Koranen tages for gode varer.

”Salafismen siger til de unge: ’I har mistet jeres bedsteforældres sprog, I har mistet deres kultur, og I har også mistet deres religion. Men det er fint, for de var dårlige muslimer. Her får I et hæfte på 20 sider med en opskrift på at blive rigtige muslimer. I bliver bedre end jeres forældre. I stedet for at være tabere bliver I den nye elite. I kommer i Paradis i modsætning til jeres forældre, som var dårlige muslimer’. Man ser det samme i nogle muslimske lande som for eksempel Egypten, hvor de mange egyptiske gæste- arbejdere i Saudi-Arabien kom hjem med både penge og en ny religiøs praksis præget af wahhabismen. De var langt mere fromme end det egyptiske flertal,” siger Olivier Roy.

Salafisterne tilbyder at leve et islamisk idealliv som på profeten Muhammeds tid. Det indebærer at holde sig på afstand af det omgivende urene samfund og især af politik. Det Muslimske Broderskab har derimod en politisk dagsorden om udviklingen af en slags ultrakonservativ muslimsk pendant til de europæiske kristeligt-demokratiske partier, hvor det tyrkiske AKP under præsident Recep Tayyip Erdogan var forbilledet for eksempel i Tunesien med Ennahda-partiet og i Egypten, hvor broderskabet kom til magten efter det arabiske forår.

”Men Det Muslimske Broderskab som politisk bevægelse har fejlet. Deres regeringsmagt i Egypten blev kun kortvarig, inden Morsi-regeringen blev afsat. Tyrkiske bevægelser og præsident Erdogans parti, AKP, har en vis form for international indsats, men henvender sig især til den tyrkiske diaspora uden et mål om at påvirke andre muslimske befolkningsgrupper. Erdogan benytter sig af islam til at skaffe sig indflydelse i de tyrkiske mindretal som et pres- sionsmiddel over for de europæiske regeringer og en vigtig stemmereserve ved valgene i Tyrkiet. Salafismen har derimod fået karakter af en form for muslimsk tidsånd,” mener Olivier Roy.

Hvad er forklaringen på, at salafismen vinder frem i muslimske lande?

”Salafismen vinder frem, hvor den muslimske elite er blevet kompromitteret af korruption og indblanding i politik. Gennemslagskraften afhænger også af, hvor stærke de nationale muslimske organisationer og den muslimske kultur er. I Pakistan er de traditionelle muslimske institutioner og strukturer brudt sammen, og den traditionelle islam farvet af lokal pakistansk kultur er i stigende grad erstattet af forestillingen om en global, universel islam. I andre lande som Marokko holder regeringen stand og sørger for, at salafismen får teologisk modspil. Det samme sker i Indonesien og i vid udstrækning også i Vestafrika. Men Vestafrika er blevet oversvømmet med unge, der har studeret i Saudi-Arabien på stipendier, men som ikke har andre kompetencer end et diplom i saudiarabisk teologi. Det eneste, de kan bruge det til, er at åbne en salafistisk moské og udbrede budskabet. Det er en reel risiko. Faren er desuden størst i lande med høj ungdomsarbejdsløshed og en ungdomsgeneration uden fremtidsudsigter.”

Men med udbredelsen løber salafismen også ind i interne modsætninger, påpeger Olivier Roy:

”Som hovedregel holder salafisterne sig på afstand af politik og politisk aktivitet. Men det arabiske forår betød et markant brud på denne linje, fordi salafismen fik et nyt politisk udtryk især i Egypten, hvor al-Nour-partiet først støttede Det Muslimske Broderskabs Morsi-regering og derefter bakkede op om general Abdel Fattah al-Sisi, der afsatte Morsi. Og i Libyen er salafisterne nu indblandet i kampen om regeringsmagten og stiller sig på general Haftars side mod Islamisk Stat og al-Qaeda.”

”Dertil kommer nu den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salmans, melding om, at Saudi-Arabien skal udvikle en mere moderne islam. Dermed bryder han pagten med det wahhabistiske præsteskab om udbredelsen af den salafistiske dogmatik. Han har fængslet flere wahhabistiske ledere, og han anerkender ikke længere teologernes eneret til at fortolke religionen. Det mest markante eksempel er spørgsmålet om kvindernes ret til at køre bil. Det betyder ikke, at teologerne har mistet deres magt, men der er slået skår i pagten. De teologiske autoriteter anerkendte Saud-familien som den politiske autoritet, og til gengæld fik teologerne lov til at styre det religiøse. Sådan er det ikke længere,” understreger Olivier Roy.

Spørgsmålet er så, om Saudi-Arabien vil fortsætte med at skyde millionbeløb i en global salafistisk mission. Men denne strengt ortodokse udlægning af islam har ikke længere brug for de saudiarabiske prædikanter for at nå ud til verdens muslimer, vurderer Olivier Roy.

”Tidligere var der en halv snes personer, der var anerkendte som sheik eller teologiske autoriteter, og som udsendte fatwaer relativt uafhængigt af Saud-familien, som overlod det teologiske ansvar til dem i en slags arbejdsdeling. I dag kan alle og enhver slå sig op som salafistisk autoritet,” påpeger han.

Forskerne er uenige om, hvorvidt den salafistiske indflydelse har nået et vendepunkt. Olivier Roy hører til dem, der mener, salafismen har toppet både globalt og i Europa, hvor niqabber og lange skæg er blevet mere synlige i løbet af det seneste årti.

”Med Islamisk Stats sammenbrud og terrorismen er idealet om det nye, rene islamiske samfund blegnet. Og på grund af det samfundsmæssige pres er det næsten umuligt at leve som salafist i Frankrig og andre europæiske lande. De, der har valgt at leve efter salafismens regler, ender i en form for blindgyde. Det er svært at arbejde, og der findes kun meget få salafistiske skoler, som desuden er under stærk kontrol. Lidt efter lidt bliver skægget kortet ned, og de traditionelle klædedragter lægges på hylden. Det, vi får på den måde, er en slags ’blød salafisme’, en slags salafiseret middelklasse, der har denne rendyrkede konservative islam som et ideal, men efterlever den på en måde, der er forenelig med samfundet. Man kan sammenligne det med loubavitch-sekten blandt jøder. De lever for sig selv, men tilpasser sig samfundet og stemmer og arbejder,” siger Olivier Roy.

Hvilken strategi skal de europæiske lande lægge over for denne salafistiske tidsånd? Går man den rigtige vej ved at forbyde niqab og stille krav om, at mænd skal give hånd til kvinder?

”Salafismen er et problem i forhold til integration, fordi salafisterne trækker sig ud af samfundet og lever for sig selv efter helt egne foreskrifter. Salafismen er derimod ikke en automatisk første etape i en radikaliseringsproces, der fører til terror. Det betyder ikke, at man skal holde sig fra at sætte grænser. At nægte at give hånd er udtryk for et salafistisk verdenssyn. Og man kan sagtens argumentere for, at det er uacceptabelt at nægte det, som i vores kultur er et udtryk for almindelig høflighed. Der er masser af muslimer, der giver hånd til det andet køn uden problemer. På samme måde er burka og niqab ikke et religiøst krav i teologisk forstand.”

”Den store udfordring er at tilbyde et spirituelt alternativ til salafismens tilbud om en ren islam. Vi kan sagtens have en værdidebat med muslimerne om synet på kvinder, homoseksualitet og religionens plads i det offentlige rum. Alternativet til salafismen er ikke verdslighed, men en anden religiøsitet. Ellers skaber vi et religiøst tomrum, som salafismen eller en anden radikal form vil udfylde,” vurderer Olivier Roy.