Fem år efter terror: Nu ser jeg mig over skulderen, når jeg går ind i en kirke

Fem år efter, at to unge islamister dræbte den 85-årige præst Jacques Hamel, fylder angrebet stadig hos den franske befolkning. Men hans eftermæle skal ikke være had, lød det under mindehøjtidelighed fra ærkebiskop i den katolske kirke, som arbejder på en helgenkåring

Drabet på den franske præst Jacques Hamel blev i går markeret med et optog med den franske indenrigsminister, Gérard Darmanin, ærkebiskop Dominique Lebrun og Hamels søster, Roseline Hamel, i spidsen. De gik den rute, som præsten selv fulgte den dag for fem år siden, hvor han blev dræbt i et terrorangreb. – Foto: Jean-Francois Monier/AFP/Ritzau Scanpix.
Drabet på den franske præst Jacques Hamel blev i går markeret med et optog med den franske indenrigsminister, Gérard Darmanin, ærkebiskop Dominique Lebrun og Hamels søster, Roseline Hamel, i spidsen. De gik den rute, som præsten selv fulgte den dag for fem år siden, hvor han blev dræbt i et terrorangreb. – Foto: Jean-Francois Monier/AFP/Ritzau Scanpix. Foto: Jean-Francois Monier/AFP/Ritzau Scanpix.

Kirkepladsen genlød af salmesang og orgelspil, da en procession i går formiddags ankom til kirken i Saint-Étienne-du-Rouvray i Normandiet.

I spidsen gik den franske indenrigsminister, Gérard Darmanin, og ærkebiskop Dominique Lebrun, som førte det religiøse optog fra præstegården, hvor præsten Jacques Hamel boede, og til kirken, hvor han i en alder af 85 år blev dræbt af to islamistiske terrorister for præcis fem år siden i går.

Sammen med den afdøde præsts søster, Roseline Hamel, og indbyggere i Saint-Étienne-du-Rouvray i det nordlige Frankrig gik de dermed også præcis den rute, som Jacques Hamel selv fulgte om morgenen den 26. juli 2016.

Klokken var 09.45, da to unge mænd dengang trængte ind i kirken, hvor Hamel var ved at forrette en gudstjeneste. ”Vig fra mig, Satan,” var de sidste ord, Jacques Hamel nåede at sige, inden terroristerne tvang ham ned på knæ og skar halsen over på ham.

En mandlig kirkegænger og to nonner blev ligeledes såret, mens en tredje nonne flygtede og slog alarm.

Fem år senere er den katolske præst blevet et symbol på broderskab og næstekærlighed blandt især de franske katolikker, men også en martyr i Frankrig.

Og det havde formentlig affødt hovedrysten hos den ydmyge præst, sagde ærkebiskop Dominique Lebrun i sin mindeprædiken over Jacques Hamel i går.

”En martyr er et vidne. Det udfordrer vores kristentro. Hvor langt er vi i stand til at gå for at vidne, men også elske dem, der ikke elsker os? Det er det spørgsmål, Jacques Hamels død stiller os. Over for al denne vold skal vi som kristne huske på, at Kristus kom for at frelse hele menneskeheden, ikke kun nogle af os. Derfor er vi knyttet til alle mennesker, også til dem, der tilhører andre religioner,” sagde ærkebiskoppen i sin prædiken, hvor han også instisterede på nødvendigheden af at fortsætte den religionsdialog, som Jacques Hamel selv var stærkt engageret i med det muslimske trossamfund i byen.

Drabet på Jacques Hamel skete kun 12 dage efter, at 86 mennesker blev dræbt på strandpromenaden i Nice i det sydøstlige Frankrig den 14. juli 2016. Terrorbølgen mod Frankrig var dengang på sit højeste efter angrebene på det franske satireblad Charlie Hebdo og spillestedet Bataclan året før. Og femåret markeres oven på et nyt angreb på Frankrigs katolske kirke, da en tunesisk terrorist sidste år dræbte tre mennesker i Notre Dame-katedralen i Nice.

For de franske katolikker er drabet på Jacques Hamel stadig et åbent sår. Det fortæller David Martin, der er ansat ved ærkebispesædet i Rouen i Normandiet.

”Man kan ikke lade være med instinktivt at kaste et blik over skulderen, når man går ind i en kirke,” siger David Martin, som selv kendte Jacques Hamel.

”Han var det rareste menneske, man kan forestille sig. Han burde ikke være gået bort på den måde. Man kommer aldrig rigtig over det.”

Den katolske kirke har indledt den procedure, der skal føre til en helgenkåring af den terrordræbte præst. Men det er ikke kun kirken, der husker, understregede indenrigsminister Gérald Darmanin i en tale efter mindehøjtideligheden.

”Republikken husker også sine martyrer. Det var ikke kun kirken, men kernen i det franske samfund, der blev angrebet,” sagde Gérald Darmanin, som netop har fået vedtaget en lov, som skal sætte hårdere ind mod parallelsamfund i Frankrig.

Inden for de seneste dage har indenrigsministeren afsat to imamer, hvis prædikener ifølge myndighederne er radikaliserende.

De to terrorister, der dræbte Jacques Hamel, Adel Kermiche og Abdel Malik Petitjean, blev dræbt af politiet foran kirken umiddelbart efter angrebet. De havde sværget troskab til Islamisk Stat, og efterforskningen har vist, at de var blevet rekrutteret på nettet af den franske IS-kriger Rachid Kassim, som siden er blevet dræbt i Irak.

Fire mænd, der menes at have været vidende om de to gerningsmænds terrorplaner, er blevet tiltalt for meddelagtighed og vil blive stillet for retten til næste år.