Frankrig får første kvindelige premierminister i tre årtier

Jean Castex er som ventet trådt tilbage som premierminister i Frankrig. Élisabeth Borne overtager posten.

Den franske premierminister, Jean Castex, har mandag afleveret sin opsigelse (Arkivfoto).
Den franske premierminister, Jean Castex, har mandag afleveret sin opsigelse (Arkivfoto). Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix.

Frankrig har fået ny premierminister.

Det står klart, efter at præsident Emmanuel Macron mandag har udpeget 61-årige Élisabeth Borne til at afløse Jean Castex på posten.

Hun bliver den kun anden kvindelige premierminister i Frankrigs historie.

Castex afleverede mandag eftermiddag sin opsigelse. Han forlader dermed premierministerposten efter godt to år.

Opsigelsen kom efter Emmanuel Macrons genvalg som præsident.

Det var på forhånd ventet, at Castex ville træde tilbage.

Élisabeth Borne er Frankrigs nuværende beskæftigelsesminister.

Hun bliver den første kvindelige premierminister, siden Édith Cresson som den første nogensinde sad på posten i knap et år i begyndelsen af 1990'erne.

Cresson var premierminister fra maj 1991 til april 1992 under socialistiske Francois Mitterands mangeårige præsidentperiode.

Élisabeth Borne beskrives af nyhedsbureauet Reuters som en afdæmpet bureaukrat, der blandt andet har været med til at nedbringe arbejdsløsheden i Frankrig.

Hendes indgående kendskab til det politiske system i Frankrig ventes at kunne hjælpe Macron til at gennemføre reformer.

- Hun er en rigtig arbejdsnarkoman. Hun kan arbejde indtil klokken tre om natten og så være klar igen klokken syv om morgenen, lyder det fra en af Élisabeth Bornes tidligere ansatte ifølge Reuters.

I Frankrig er præsidenten statsoverhoved og den klart mest magtfulde.

Premierministeren skal sikre, at landets love bliver implementeret.

Det er også premierministeren, der leder regeringen og dens daglige arbejde.

Macron blev ved anden runde af præsidentvalget 24. april genvalgt med 58,5 procent af stemmerne. Han slog den stærkt højreorienterede Marine Le Pen.

Trods valgsejren ventes Macron dog stadig at skulle overbevise mange franskmænd om, at han er den rette leder for landet.

Ved præsidentvalget i april fik den venstreorienterede Jean-Luc Mélenchon en pæn tredjeplads. Han står i spidsen for en række venstrefløjspartier frem mod det franske parlamentsvalg i midten af juni.

/ritzau/Reuters