”Et blodrødt skel mellem to liv.” Sådan betegner journalisterne på Charlie Hebdo den onsdag i januar 2015, da rædslen trængte ind på satirebladets redaktion i Paris i skikkelse af to terrorister, der mejede 11 personer ned og dræbte yderligere en person under flugten.
Siden er medarbejderne gået på arbejde med ”en knude i maven” og under streng politibeskyttelse, uanset om de taler med kilder eller holder fri.
”Vi har levet tre år i en konservesdåse. Ytringsfriheden er blevet et luksusprodukt,” skriver bladets direktør, udgiver og tegner Riss, alias Laurent Sourisseau, i en skarp leder i denne uges Charlie Hebdo, hvor han oplyser, at hvert andet blad, der sælges i kioskerne, svarende til 800.000 eksemplarer om året, går til at betale sikkerhedsforanstaltningerne omkring redaktionen og dens medarbejdere.
For situationen er ikke blevet bedre i løbet af de seneste tre år. Det satiriske ugeblad er stadig genstand for dødstrusler, senest i efteråret efter en karikatur af den islamiske tænker Tariq Ramadan.
”Charlie Hebdo trues for sin kritik af islam, men også af Rusland. Hele Europa må rejse sig i modstand mod de, der truer ytringsfriheden,” siger Christophe Deloire, formand for Journalister uden Grænser og paneldeltager i et daglangt debatmøde med titlen ”Stadig Charlie – fra erindring til kamp” i Paris i dag i anledning af treårsdagen for terrorangrebet i morgen.
Denne kamp i Charlies navn illustrerer, at årsdagen for angrebet ikke kun handler om empati med ofrene, i modsætning til de efterfølgende attentater mod spillestedet Bataclan eller strandpromenaden i Nice. For der udkæmpes en ideologisk skyttegravskrig omkring udtrykket ”Je suis Charlie” (Jeg er Charlie), der er blevet en byld under det tilsyneladende helede ar efter det første i rækken af terrorangreb i Frankrig i 2015 og 2016.
Ifølge en Ifop-meningsmåling, der offentliggøres i dag, er 61 procent af franskmændene ”stadig Charlie”. Det er 10 procent færre end på årsdagen i 2017. På 23 måneder har Charlie Hebdo mistet 9 procentpoints opbakning blandt tilhængerne af Republikanerne og 13 procentpoint blandt tilhængerne af Front National på grund af bladets anti-klerikale og provokerende tone, mens tilhængerne af den yderste venstrefløj er dem, der støtter Charlie Hebdo mest.
Senest er en stand up-komiker med muslimsk baggrund blevet beskyldt for at så tvivl om det legitime i at støtte Charlie Hebdo. Og i en mediepolemik har tegneren Riss beskyldt en fremtrædende journalist for at holde hånden over den politiske islam af frygt for at støde muslimerne i Frankrig, mens journalisten Edwy Plenel omvendt beskylder Charlie Hebdo for at være islamofobisk.
Jean-Pierre Sakoun, formand for interesseorganisationen Komitéen for Verdslighed, er en af arrangørerne af dagens debatmøde i Paris. For ham handler kampen i Charlies navn om religionens plads i det franske samfund.
”Den franske verdslighed forstået som fuldstændig religiøs neutralitet i det offentlige rum er under pres især i indvandrerforstæderne med krav om halal-måltider i kantinerne eller at kvinderne skal bære slør. Men vi ser også katolske forsøg på samfundsindflydelse, for eksempel med demonstrationerne mod ægteskab for par af samme køn,” siger Jean-Pierre Sakoun.
Han ser tilhængerne af den såkaldte ”åbne verdslighed” med plads til religiøs udfoldelse i det offentlige rum som ”nyttige idioter”, der undergraver det franske demokrati.
”Det er en historisk splittelse i det franske samfund, som nu samler sig omkring Charlie Hebdo,” påpeger Virginie Martin, politolog og forfatter til et essay om baggrunden for udtrykket ”Je suis Charlie”.
”Historisk hviler Frankrig på en universalistisk filosofi, der ser bort fra køn, religion eller etnisk tilhørsforhold for at sikre sammenhængskraften. Det er udbredt på højrefløjen, men også på venstrefløjen, der ser universalismen som et lighedsredskab. Overfor står en kulturalistisk fløj, der vil give plads til kulturel mangfoldighed, og som i nogen grad sætter lighedstegn mellem muslimerne og de undertrykte i verden. Ved at vælge ’Je suis Charlie’ som slogan frem for for eksempel ’jeg er frihed’ er Charlie blevet et kontroversielt symbol på en historisk fransk strid,” siger Virginie Martin.