Franske ofre: Vi blev misbrugt i skriftestolen

Sårene læges ikke med undskyldninger, siger flere ofre, efter at de franske katolikkers leder har udtrykt sin skam

Louis på 79 år fortæller, hvordan han mistede et stykke af sin sjæl hos skriftefaderen på kostskolen, hvor han gik som barn.
Louis på 79 år fortæller, hvordan han mistede et stykke af sin sjæl hos skriftefaderen på kostskolen, hvor han gik som barn. . Foto: Grant Whitty/Unsplash.

Louis var 11 år, da han blev sendt på en forskole til præsteseminariet i en lille, afsides by nord for storbyen Lyon. Hans forældre var vinbønder, og i 1953 var det endnu ikke noget, man blev rig af.

Men det var især løftet om at få en præst i familien, der fik forældrene og især Louis’ stærkt troende mor til at give efter for den katolske præst, som havde opsøgt dem ude på vingården.

Han havde i forvejen opsøgt den lokale skolelærer for at rekruttere de mest lærenemme elever, og Louis var en af dem.

Han sad ved en lille sø og fiskede, da den ukendte mand dukkede op ved siden af ham og fortalte, at han også fiskede.

”Han sagde, at han fiskede efter sjæle,” husker Louis den dag i dag i en alder af 79 år.

Louis blev aldrig præst. Men han mistede et stykke af sin sjæl på kostskolen.

”Vi havde alle en skriftefader. Han spurgte altid, om jeg havde syndige tanker at bekende. Og så fortalte han om alt det,vi ikke måtte tænke på. Han gnubbede sig op af mig, så jeg kunne mærke hans rejsning,” fortæller Louis.

”Jeg fortalte det til min mor, men hun sagde, jeg måtte bilde mig noget ind. Det ville have rystet hele hendes livssyn at tro på mig,” siger Louis, som har kæmpet med alkoholmisbrug en del af sit liv og som mange år senere stadig ikke vil have sit efternavn frem i avisen. Louis’ historie er aldrig kommet frem, og den illustrerer, at antallet af ofre for pædofili i den franske katolske kirke kan være højere end de 330.000, som den uvildige Sauvé-kommission selv angiver som et minimum i sin netop offentliggjorte rapport.

Pave Frans og franske biskopper i stilhed, efter at en rapport fastslog, at tusindvis af drenge er blevet misbrugt af kirken i Frankrig.
Pave Frans og franske biskopper i stilhed, efter at en rapport fastslog, at tusindvis af drenge er blevet misbrugt af kirken i Frankrig. Foto: Vatican Media/Reuters/Ritzau Scanpix

Tusindvis af børn blev som han rekrutteret til kostskoler, da den katolske kirke i 1934 iværksatte en massiv rekruttering af især fattige børn på landet, der skulle blive til en hær af katolske præster.

Jean-René er næsten 20 år yngre, og det var i 1970, at hans livsbane krydsede Eugène Arnaud. I årtier havde den karismatiske katolske præst rekrutteret børn fra den stærkt katolske vestfranske Vendée-region til kostskolen Chavagnes-en-Paillers, hvor han også var skriftefader.

Og hvor den lille, 10-årige Jean-René blev udsat for det samme som Louis 20 år tidligere.

”Jeg kom fra en meget katolsk familie, og jeg vidste ikke engang, hvordan man får børn. Han fortalte mig om de forbudte seksuelle fantasier og om, at onani er skadeligt. Og så stak han hånden i bukserne på mig for at vise, hvad man ikke må gøre. Jeg har siden hørt, hvordan andre blev direkte voldtaget på skolen,” siger Jean-René, som også foretrækker at holde sit efternavn skjult.

”Vi får stadig breve fra vrede katolikker, der beskylder os for at lyve eller overdrive,” siger Jean-René, som nu deltager i foreningen Collectif 85 for ofre fra Chavagnes-en-Paillers.

François Devaux er et af ofrene for præsten Henri Preynat, som sidste år blev idømt fem års fængsel for overgreb begået i Lyon siden 1970’erne.

Han fik ordet ved tirsdagens offentliggørelse af Sauvé-rapporten, og han stiller sig ikke tilfreds med den franske katolske kirkes leder Eric de Moulins-Beauforts udtryk for skam og medfølelse med ofrene.

”Kirkeledelsen bragte vidnerne til tavshed for at undgå skandalen og udsatte derfor bevidst andre børn for fare. Det er det samme mønster i andre lande – i USA, Tyskland, Australien, Storbritannien. Seksuelt misbrug er et resultat af den katolske kirkes patriarkalske opbygning, et rent mandligt hierarki, hvor kvinder ikke kommer til orde. Jeg ved, at det lyder provokerende. Men smerten og forbrydelsen er så omfattende, at man burde stille hele den katolske kirke for en international domstol for forbrydelser mod menneskeheden,” siger François Devaux.