Fred i verden er hårdt arbejde

UDSIGTTILFRED?: Midt i et år præget af store naturkatastrofer, nød i Afrika og fortsatte uroligheder i Irak vakte en international rapport opsigt ved at hævde, at verden trods alt er blevet fredeligere det seneste årti

I det seneste årti har antallet af krige, voldelige konflikter og folkemord været faldende, og blandt andet Afrika er blevet et betydeligt fredeligere kontinent. Der er dog stadig adskillige uløste konflikter tilbage som for eksempel striden mellem Etiopien og Eritrea om grænsedragningen mellem de to lande. -- Foto: Scanpix.
I det seneste årti har antallet af krige, voldelige konflikter og folkemord været faldende, og blandt andet Afrika er blevet et betydeligt fredeligere kontinent. Der er dog stadig adskillige uløste konflikter tilbage som for eksempel striden mellem Etiopien og Eritrea om grænsedragningen mellem de to lande. -- Foto: Scanpix.

En svale gør ingen sommer, lyder en talemåde. Og selvom statistikken viser, at antallet af krige, voldelige konflikter og folkemord er faldet de seneste 10-12 år, er det ifølge en række forskere ikke ensbetydende med, at verden for alvor er ved at udvikle sig til et mere fredeligt sted.

Stater og gruppers tilbøjelighed til at bruge vold og militær magt til at sætte deres interesser igennem er stærk, og det er en stadig udfordring for verdens befolkninger og politikere at bestræbe sig på at løse konflikter ved hjælp af dialog og samarbejde. Verden har således aldrig oplevet flere krige end i de seneste 60 år.

Set i den sammenhæng var det et lyspunkt, da en international rapport "Human Security Report 2005" i oktober kunne offentliggøre, at antallet af væbnede konflikter siden 1992 er faldet med 40 procent, samtidig med at de enkelte krige kræver færre ofre, og antallet af folkemord også er faldet. Når man alligevel skal vare sig med at løfte armene for højt i begejstring, skyldes det, at tidshorisonten er meget kort målt med historiens alen.

– Selvom det er gået bedre i verden de seneste 10 år, er det ingen garanti for, at det vil fortsætte. Udviklingstræk skal ses over et meget længere forløb, siger Lars Bo Kaspersen, professor ved Handelshøjskolen med speciale i krig, samfundsforandringer og statsdannelser i historisk perspektiv.

Han mener afgjort, at der er grund til at glæde sig over et årti, der er gået godt, men understreger, at 10 års positiv udvikling langt fra er det samme som et vendepunkt i verdenshistorien.

– Set med historiske øjne er selv Anden Verdenskrig jo et forbigående fænomen, siger han.

Lars Bo Kaspersen peger på, at den udvikling, der er sket siden 1992, bør vurderes på baggrund af hele det forrige århundrede.

– Der var færre krige i det 20. århundrede end tidligere, men til gengæld var de meget mere omfattende og lagde hele samfund i grus. Set i det perspektiv har det 20. århundrede ikke været specielt opmuntrende, mener han.

Lars Bo Kaspersen fremhæver, at verden tidligere har oplevet perioder med fremgang og samarbejde, uden at det har forhindret omfattende konflikter i at udvikle sig i det skjulte. Han henviser blandt andet til perioden fra 1875 til 1914, som så ganske stabil og fornuftig ud i den vestlige del af verden. Der var en udbredt tro på, at mere frihandel og økonomisk samarbejde mellem landene ville fremme en fredelig udvikling.

– Det var en periode, hvor man gjorde alt for at fremme investeringer og international frihandel. Der var en udbredt tro på liberalismen og på visionen om, at den ville være i stand til at marginalisere nationalismen. Men den drøm satte Første Verdenskrig en stopper for, siger han.

– De samme spændinger er tilstede i dag. Liberalismen slås mod nationalismen. Mange ser globaliseringen som en positiv drivkraft, der vil gøre det sværere og sværere at indlede krige, men det er naivt at tro, at vi er på den sikre side.

Det gælder ikke mindst, fordi det ikke er nogen garanti for fred, at en konflikt bliver afsluttet. Mange konflikter er blot tidligere konflikter, der blusser op igen.

– Fredstraktater indeholder hele tiden kimen til nye konflikter. Tag Balkan for eksempel. Stridighederne blev ikke løst efter Første Verdenskrig, og de blev heller ikke løst denne gang. Derfor er der en risiko for, at problemerne dukker op igen, siger Lars Bo Kaspersen.

Han minder om, at krige opstår, fordi verden er opdelt i stater, som ligger nogle bestemte steder på kloden og har nogle bestemte vilkår at overleve over.

– Hvis man kan overleve med fredelige midler, gør man det gerne, men hvis det kræver vold, så er man også parat til at bruge det. Det vigtigste er statens overlevelse.

Den bedste måde at forhindre krige og konflikter på er derfor at være så opmærksom og forudseende som mulig, så man kan forsøge at foregribe begivenhederne.

– Det ligger i vores selvopfattelse, at verden bevæger sig i en civilisatorisk retning, og det gør den også på nogle måder, men der ligger også hele tiden en potentiel risiko. Vi kan kun håndtere konflikter, hvis vi erkender, at konflikter findes som en grundvilkår mellem mennesker, mener Lars Bo Kaspersen.

Det samme gælder i international politik.

– Der skal bare være bestemte begivenheder, der udløser det. Den potentielle konflikt ligger hele tiden i systemet. Det er en global eksistensbetingelse for stater.

Håkan Wiberg, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og tidligere direktør for Center for Fredsforskning i København, mener også, at det er for tidligt at sige, om de seneste 12 års nedgang i antallet af konflikter betegner et gennembrud til en ny fredelig æra i verdenshistorien.

– Hvis man ser på krigsstatistikken for de seneste 60 år, har der aldrig været så mange krige som i denne periode. Det er først i 1992, at udviklingen vender. Men vi har tidligere set tilbagesving i den generelle stigende tendens, så det er for tidligt at sige, om faldet vil fortsætte, siger han.

Den vigtigste forandring i international politik de seneste 15 år – og en, der kan måske kan fremme den positive udvikling – er efter Håkan Wibergs mening, at det er blevet mere legitimt at blande sig i borgerkrige.

– Vi har fået begrebet om den humanitære intervention. En opfattelse af, at det kan være i orden at blande sig – primært gennem FN – hvis der sker overgreb på en befolkningsgruppe, siger han.

Wiberg understreger dog samtidig, at det er for tidligt at afgøre, om der ligefrem er tale om, at humanitær intervention er etableret som en norm.

– Debatten kører stadig. Der er også stærke modstandere af, at det internationale samfund skal kunne blande sig i staters indre anliggender.

I den forbindelse er det afgørende, hvad USA vælger, pointerer Wiberg. Verden har ikke i mange hundrede år haft et enkelt land, som er så stærk en stormagt, og landet har en kolossal indflydelse på FN's aktiviteter. Også selvom magten først og fremmest er baseret på militære ressourcer.

– Økonomisk er USA kun en aktør blandt flere. Det er militæret, der gør landet enestående. Derfor har USA også en interesse i, at militærmagt bliver ved med at have betydning. En krig med nogle års mellemrum kan være en måde at vise resten af verden, at der er grund til respekt, siger han.

I første omgang er det dog stadig mere håb end sikkerhed, der præger vurderingen af de kommende års chance for mere fred i verden. Bjørn Møller, seniorforsker ved Institut for Internationale Studier, glæder sig over, at de seneste 10-12 år trods alt har budt på færre krige og overgreb end de foregående 50 år, men uden at ville være sortseer peger han på, at der stadig er mange steder, hvor det kan gå grueligt galt. Ikke mindst i Afrika.

– Afrika er blevet et betydelig fredeligere kontinent, men det er ikke det samme som, at det er fredeligt. Sudan er et meget godt eksempel. Borgerkrigen i det sydlige Sudan, som har været den værste i Afrika, er ved at være afsluttet. Men samtidig er der dukket en barsk konflikt op i Darfur. Det er betegnende for Afrikas udvikling. Én stor fred – og flere mindre krige, siger Bjørn Møller.

Drivkræften bag konflikterne ser han som et opgør om styreformer, mens grænsedragning ikke har været et emne for andre krige end den, som førte til Eritreas løsrivelse fra Etiopien.

– Afrika er på vej gennem et generationsskifte fra de befrielsesgeneraler, der førte landene gennem afkolonialiseringen. Nu er der brug for andre ledere og andre styreformer, siger han.

Efter Bjørn Møllers vurdering hænger chancen for mere fred og færre krige stærkt sammen med amerikansk udenrigspolitik.

– Den helt store trussel mod verdensfreden er USA. Der er ikke noget andet land i verden, der indleder så mange – og store – krige som USA. Det gælder også i kampen mod terrorismen. USA har givetvis til hensigt at bekæmpe terror, men det faktiske resultat er det modsatte, siger han.

FN er efter hans mening stadig det bedste bud på, hvem der kan sikre en fredeligere verden – selvom organisationen ikke har magt, som den har agt.

– FN er blevet meget dygtigere til at gennemføre sine fredsbevarende operationer i praksis. FN kan faktisk noget. Og organisationen kunne spille en endnu stærkere rolle, hvis de rige lande gav den tilstrækkelig autoritet. Det skorter bare på viljen, siger Bjørn Møller.

Professor ved PRIO, Institut for fredsforskning i Oslo, Nils Petter Gleditsch har været med til at levere data til Human Security Report. Han er ikke uenig i, at selvom verden lige nu synes at bevæge sig i en fredeligere retning, er der ingen garanti for, at udviklingen fortsætter sådan.

– Det er vanskelig at spå om præcis, hvor og hvornår en væbnet konflikt vil bryde ud. Mange stater er ustabile og balancerer på kanten af konflikt, siger han.

I rapporten pointeres det, at når en krig slutter, er de grundlæggende årsager til konflikten ikke nødvendigvis løst. De er snarere blot undertrykt eller inddæmmet for en tid.

– Mange krige er affødt af gamle konflikter, der blusser op igen. Europas historie er fyldt med den slags, siger Nils Petter Gleditsch.

Han peger på, at det er nødvendigt at bryde cirklen ved at bringe andre midler ind i forholdet mellem parterne.

– Problemerne afspejler reelle modsætninger, som der ikke findes enkle løsninger på. Heller ikke gennem krig. Derfor er det mere et spørgsmål om at løse konflikter på en anden måde, siger Gleditsch.

Efter hans vurdering er udviklingen af demokrati en af de vigtigste faktorer for at skabe fred. Ifølge rapporten er antallet af demokratier steget fra 20 i 1946 til 88 i 2005.

– Demokratier slås sjældent med hinanden. Når en større andel af verdens lande bliver demokratier, er der en mindre risiko for krig. Det er erfaringen i Europa, og det gælder også, når vi ser på interne konflikter. Lande med stabile demokratier oplever sjældent borgerkrige, siger Nils Petter Gleditsch.

Han erkender dog samtidig, at diktaturer og andre autoritære styrer også kan undgå interne væbnede konflikter. Dog af mindre tillokkende årsager: De udfører en effektiv undertrykkelse af al opposition.

– Faren opstår ofte, når man går fra et autoritært til et demokratisk system. Som for eksempel i Irak. Når man hverken har diktatoren til at holde alle under kontrol – eller demokratiet til at formidle fredelige løsninger – kan det gå galt, siger han.

Selvom demokrati i sig selv fremmer fred, er demokrati også ofte sprunget ud af krig.

– Alle de tre store bølger af demokrati, vi har oplevede i det 20. århundrede, var stimuleret af krige og konflikter: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og afkolonialiseringen samt til sidst den kolde krig, fremhæver Nils Petter Gleditsch.

– Krig og konflikt virker som en form for murbrækker for forandringer. Noget går til grunde, og det giver plads for, at andet kan gro frem, siger han.

Nils Petter Gleditsch fraråder dog at bruge krigen som strategi til at opnå demokrati.

– Det er en både usikker og dyr metode, siger han.

Uanset han heller ikke tør udstede garantier på, at antallet af krige og andre former for voldelige overgreb vil fortsætte med at falde i de kommende år, hælder han alligevel mest til optimisme på verdens vegne.

– Der er sket flere grundlæggende gode ændringer. Demokratiseringen. Afslutningen af den kolde krig. Den forstørrede mange konflikter som for eksempel Vietnamkrigen og Koreakrigen, fordi supermagterne gik ind på hver sin side. Den situation har vi ikke i dag, siger Nils Petter Gleditsch.

– Samtidig har vi trods alle mangler også fået et mere aktivt FN. Verden har et forum for dialog og for fredsbevarende virksomhed, som vi aldrig tidligere har haft, understreger han.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

Human Security Report 2005

Rapporten med undertitlen "Krig og fred i det 21. århundrede" er udgivet af Human Security Centre ved universitetet i British Colombia, Canada, med støtte af blandt andet norsk, svensk og canadisk udviklingsbistand. Rapporten opgør vilkårene for menneskelig sikkerhed siden Anden Verdenskrig. Hele rapporten kan læses på www.humansecurityreport.info