Rusland tegner fremtidens Mellemøsten

Tyrkiets offensiv i Syrien styrker Ruslands nøglerolle som ny stabilisator i regionen, hvor kurderne dog ikke skal forvente russisk hjælp

I gamle historiebøger vil der typisk være et kapitel, hvor det latinske udtryk ”Pax Americana” bliver forklaret.

Begrebet bruges til at beskrive, hvordan amerikansk herredømme har været grundlag for relativ fred siden 1945. Den amerikanske militære overlegenhed har været det, Europa og andre har hvilet på, når det kom til løsninger af konflikter i Mellemøsten.

Den tid er forbi. Det er Rusland, der tegner fremtidens Mellemøsten. USA er ude efter præsident Donald Trumps beslutning om at trække de amerikanske soldater hjem for at give Tyrkiet arbejdsro til at invadere de kurdiske områder i det nordlige Syrien.

”Amerikanernes mangeårige forsøg på at få betydning for Mellemøsten og præge regionens udtryk er slut. Rusland står internationalt tilbage som den store vinder,” siger Sune Haugbølle, ph.d og professor mso ved Roskilde Universitet med særlig viden om Syrien og Mellemøsten.

Han peger på, at Rusland har haft en ambition om at skabe fred i Syrien de seneste fem år, og med den seneste uges udvikling står den russiske regering styrket tilbage som den part, der har de bedste forudsætninger for at agere som fredsmægler.

”Hvis de kurdiske områder ender under syrisk kontrol – og dermed russisk kontrol – står russerne med gode kort på hånden. Tyrkiet og Syrien har forskellige ønsker til en fredsaftale, men Rusland kan tale med begge parter – ikke mindst Syrien, som man har direkte indflydelse på,” siger han med henvisning til, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, gik ind i krigen på det syriske styres side for fire år siden.

Søren Schmidt, professor emeritus og mellemøstforsker på institut for kultur og globale studier ved Aalborg Universitet, mener, at det kan være en god idé at tænke Rusland med ind i ligningen, når det handler om stabilitet i regionen.

”Rusland har ikke USA’s globale vægt og betydning, men russerne har manøvreret sig ind på den internationale scene ved at gøre sig uundværlig i Mellemøsten,” siger han og fortsætter:

”Europa er nødt til at overveje, hvor hårdt man skal køre på russerne, når det kommer til Krim, sanktioner og udelukkelse fra topmøder. Europæerne har brug for en ordning i Mellemøsten, så flygtningestrømmen ikke fortsætter, og her er Putin en vigtig samtalepartner.”

Den seneste uges begivenheder har ændret vilkårene fundamentalt for de syriske kurdere, som efter at have mistet USA som støtte i søndags indgik en aftale om beskyttelse med den syriske præsident, Bashar al-Assad, mod den tyrkiske invasion. Angiveligt efter russisk mellemkomst.

Men ingen skal forvente, at russerne vil gå i brechen for at sikre kurderne autonomi.

”Rusland ønsker en stærk syrisk centralmagt, som er let at kontrollere. Kurdernes projekt er braset sammen,” siger Sune Haugbølle.

Jonathan Spyer er israelsk journalist og direktør ved Rubin Center, et institut for internationale forhold under IDC Herzliya-universitetet, hvor han følger krigen i Syrien tæt. Han kalder kurdernes aftale med Assad for ”ren overgivelse”.

”Kurderne havde valget mellem at overgive sig til Assad eller blive udslettet af tyrkerne,” siger han.

Efter Spyers mening er der nu kun to brikker tilbage på bordet i Syrien, som afgør udviklingen: Assads soldater og de tyrkiske soldater. Men de er begge afhængige af Rusland – og Rusland kan efter hans vurdering godt stabilisere konflikten.

”Rusland er den store vinder i alt dette. Alt går gennem Rusland. Ganske vist tegner der sig et billede af et Syrien inden for de samme grænser som hidtil, men præsident Assad er markant svækket i forhold til, hvem han var,” siger han.

Mens de syriske flygtninge udgør en væsentlig bekymring for de europæiske regeringer, tæller det ikke med i de russiske overvejelser, siger Mette Skak, ekspert i russisk udenrigspolitik og lektor på institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

”Rusland er ligeglad med EU-dagsordenen om flygtninge. Ruslands EU-politik handler om én ting, nemlig at stresse de liberale demokratier, og politikken i Mellemøsten og Syrien handler om at sætte foden ned som stormagt og bide sig fast i territoriet, som kan bruges til at sikre storpolitisk indflydelse i regionen,” siger hun.