Prøv avisen
Interview

Fredsaktivisten, der følte en zionistisk pligt over for Israel

87-årige Zelda Harris flyttede første gang til Israel som 18-årig og har med to afbræk boet i landet lige siden. Hun erkender, at det er naivt, men tror alligevel, at de tre store religioner bør kunne leve sammen netop her i det, hun kalder verdens navle. ”Vi må løse problemerne her. Jøderne har ikke tænkt sig at forsvinde og palæstinenserne heller ikke. Abraham er vores fælles far,” som hun siger. – Foto: Heine Pedersen

Zelda Harris voksede op i London under Anden Verdenskrig, og hendes ukrainsk-jødiske forældre talte så lidt som muligt om den jødiske herkomst. Alligevel blev den unge Zelda grebet af zionismen og tanken om den jødiske stat, som hun i dag ser på med kritiske øjne

Zelda Harris bor i en stor lys lejlighed i udkanten af Tel Aviv. I 1943 gik hun som 13-årig med sin bedste veninde til den socialistiske zionistiske Hashomer Hatzair- bevægelses informationsmøde på et hotel i London. Hun husker, at de begge skuttede sig, da de på vejen så antisemitisk graffiti: ”Jøder, skrub af til Palæstina”, stod der på hotellets mure.

Inde i salen var der omkring 1000 unge jøder, der jublede, dansede folkedans og sang. Zelda Harris øjne stråler, når hun mindes, hvordan hun blev grebet af stemningen og det slogan, der her stod skrevet på store plakater: ”Vi rejser alle til Eretz Israel – til det jødiske hjemland.”

Lige der på stedet tog hun beslutningen: Hvis Israel nogensinde ville blive en realitet, så skulle hun derhen. Som 18-årig var hun allerede på vej:

”Hen imod slutningen af verdenskrigen flyttede vi til et jødisk kvarter i London. Min far døde. Jeg gik ud af skolen og begyndte at arbejde, og jeg deltog i jødiske ungdomsaktiviteter. Der var en ung mand, Leo. Han aftjente sin værnepligt i de britiske styrker og hørte, hvordan ældre soldater pralede med at have mishandlet jøder i Palæstina. Det vakte hans jødiske og zionistiske identitet, så i 1948 flyttede han til Israel. Han kom af sted på et skib med 800 jødiske flygtninge, netop som Israels uafhængighedskrig sluttede, og ankom til en kibbutz. Derfra skrev han: ’Zelda kom, dette er paradis’.”

”Og så kom jeg. 18 år gammel uden egentlig at vide, om jeg overhovedet kunne lide ham. Det kunne jeg,” fortæller hun med et glimt i øjet.

Men det var ikke paradis, forsikrer Zelda Harris. Israel var kun ved at blive til. Der var madrationering, ingen havde meget, og det man havde, delte man. De to rejste tilbage til London for at blive gift og tog blandt andet en høne med sig tilbage til Israel for at kunne fejre med deres nye venner i Haifa.

Men integrationen i det nye land gik ikke godt. Efter nogle år måtte de rejse til London for at tjene penge. Efter et par år vendte de tilbage til Israel med to sønner, en tredje blev født i Israel. Det gik nu bedre. Begge fik job. Men den ene søn blev alvorligt syg, og de måtte atter til London. Og igen besluttede Zelda Harris, at hun måtte tilbage til Israel. Det kom hun i 1978.

”I London følte jeg mig forpligtet til at gøre noget for Israel. I 1967 deltog jeg som frivillig i arbejdet med at sende unge jøder af sted fra London for at kæmpe for Israel. Og i 1971, da aktionerne for de sovjetiske jøder, der blev nægtet udrejse, de såkaldte refuseniks, begyndte, grundlagde jeg gruppen 35 Kvinder for Sovjets Jøder i London. Den oprindelige gruppe var blevet grundlagt i USA. Vores blev den mest aktive gruppe for sovjet-jøderne i Europa,” fortæller hun.

”Da vi som helt unge kom til Haifa, boede vi helt uproblematisk jøder og arabere sammen. Det passede ikke med de beskyldninger, jeg hørte i London om, at vi havde fordrevet et andet folk. Men vi havde travlt med at overleve og gik ikke meget op i politik. Dengang havde vi fuld tillid til landets ledere.”

Da vi kom tilbage i 1978, var Arbejderpartiet blevet afløst af (det højreliberale) Likud, og jeg gik med det samme i aktion for at ændre tingene. Jeg arbejdede blandt andet sammen med den britisk fødte Chaim Herzog, der senere blev Is- raels præsident. Vi grund-lagde bevægelsen for et nyt valgsystem.”

”Jeg blev formand for Bipac, British-Israel Public Affairs Center, en britisk-israelsk venskabsorganisation. Og efter 12 år der grundlagde jeg Israels første organisation, der oplyste og kæmpede imod trafikuheld. Der arbejde jeg til 2007, hvor jeg måtte passe Leo, der var meget syg og døde. Det var netop, som en ny kvindefredsbevægelse, Kvinder erklærer Fred, blev grundlagt. Og fra mit arbejde for de sovjetiske jøder var jeg ikke et sekund i tvivl om, at kvinder kan flytte bjerge. Jeg arbejder også sammen med fantastiske palæstinensiske kvinder.”

”Det knuser mit hjerte. Jeg kan ikke fordrage regeringen. Jeg kan ikke holde ud, at samfundet bliver mere og mere fascistisk. Jeg er barn af Anden Verdenskrig. Jeg ved, hvad antisemitismen gjorde ved os. Jeg ved, hvad dehumanisering og diskriminering gjorde ved os. Hvordan kan jeg se på mig selv og vide, at vi gør dette imod andre mennesker. Men når folk fra rundt om i verden skriver de ting til mig, må jeg også minde om, at det ikke er det fulde billede. Der foregår også så mange gode ting her.”

”Jeg er i dag 87 år. Jeg kan ikke gøre så meget mere. Kun prædike. Men her er min meget naive tro: Vi bor i verdens navle, de tre religioners fødested, og netop her burde de tre religioner kunne bo sammen. Jøderne har ikke tænkt sig at forsvinde og palæstinenserne heller ikke. Abraham er vores fælles far. Men jeg ved ikke, hvad der vil ske. Havde jeg været palæstinenser, ville jeg gøre nøjagtig, som de unge palæstinensere gør. Jeg ser mig selv i Ahed Tamimi, den unge palæstinensiske pige, der nu er fængslet. Ikke desto mindre elsker jeg mit land.”