En tung pessimisme har sænket sig over forholdet mellem Israel og palæstinenserne, efter at ni palæstinensere blev dræbt i en israelsk militær operation torsdag i Jenin flygtningelejren på Vestbredden. Episoden fik de militante organisationer i Gaza til at affyre raketter mod Israel, som svarede igen med missilangreb mod våbenlagre. Og det bringer, som så ofte før, parterne på tærsklen til endnu en optrapning af volden i den mangeårige konflikt.
Alligevel adskiller denne gang sig fra tidligere tider, hvilket er årsagen til den øgede pessimisme og de mange advarsler om, at parterne går ekstreme tider i møde. I modsætning til tidligere, hvor begge parter, i større eller mindre omfang, var forpligtede til at holde liv i fredsprocessen, findes dette fælles ansvar ikke længere. Fredsprocessen er dysset i søvn af begge siders politiske uvilje til at fremme den, og det er netop i processens og forhandlingernes fravær, at parterne nu tager hul på et nyt og mere barsk kapitel i den fælles historie.
Det Palæstinensiske Selvstyres myndigheder er det første offer i denne udvikling. Selvstyrets ledelse er blevet svækket især blandt de unge palæstinensere, der føler, at de mange års forhandlinger med Israel har været spild af tid. Selvstyrets svaghed kommer nu til udtryk i byer som Jenin og Nablus. Her er præsident Mahmoud Abbas' sikkerhedstjenester ikke i stand til at dæmme op for de nye lokale og væbnede modstandsbevægelser. Den situation skaber et farligt magttomrum, hvor de nye bevægelser fremstår som det eneste reelle alternativ til Selvstyrets korrupte ledelse.
Israel, og især den nye højrenationale regering under premierminister Benjamin Netanyahu, er selv er med til at svække Selvstyret. Dels ved at tilbageholde skattepenge til Selvstyret, dels ved at nægte at give Selvstyret udsigt til nogen form for diplomatisk fremgang. Når Selvstyret er svagt, så bliver det Israels ansvar at rykke ind i Jenin flygtningelejren og den gamle bydel i Nablus for at bekæmpe de væbnede grupper, inden de udfører angreb mod Israel. Og netop her opstår de dødelige kampe, der eskalerer situationen med lynets hast som de seneste dage.
Det overordnede problem, som parterne står overfor, er, at der er gået en generation siden fredsprocessens begyndelse i 1990erne. Denne generation er, på begge sider, meget mere kompromisløs og meget mindre interesseret i at forhandle om fred. I dag taler israelske regeringspolitikere frit om at annektere dele af Vestbredden og at udvide bosættelserne. Det er i modsætning til situationen i 1990'erne, hvor man talte om at rømme områder til gengæld for fred. Samtidig har ideen om, at Israel og besættelsen kun kan bekæmpes med styrke og vold, atter fået et publikum i den yngre palæstinensiske generation.
I historisk perspektiv har begge tidligere palæstinensiske opstande mod Israel, i 1987 og i 2000, været knyttet til spørgsmålet om forhandlinger. Intifadaen i 1987 var en folkelig opstand mod besættelsen, og blev først afsluttet, da direkte forhandlinger begyndte i 1991. I år 2000 eksploderede voldsniveauet, efter at de intensive forhandlinger mellem parterne brød sammen. Situationen i dag minder om dagene, der gik forud for de voldelige opstande. På den ene side de manglende forhandlinger, de gensidige beskyldninger og den ikke eksisterende udsigt til en varig løsning. På den anden side en kompromisløs og hadfyldt retorik og hårdere midler på begge sider.
I øjeblikket forbereder Israel sig på, at den palæstinensiske vold vil tage til i forbindelse med den muslimske fastemåned, ramadanen, i slutningen af marts. Analysen er, at den nuværende situation ikke er holdbar, og at de væbnede palæstinensiske grupper vil forsøge at udnytte ramadan-månedens religiøse fokus på al-Aksa Moskeen i Jerusalem til at fremme angreb mod Israel i islams navn.
De seneste israelske militæroperationer i Jenin og Nablus skal ses som en del af Israels forberedelser på den kommende ramadan. Man ønsker at svække de væbnede palæstinensiske grupper mest muligt nu, fordi det ikke længere er et spørgsmål om, hvorvidt der kommer endnu en palæstinensisk opstand, Spørgsmålet er snarere, hvornår det sker.