Frihandel betyder også, at man skal dele med andre

Tilværelsen styres ikke af et retfærdighedsprincip, og det kan ikke undre, hvis de ulykkelige, der rammes ...

Demonstranter tager deres sko af under en protest på Bali i Indonesien i december i forbindelse med afslutningnen af den såkaldte ”udviklingsrunde”, som skulle sikre udviklingslandene deres del af kagen ved den globale frihandel. Men spørgsmålet kan langtfra trække titusinder af demonstranter, som det kunne for 10-15 år siden. – Foto: Bay Ismoyo/AFP/. / Scanpix

International frihandel er ikke nok til at sikre, at alle får lige del i globaliseringens frugter, siger Pascal Lamy, som indtil september var generaldirektør for Verdens-handelsorganisationen, WTO

Der var engang, da Verdenshandelsorganisationens, WTOs, topmøder kunne mobilisere tusinder af demonstranter til voldsomme protester mod globalisering og frihandel. I 1999 kunne WTOs topmøde i Seattle tromme ikke færre end 40.000 demonstranter sammen til storkonfrontation med politiet. Tredjeverdensorganisationer, miljøaktivister, fagforeninger, alle så frihandelen og dens organisation i Genève som den store fælles fjende.

Men det var i et andet århundrede. Nu når WTO sjældent frem til avisernes forsider, hverken for gadeoptøjer eller skelsættende frihandelsaftaler. Den såkaldte udviklingsrunde, som blev indledt i Doha i Qatar i 2001 med det formål at sikre, at udviklingslandene også får del i frihandelens fordele, endte for nylig med en minimalaftale ved et topmøde på den indonesiske ø Bali, der hverken mobiliserede demonstranterne eller den internationale presse.

LÆS OGSÅ: Vesten glemmer sin egen historie i demokratiseringen af udviklingslandene

For i mellemtiden har verden ændret sig afgørende, mener Pascal Lamy.

Indtil september var det ham, som stod i spidsen for de internationale frihandelsbestræbelser som WTOs generaldirektør. Inden da var han EUs handelskommissær, og i 1980erne bistod han ved det indre markeds fødsel som kabinetsdirektør for Jacques Delors. Pascal Lamy har med andre ord ikke blot observeret, men især været en af globaliseringens og frihandelens arkitekter. Han var antiglobalisternes yndlingsaversion. En inkarnation af den såkaldte Washington-konsensus, der i 1980erne og 1990erne ordinerede liberalisering og frihandel og neddrosling af staten til de nationale økonomier verden over.

Men det er ikke Washington og Milton Friedman, den amerikanske nobelpristager og frihandelsteoretiker, der inspirerer Pascal Lamy til den vision for en globaliseret verden, han har udviklet under sin mangeårige karriere i frihandelens tjeneste. Washington-konsensussen skal erstattes med en Genève-konsensus, et nyt paradigme for globaliseringen, mener Pascal Lamy i dag.

Den nye Genève-konsensus, jeg ønsker at fremme, har det til fælles med den gamle Washington-konsensus, at den støtter international frihandel. Begge er enige i, at fri handel giver øget økonomisk aktivitet, skaber større rigdom og derfor gavner alle og tilmed kan nedbringe fattigdommen, fordi der bliver en større kage at dele. Forskellen består i analysen af de betingelser, som skal være til stede, for at dette bliver muligt. For Washington-konsensussen er det nok at skabe frihandel, så klarer Gud og markedets usynlige hånd resten. Det passer ikke. Genève-konsensusen siger derfor, at det er nødvendigt også at sikre en redistribution, så alle får del i vækstens frugter, forklarer Pascal Lamy.

Han peger på, at den ekstreme fattigdom i verden er gået tilbage inden for de seneste 10-15 år. Over en halv milliard mennesker er blevet løftet over den grænse på 1,25 dollar om dagen at leve for, som er FNs grænse for ekstrem fattigdom. FNs årtusindmål om en halvering af den andel af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, er opfyldt. Det er sket takket være globaliseringen og den økonomiske vækst i især Kina og Inden. Men analysen kan ikke standse her, mener Lamy.

Vi har nok set en betydelig tilbagegang i fattigdommen i de seneste 15 år, og det kan i vid udstrækning tilskrives globaliseringen og frihandlen. Men det er ikke nok. For samtidig har vi set en betydelig vækst i uligheden. Globaliseringen har to ansigter som Janus: et, der ler, og et, der græder. De, der klarer sig bedst i globaliseringen, er de lande, der erkender begge ansigter, begge facetter og forsøger at styre denne dobbelthed, siger Pascal Lamy.

Liberale økonomer vil svare, at denne ulighed er et midlertidigt fænomen, og at rigdommen siden vil risle ned til alle samfundslag. Men det sker ikke af sig selv, påpeger WTOs chef gennem otte år.

Selvfølgelig er det rigtigt, at økonomisk vækst forudsætter akkumulering af kapitalen i en periode, hvorefter kagen bliver stor nok til at kunne deles. Men denne overgang fra akkumulering til fordeling sker ikke af sig selv. Det sker kun, hvis der opstår et pres nedefra i den globale forhandling om fordelingen mellem profit og løn. Denne kollektive forhandling er afgørende for, at væksten kommer alle til gode. I den forstand er jeg nordisk i min politiske analyse. Der er et reelt problem med fordelingen af vækstens frugter i verden i dag.

Det betyder, at de enkelte lande skal kunne gennemføre en række politikker, der sikrer uddannelse og sundhed i befolkningen. Genève-konsensussen beskriver, hvordan disse forudsætninger kan føres ud i livet via internationale organisationer, FN, udviklingsbankerne og en bred koalition af aktører, der også omfatter ngoer og erhvervslivet. Det er en forudsætning for, at frihandel kommer alle til gode, og det er igen forudsætningen for, at der er folkelig opbakning bag frihandel, siger Pascal Lamy.

Han forestiller sig en helt ny international struktur, der bryder med den model for internationalt diplomati, som voksede ud af Den Westphalske Fred efter Trediveårskrigen i 1648. Den Westphalske Fred betegnes af historikerne som det symbolske vendepunkt, der gjorde nationalstaten til hovedaktør i det internationale spil.

Pascal Lamy har selv kæmpet med at få WTOs 159 medlemslandes nationale egen-interesser til at gå op i en højere enhed. Med moderat held. WTO, der blev oprettet i 1994 med forventninger om at organisere frihandelsforhandlingerne og nedbryde handelsbarrierer, har løbet panden mod især landbruget og de rige landes modstand mod at afvikle deres landbrugssubsidier. Bali-aftalen rummer kun ganske få løfter på landbrugsområdet og giver tilmed Indien lov til at oprette fødevarelagre, et kættersk tiltag i liberalistiske øjne. De fleste handelsaftaler sker nu i bilateralt regi med risiko for, at de mest magtfulde lande sikrer sig indrømmelser uden de store omkostninger.

Adskillige forhandlinger om globale problemer, fra frihandel til klimaforhandlingerne, står i stampe, fordi regeringerne vægter kortsigtede, nationale interesser højere end langsigtede, kollektive løsninger. Tiden og de globale udfordringer er løbet fra den mellemstatslige verdensorden, konkluderer Pascal Lamy

Den gamle verden, der eksisterede under GATT og ved grundlæggelsen af Verdenshandelsorganisationen, er forsvundet, mener Pascal Lamy.

I den gamle verden havde vi et system med ét sæt handelsaftaler for de rige lande og et andet for de fattige lande. Systemet hvilede på en antagelse om, at de rige skulle give hinanden gensidige handelsfordele, men hjælpe de fattige lande ved at give dem særlige vilkår for adgang til de rige landes markeder. Denne enkle verden er blevet kompliceret med de nye vækstøkonomier, som vi ikke rigtig ved, om vi skal definiere som rige eller fattige. Er Kina blevet et rigt land, der stadig har mange fattige, eller er det stadig et fattigt land, men med en hel del rige? Det er det samme spørgsmål, der rejser sig i miljøforhandlingerne. Skal de nye vækstøkonomier pålægges samme krav til CO2-udledning, fordi de nu udleder lige så meget CO2 som de rige? Eller skal de have særlige regler, så deres udvikling ikke bremses? Denne nye verden kræver et nyt international system, mener Pascal Lamy.

Hvis vi ser på, hvad der har fungeret, og hvad der er mislykkedes i forsøgene på at løse globale problemer, konstaterer man, at hiv/aids-bekæmpelsen har haft en relativ succes, hvorimod bekæmpelsen af overfiskning har været en fiasko. Hvorfor? På hiv/aids-området er det lykkedes at skabe en koalition af offentlige og private aktører, civilsamfundet og erhvervs-livet, som sammen søger globale løsninger på globale problemer. En sådan koalition eksisterer ikke i spørgsmålet om overfiskning. Hvert land forsvarer sine egne in-teresser, sit eget territorialfarvand.

Vi bliver nødt til at acceptere, at international ledelse ikke er en klon af national ledelse. Vi skal opgive forestillingen om en slags jakobsstige, der går fra lokalregeringer via nationale regeringer til en slags verdensregering efter nationalt mønster. Der er flere løsningsmodeller, og det afgørende er ikke formen for det internationale samarbejde, men de resultater, vi kan opnå. Det er det, jeg kalder a-westphalske løsninger, der ikke går ud på at globalisere lokale problemer, men omvendt gøre globale problemer lokale og bryde nationalstatens monopol siden 1648 på de internationale relationer.

Se bare på en organisationer som Transparency International, hvis klassificering af landenes modstand mod korruption er særdeles effektiv. Tanken spiller på den westphalske idé ved at udfordre den nationale stolthed, men resultatet er et pres fra den offentlige opinion, der tvinger landene til at stå til regnskab. Man støtter sig til civilsamfundet som en form for legitimitet. Der ingen traktat, ingen aftale, men Transparency Internationals årlige klassificering har større effekt på korruptionen end OECDs aftale om bekæmpelse af korruption, siger Pascal Lamy.

Han tager imod i den tidligere kommissionsformand Jacques Delors tænketank, Jacques Delors-Instituttet Notre Europe, som har udnævnt Pascal Lamy til ærespræsident. Han frygter i dag for Europas fremtid i en globaliseret verden.

Den europæiske sociale model kan ikke overleve med en økonomisk vækst på under en procent. Og uden denne model er det hele den europæiske civilisation, der vil miste sin relevans i verden over de næste 20-30 år, advarer Pascal Lamy, der ikke finder det overdrevent at identificere den europæiske civilisation med velfærdsstaten.

Det, der kendetegner den europæiske civilisation, og som adskiller den fra andre civilisationer i verden, er en langt mindre toleance over for ulighed end de fleste andre samfund i verden. Det, der binder Europa sammen, er den sociale sammenhængskraft. Og det historiske og intellektuelle grundlag for denne modvilje mod for stor ulighed, er den kristne arv, siger Pascal Lamy, der ligesom Jacques Delors tilhører den katolske venstreføj og længe var aktiv i den katolske franske studenterorgaisation Jeunesse Etudiante Chrétienne.

Evangelierne er selvsagt ikke en lærebog i økonomi, men Kristi budskab er et budskab om omsorg for de fattige og indeholder en vis udfordring af de riges privilegier. Der er også i kristendommen en vægtning af værdier, der ikke kan gøres op i penge. Og der er hele den katolske kirkes sociale doktrin, udviklet af pave Leo XIII, som er kommet på. dagsordenen igen med pave Frans, som uden tvivl er tættere på Leo XIIIs sociale doktrin end sin forgænger.

Men denne europæiske civilisationsmodel, som forudsætter en høj grad af redistribution og omfordeling, kan ikke overleve med en vækst på under en procent, som vi har i dag. Hvis der er for lidt at dele og for lille vilje til at dele, vil den europæiske model og den vej, Europa har inkarneret i verden, ganske enkelt forsvinde. Jeg ved godt, at nogen hævder, det er umuligt både at have en høj grad af vækst og en høj grad af omfordeling. Og at det kun er i små lande som de nordiske, fordi de som små lande kan køre på frijhul og drage fordel af de store landes økonomiske politikker. Det er formentlig rigtigt, at små lande har en større sammenhængskraft og større fælles identitet end større lande. Men jeg hører til dem, der mener, at for at en økonomi skal fungere optimalt, skal der ikke være for stor ulighed, siger Pascal Lamy.

Ligelig del i globaliseringens frugter er desuden en garanti for, at befolkninger bakker op om frihandel og globalisering, mener den tidligere WTO-direktør. Og denne frihandel er i stigende grad under pres, blandt andet i Europa, hvor opfordringer til protektionisme lyder fra populistiske partier i flere lande. Globaliseringen ses som årsagen til, ikke løsningen på den økonomiske krise.

Frihandel er i modstrid med den basale antropologiske kendsgerning, at de fleste foretrækker deres bror frem for naboen, og naboen frem for den fremmede. Man kan sige, at det er moralsk forkert, men sådan er det. Heldigvis har frihandelssystemet klaret sig langt bedre, end man havde kunnet frygte i lyset af finans- og gældskrisen og den efterfølgende økonomiske recession. Frihandel betyder, at man skal dele med andre, med de fremmede, og derfor vil der altid i krisetider være en tendens til at skyde skylden for problemerne på de fremmede og hævde, at alt ville være bedre, hvis vi bare passede os selv. Det er en farlig vej, og det er tung tendens i Europa i de kommende år, mener Pascal Lamy.