Hele verden har holdt vejret efter valget af Donald Trump til USA’s 45. præsident: Vil han gøre alvor af sine valgløfter om at bremse importen af varer fra udlandet og genrejse toldmurene omkring USA, så snart han rykker ind i Det Hvide Hus den 20. januar?
Nu er svaret kommet. Med meddelelsen forleden om, at han allerede i løbet af sine første 100 dage ved magten vil opsige den kun ni måneder gamle frihandelsaftale mellem USA og 11 asiatiske lande, Trans-Pacific Partner-ship (TPP), har den kommende republikanske præsident bekræftet handelspartnernes værste forudanelser.
”TPP er en katastrofe for vores land,” sagde Trump i sidste uge i en videotale og bebudede, at han i stedet vil gå efter bilaterale aftaler, der ”skal bringe vores arbejdspladser og industri tilbage”.
Den nyvalgte præsident vandt blandt andet stemmer på sine løfter om at genforhandle eller helt nedlægge den nordamerikanske frihandelsaftale Nafta mellem USA, Canada og Mexico og lægge 35 procent told på amerikanske biler, der produceres syd for den mexicanske grænse. Kinesiske importvarer skal rammes af en told på 45 procent, lovede han også i valgkampen.
Verdens største økonomi er dermed ved at forlade den frihandelspolitik, som har været et fælles mål for Vesten siden Anden Verdenskrig. Og det har skabt en hidtil uset bekymring for, at verden bliver kastet ud i en ny protek- tionistisk spiral.
Men også i Europa rasler flere partier med de protek- tionistiske sabler mod en globalisering, der beskyldes for at udhule middelklassen. I Frankrig vil Front Nationals Marine Le Pen indføre det, hun kalder for ”intelligent protektionisme” til forsvar for de franske arbejdspladser. Og det vækker genklang blandt vælgere, der ikke føler, de får noget ud af globaliseringen.
”Det vestlige kompromis og samfundskontrakten om frihandel er ved at smuldre. Befolkningernes utilfredshed er ved at borterodere opbakningen til frihandel, som har været et centralt element i den økonomiske verdensorden siden Anden Verdenskrig,” konstaterer Jens Ladefoged Mortensen, ph.d. og lektor i international økonomi ved Københavns Universitet.
”Vi har været enige om, at frihandel er godt, fordi det har været grundlaget for vores velfærdsmodel. Men nu lyder der voksende kritik af, at væksten og verdenshandelen ikke kommer alle til gode. Valget af Donald Trump har vist, at frihandel ikke kun er under angreb fra venstrefløjen, men i stigende grad også fra højrefløjen, der kritiserer tabet af jobs og af national suverænitet. Kompromiset om frihandel er kommet under krydsild fra begge fløje,” siger han.
Trumps valgsejr har også sået fornyet tvivl om frihandelsaftalen mellem USA og EU, TTIP, som stadig er under forhandling, og som er stødt på stor folkelig modstand flere steder i Europa, ligesom den store frihandelsaftale Ceta mellem EU og Canada for en måned siden først kom i hus efter adskillige krisemøder og massiv vallonsk modstand.
Det har fået advarselslamperne til at blinke i frihandelsorganisationerne.
”Regeringerne må arbejde hårdere for at gøre væksten mere inkluderende,” har Den Internationale Valutafonds direktør, Christine Lagarde, erklæret, sekunderet af lignende toner fra Verdenshandelsorganisationen WTO’s generaldirektør, Roberto Azevêdo.
Det er også, hvad økonomiske eksperter som Paul De Grauwe, professor i økonomi ved London School of Economics, peger på. Han anbefaler at udtænke en ny type handelsaftaler, der tager konsekvensen af de hidtidige erfaringer med globaliseringen.
”Da vi begyndte at afskaffe handelsrestriktionerne, var der rigtig mange gevinster for alle i øget frihandel, der førte til højere vækst til gavn for alle. Det var den lavthængende frugt. Den har vi plukket nu. Frugten på de højere siddende grene vil være vanskeligere at få fat på, og derfor er det på tide at spørge os selv, hvordan vi vil fortsætte globaliseringen,” siger Paul De Grauwe.
Han peger på, at verden i dag er konfronteret med problemstillinger, som den klassiske økonomiske teori ikke tager hensyn til:
”Det gælder klimaforandringerne og miljøkonsekvenserne i bredere forstand. Øget handel betyder øget transport, som igen betyder øgede CO2-udledninger, som ikke er indregnet i prisen. Men CO2-udledningerne har økonomiske konsekvenser, og hvis de blev indregnet i prisen, var det langt mindre rentabelt at lade varerne flytte sig over tusindvis af kilometer.”
”Et andet spørgsmål er skatten, hvor landene i stigende grad konkurrerer om at tilbyde de laveste skatteprocenter. Det er en form for illoyal konkurrence, og en ny generation af frihandelsaftaler burde omfatte aftaler om skat, som igen skal sikre, at der bliver flere penge til at hjælpe de mennesker, der bliver tabere i globaliseringen,” siger Paul De Grauwe.
Andre internationalt kendte økonomer som for eksempel franske Thomas Piketty har gjort sig til talsmænd for lignende synspunkter. Men de vækker langtfra begejstring overalt.
”Det er ukorrekt, at globaliseringen har skabt øget ulighed. Afindustrialiseringen af rustbæltet i USA har andre årsager som for eksempel den teknologiske udvikling. For en fagøkonom er det dybt frustrerende, at befolkningerne oplever det sådan, og at populistiske partier udnytter denne utilfredshed politisk,” siger professor Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet, der advarer mod at inddrage CO2-udledninger og andre miljøkonsekvenser i frihandelsaftaler.
”Det vil åbne en ladeport for alle mulige andre tekniske handelshindringer, som især de fattige lande er stærkt imod,” siger han.
For Paul De Grauwe er der imidlertid ikke noget valg.
”Jeg er ikke imod frihandel, men hvis vi ikke får en ny social kontrakt, der sikrer, at frihandel gavner alle, så vil vi netop få voksende protektionisme i de kommende år,” siger han.