Da Abdallah Al-Saii en dag i midten af januar tog en dunk benzin og begav sig mod sin bank i hjembyen Jeb Jenine, var det sidste udvej.
Efter at have arbejdet i Venezuela i en årrække var han vendt hjem til Libanon med sin opsparing for at slå sig ned. Men i 2019 - ikke længe efter hans hjemkomst - kollapsede landets økonomi efter årtier med elendig regeringsførelse og dyb korruption.
Verdensbanken giver den politiske og økonomiske elite skylden for krisen, der er blandt de værste i 150 år.
Inflation har forvandlet landets valuta, det libanesiske pund, til matadorpenge. Almindelige bankkunder – pensionister, arbejdere, låntagere – har set deres formuer svinde ind og har kun kunnet hæve deres penge med et betydeligt tab, fordi bankerne følger faste kurser, der intet har med pundets markedsværdi at gøre.
Kort forinden havde den 37-årige Abdallah Al-Saii mistet sin mor, fordi han ikke kunne betale hendes hospitalsregning. Eller strengt taget havde han 50.000 dollars (knap 360.000 kroner) på sin konto, som banken ikke desto mindre nægtede at udbetale i dollars. Et indbrud i hans butik blev dråben, og drevet af desperation troppede han derfor op med sin benzindunk og truede med at sætte ild til banken, hvis han ikke fik sine penge.
Det lykkedes.
”Det var et rødt flag! Folk lider for at hæve et par hundrede dollars, mens bankerne faktisk ligger inde med dollars,” siger Dina Abuzour.
Den 32-årige kvinde er Al-Saiis advokat i den igangværende retssag, som banken har anlagt. Sammen med 14 andre advokater dannede Abuzour i 2019 organisationen Depositors Union, indlånernes union, der på vegne af bankkunder sagsøger Libanons banker. De har ført over 400 sager for mennesker, der har set deres opsparinger forsvinde, er blevet tvunget til at betale lån til urimelige kurser eller nægtet muligheden for at overføre penge. Langt de fleste sager har de vundet eller indgået forlig i.
Eliten gemmer penge i udlandet
Gruppen bag Depositors Union mødtes på Martyrernes Plads under den revolution, der fulgte i hælene på det økonomiske kollaps med folkelige masseprotester. De opdagede, at de delte en fælles indignation over bankernes skalten og valten med folks liv.
”Det var sagen, der bragte os sammen. Vi var meget optaget af at gøre en forskel og brugte det momentum, revolutionen gav, som afsæt,” siger Dina Abuzour.
”Når du finder nogen, som tænker ligesom dig, og I forener jeres kræfter, så kan I gøre noget. Og vi blev nødt til at handle! De (eliten og bankerne, red.) er kriminelle! Folk mistede deres penge, mens de sendte deres formue i sikkerhed i udlandet. Deres forbrydelser er åbenlyse, og hvis ikke du gør opmærksom på det og udskammer dem, har du intet gjort,” siger hun med fast stemme.
Det er ikke en hul beskyldning, advokaten kommer med.
Flere af de sidste års store jourrnalistiske afsløringer – Swiss Leaks, Panama Papers, Pandora Papers – har påvist, hvordan den libanesiske bankelite og dominerende familier har stuvet penge af vejen i skattely, opkøbt ejendomme i udlandet for stjålne penge og været involveret i hvidvask. Den samlede værdi af svindlen er enorm.
Om Riad Salameh, direktøren for Libanons centralbank, skrev Alia Ibrahim, chefredaktør for det uafhængige medie Daraj, således i oktober sidste år, at "ved siden af det moralske aspekt med hensyn til at sende sin formue i skattely, mens han er i det mindste delvist ansvarlig for Libanons finansielle sammenbrud, hvor den nationale valuta har mistet 90 procent af sin værdi, og som forarmer over 80 procent af det libanesiske folk, er der et juridisk aspekt".
Drømmen om et fungerende land
Det er her, Depositors Union, der udover advokater i dag også omfatter økonomer, journalister og pr-specialister, kommer ind i billedet. Alle arbejder frivilligt ved siden af deres lønarbejde. Dina Abuzour er selvstændig, så hun kan lidt bedre rykke rundt på sin tid.
”Jeg plejer at sige, at jeg er fuldtidsmedlem af Depositors Union og deltidsadvokat. Det er ikke let – faktisk er det drænende, men vi er tilfredse med resultaterne, og det vigtigste er, at vi stadig er i gang.”
”Hvis ikke vi gjorde det, ville de vinde. Det kommer vi aldrig til at tillade – ikke nu, ikke nogensinde,” siger hun.
Hvor Depositors Union i begyndelsen førte den ene retssag efter den anden, er organisationen i dag mere rådgivningsbaseret. Foruden en hotline har den oprettet WhatsApp-grupper for hver af Libanons mange banker, hvor indlånere kan dele information og holde sig opdateret.
Store sager – som Abdallah Al-Saiis og sagen om britiske statsborgere af libanesisk herkomst, hvis libanesiske konti uden videre blev lukket – fører advokaterne fortsat, og så laver de kampagner og lobbyarbejde. Blandt andet holder de møder med alle de nyvalgte parlamentsmedlemmer og med ambassadører samt presser på for, at europæiske lande undersøger og indfører sanktioner mod medlemmer af den libanesiske elite, der gemmer deres formuer i udlandet.
I marts indefrøs Frankrig, Luxembourg og Tyskland aktiver for en værdi af 926 millioner kroner i forbindelse med undersøgelser af hvidvask i Libanon.
”Hvis vi kan bygge videre på det, vi har, og kæmpe gennem parlamentsmedlemmer, gennem institutioner, fra gadeniveau og gennem organisationer som vores, kan vi bevæge os fremad. Vi kan bygge vores eget Libanon – det er ikke længere kun en drøm,” siger Dina Abuzour.