Frygt for at coronasmitte i olympisk boble breder sig til hele Tokyo

OL-konkurrencer begynder så småt, men det skaber stor bekymring, at smitte samtidig stiger dramatisk i Japan uden om det isolerede olympiske samfund

De ni danske OL-roere med blandt andre debutanten Joachim Sutton (forrest th.) ankom i går til Tokyos Haneda-lufthavn efter at have været i træningslejr i det nordlige Japan.
De ni danske OL-roere med blandt andre debutanten Joachim Sutton (forrest th.) ankom i går til Tokyos Haneda-lufthavn efter at have været i træningslejr i det nordlige Japan. Foto: Kyoodo/Reuters/Ritzau Scanpix.

De olympiske konkurrencer begynder så småt i dag og i morgen, inden Legene officielt åbnes på fredag ved et stort show på Tokyos nye olympiske stadion. Uden tilskuere, men med tv-transmission til hele verden. Men selvom konkurrencerne nu kommer i gang, formår sportsnyhederne stadig ikke for alvor at erobre overskrifterne fra de stigende coronasmittetal.

Især ude i det omliggende samfund – og især i Tokyo, hvor delta-varianten har fået alvorligt fat i ugerne op til legenes åbning. I en måned har der været stigende smittetal i hovedstaden med betydeligt flere smittede hver dag end på samme ugedag i ugen forinden. Nu er der flere end 1000 næsten hver eneste dag. Tirsdag lå smittetallet i Tokyo på 1387.

Der er tale om japanere, der smitter japanere. Det har umiddelbart ikke noget med de olympiske lege at gøre. Men det skaber bekymring hos mange japanere, at der samtidig er begyndt at være enkelte rapporter om smittetilfælde inden for den olympiske boble, hvor tilrejsende atleter, trænere, ledere og mediefolk holdes isoleret fra befolkningen udenfor og i stor udstrækning fra hinanden.

Der er i alt konstateret mellem 60 og 70 smittetilfælde i den olympiske landsby. Heraf er cirka 30 personer kommet rejsende til Japan udefra, og resten er bosiddende i Japan, men flyttet ind i boblen, mens legene foregår. Især er der fokus på Sydafrikas fodboldhold, hvor to spillere og en medrejsende videoanalytiker er testet positive, men 18 andre, heraf mange spillere, er erklæret ”tætte kontakter”. Disse tætte kontakter vil ifølge reglerne kun kunne deltage i Sydafrikas kamp mod Japan, som foregår i morgen, torsdag, inden legenes officielle åbning, hvis de tester negative ved en test inden for seks timer inden kampstart. Træneren aner ikke, hvilke spillere han har til rådighed, og har offentligt udtrykt tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stille hold.

Indtil videre er der ingen rapporter om, at smitte indenfor boblen har bredt sig ud i samfundet udenfor. Den Internationale Olympiske Komités præsident, Thomas Bach, har udtalt, at restriktionerne virker, og at der er ”nul risiko” for, at smitten spreder sig til den japanske befolkning.

Men det løfte er mange japanere skeptiske overfor. Premierminister Yoshihide Sugas regering, som skal til parlamentsvalg i efteråret, tager denne skepsis yderst alvorligt. Overholdelsen af de mange restriktioner er i de seneste dage blevet et højspændt politisk emne.

Nogle olympiske tilrejsende oplever restriktionerne som meget stramme, og der er i praksis dispenseret fra dem i en masse situationer i den sidste fase, hvor mange er ankommet på samme dag. De olympiske arrangører har simpelthen ikke ressourcer til at håndhæve deres egne regler 100 procent.

Men hver gang der i de seneste dage har været rapporter om utætheder i boblen, har der på den anden side været japanske politikere og medier, som har stillet spørgsmål til den ene eller anden minister, som højtideligt har lovet, at der ikke må ske flere ”misforståelser”, og at restriktionerne fremover vil blive håndhævet endnu strammere.

Når Japan er havnet i den ulykkelige situation, at man oplever så alvorlige stigninger i smittetal akkurat i samme uge, som De Olympiske Lege begynder, er en stor del af forklaringen, at det ikke er lykkedes de japanske myndigheder at få vaccineret en tilstrækkeligt stor del af befolkningen i tide.

Denne langsommelige vaccineudrulning har som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad mange forklaringer.

Først gik der sammenlignet med de fleste vestlige lande lang tid med at godkende de importerede vacciner, Pfizer-Biontech og Moderna, til brug i Japan. De japanske kontrollanter i sundhedsministeriet var sværere end deres kolleger i andre lande at overbevise om, at de skulle se bort fra normale procedurer og se at få de vacciner godkendt. Derefter har det taget lang tid at sætte et system op, hvor kommuner, store virksomheder, store universiteter og andre fungerer som lokale vaccinationscentre. Japan har ikke noget, der svarer til sundhed.dk-portalen, man har ingen Nem-ID, og derfor har det været umuligt at etablere en enstrenget måde at organisere vaccinationerne på. Hvert lokalområde har først skulle have sine egne planer på plads. Af frygt for ikke at have vaccine nok til andet stik og skabe kaos har mange af dem ventet med at indkalde folk til første stik. Efter sigende er der ophobet 40 millioner ubrugte doser rundt omkring i japanske kommuner, mens andre mangler, og det har netop skabt kaos mange steder.

I går var 22 procent af japanerne fuldt vaccinerede, og 33 procent havde fået deres første stik. Når det gælder ældre over 65 år – en tredjedel af befolkningen – er 60 procent fuldt vaccineret, og 85 procent har fået det første stik. Men man kunne være kommet meget længere, hvis ikke frygt for kaos havde skabt kaos og et OL med tomme tilskuerpladser.

I går var 22 procent af japanerne fuldt vaccinerede, og 33 procent havde fået deres første stik. Når det gælder ældre over 65 år – en tredjedel af befolkningen – er 60 procent fuldt vaccineret, og 85 procent har fået det første stik. Men man kunne være kommet meget længere, hvis ikke frygt for kaos havde skabt kaos og et OL med tomme tilskuerpladser.