Prøv avisen

Katastrofalt: Frygter, at massivt ebolaudbrud er kommet ud af kontrol

Rachel Kahindo, der selv har overlevet ebola, tager sig af de mindste børn på et center for ebola i Butembo i DRCongo. – Foto: Baz Ratner/Reuters/Ritzau Scanpix/

Afrika kan stå over for en ny katastrofal ebolaepidemi, medmindre der bliver indført våbenhvile i det område af DRCongo, hvor sygdommen hærger

Ebola og borgerkrig er begge dårligt nyt. Når de optræder i det samme geografiske område og på samme tid, er de endog meget dårligt nyt.

Det står klart, efter at hjælpeorganisationerne i den borgerkrigshærgede provins Nordkivu i DRCongo nu advarer om, at ebolaepidemien er kommet ud af kontrol. Siden sygdommen brød ud i det centralafrikanske land i august sidste år, er over 1600 mennesker blevet smittet. Ud af dem er 1000 mennesker døde, primært kvinder og børn.

Det nuværende ebola- udbrud i landet var ellers godt i gang med at blive inddæmmet og ville formentlig være overstået til september, lød det i marts i år fra generaldirektøren for FN’s verdenssundhedsorganisation WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus. Men siden er det gået skævt, og eksperter samt hjælpeorganisationer i Kivu advarer nu om, at antallet af smittede i den seneste måned er vokset hurtigere end på noget tidspunkt tidligere under udbruddet.

Det hidtil største ebola- udbrud i historien fandt sted i Vestafrika fra 2014 til 2016. Dengang døde over 11.000 mennesker, og yderligere 28.600 blev smittet, før det lykkedes at få sat en stopper for epidemien.

Det er umuligt at sige, hvorvidt det nuværende ebola-udbrud risikerer at nå det samme omfang, lyder det fra Jeremy Farrar, direktør i den britiske sundhedsorganisation Wellcome Trust, der arbejder i blandt andet DRCongo.

”Udbruddet er massivt sammenlignet med andre ebolaudbrud, og sygdommen breder sig fortsat,” siger han til den britiske avis The Guardian.

Tedros Adhanom Ghebre-yesus fra WHO peger på, at volden i Kivu-provinsen gør det svært at få kontrol over ebolaudbruddet.

”Antallet af tilfælde stiger på grund af voldelige handlinger, der hver eneste gang sætter os tilbage,” siger han til avisen.

Kivu-provinsen i DRCongo har i årtier været hærget af konflikter mellem forskellige militser, der kæmper om kontrollen over områdets rigdom på mineraler. Kampene har efterladt området med et sundhedssystem, der er endnu mere skrøbeligt end i andre dele af landet.

DRCongo er ellers kendt for tidligere hurtigt og effektivt at have inddæmmet otte ud af de i alt ni udbrud, der har været i landet, siden sygdommen blev opdaget i 1976. Tilsammen kostede de otte udbrud i alt 811 mennesker livet. Det niende udbrud sidste år blev kompliceret af, at sygdommen for første gang nåede at sprede sig til en storby, Mbandaka, før alle de smittede var blevet opsporet.

For at få det nuværende udbrud under kontrol er der brug for mindst et halvt års våbenhvile mellem de kæmpende militser, siger Jeremy Farrar til The Guardian.

De nødvendige redskaber i form af information og vacciner er tilgængelige, tweetede Tedros Adhanom Ghebre- yesus i fredags:

”Men det bliver meget svært at få stoppet det (ebolaudbruddet, red.), før alle parter indstiller angrebene på hjælpeindsatsen,” skrev han.