Prøv avisen
Globalt interview

Frygten for terror er den største fjende

Islamisk Stats brug af propaganda og teatralisering af volden har til formål at skræmme modstanderne og svække deres evne og vilje til at gøre modstand, siger terrorhistorikeren Gérard Chaliand. Her kører Islamisk Stat paradekørsel i Raqqa-provinsen i Syrien. - Foto: Reuters/Scanpix

Siden antikken har terror været et politisk kampmiddel. For Islamisk Stat er terror dog ikke et pressionsmiddel, men et psykologisk redskab i en kamp, der kun standser med den endelige sejr eller det endelige nederlag, mener den belgiskfødte terrorhistoriker Gérard Chaliand

Vil vi bekæmpe terrorismen, skal vi forstå dens væsen. Det er den logik, som har fået den belgiskfødte terrorekspert Gérard Chaliand til at fordybe sig i terrorismens historie fra antikken til Islamisk Stat. Det er også titlen på den bog, han for nylig har udgivet.

”I dag har vi fået det indtryk, at terror udspringer af islam. Men terrorisme er et globalt, universelt og tidløst fænomen, og det er vigtigt, at vi bevarer et historisk perspektiv på terror som krigsførelse. Vi skelner som regel mellem krig og terror, som var der tale om to forskellige fænomener, der kun optræder samtidig ved rene tilfælde. Men historisk set er terror og krig tæt forbundet. Islamisk Stat fører krig ved at benytte sig af terror,” siger Gérard Chaliand.

Han er sikkerhedspolitisk rådgiver ved det franske udenrigsministerium og tidligere lektor ved det franske militærakademi, Ecole Supérieure de Guerre. I 30 år har han studeret væbnede organisationer i både Latinamerika, Afrika og Asien, og i september udkom hans bog ”Histoire du terrorisme de l'Antiquité à Daech”, en 900 sider lang odyssé gennem den væbnede kamps historie, der begynder med den jødiske sekt zeloterne; den første kendte, deciderede terrorgruppe, der ville bekæmpe det romerske imperium med vold i det første århundrede.

De mest radikale blev kaldt sicarii på latin på grund af deres brug af knive, blandt andet mod andre jøder, som de fandt for bløde og kompromissøgende i forhold til romerne. Næsten 2000 år senere er intet kontinent sluppet for terror. Guerillagrupper har hærget i både Latinamerika, Asien og Afrika.

I USA var Ku Klux Klans lynchninger en form for terrorhandlinger, længe før medlemmer af en højremilits gennemførte bombeattentatet i Oklahoma City i 1995, som siden er trængt i baggrunden af 11. september-angrebet og attentatet mod maratonløbet i Boston i 2013, skriver Gérard Chaliand.

Over de 900 sider beskriver han den lange liste af det 20. århundredes terrorgrupper, fra latinamerikanske guerillaer til 1970'ernes venstre-ekstremistiske terrorgrupper som De Røde Brigader og Rote Armee Fraktion i Europa. For ikke at tale om de irske nationalister i IRA, som ifølge Gérard Chaliand var de første, som forstod, at den politiske effekt af terrorangreb ikke afhænger af antallet af ofre, men af den frygt, terrorhandlingerne udløser.

Men IRA havde, ligesom de samtidige palæstinensiske terrororganisationer, et klart politisk mål. Og det er netop her, jihadismen adskiller sig fra tidligere former for terror.

”Tidligere terrorgrupper så terror som led i en magtkamp om at få opfyldt konkrete krav og presse modstanderen til indrømmelser til gengæld for at standse terroren. Sådanne krav har Islamisk Stat ikke. Der er ingen andre krav end den totale sejr for organisationens ideologiske utopi. I den forstand er det ikke religionen, der adskiller nutidens jihadisme fra tidligere perioders nationalistiske eller højre- og venstreekstremistiske terror. I alle tilfælde er der tale om at legitimere vold med et højere mål, omend religion har en transcenderende funktion, der giver terroristen en hellig mission. Befrielsesbevægelserne i de tidligere kolonier legitimerede også deres kamp med en højere sag, og terror er ofte blevet beskrevet som 'den svage parts kamp mod staten'. Den afgørende forskel i forhold til nutidens jihadistiske terror er, at Islamisk Stat ikke har et konkret krav til de vestlige lande, som kan få dem til at indstille terroren. Kampen kan kun ende med total sejr eller totalt nederlag. Det er en kamp til døden,” siger Gérard Chaliand.

I dag knytter vi automatisk begrebet ”terror” til ordet ”gruppe” eller ”organisation.” Og statsterrorisme defineres som staters støtte til terrorgrupper. Men det var først i det 20. århundrede, at terror blev et kampmiddel mod staten. Anarkister, fascister og forskellige andre grupper begynder fra 1920'erne og fremefter at kaste med bomber og skyde folk ned, blandt andet fordi tekniske fremskridt gør adgangen til sprængstoffer nemmere og billigere.

Men indtil da var det især stater, der terroriserede befolkningerne, som for eksempel under Trediveårskrigen, hvor hærene drog hærgende gennem Europa og spredte død og ødelæggelse blandt en uskyldig civilbefolkning. Og det var netop statslig voldsudøvelse, der lagde navn til fænomenet. Det moderne udtryk, terrorisme, blev født i den franske revolutions sorteste år, da guillotinens rædsel skulle udradere revolutionens fjender i et blodbad.

Ordet blev første gang brugt i 1795 af den britiske filosof og politiker Edmund Burke, der hudflettede den franske revolution og dens ”tusinder af helvedeshunde, der kaldes terrorister”. Burke havde udtrykket fra Maximilien Robespierre selv, der støbte udtrykket med sit rædselsregimente, La Terreur, på fransk. Rædsel og terror var et middel til at skræmme modstanderne fra at gøre modstand.

”Det var også det, der var målet med strategiske bombninger af for eksempel Dresden eller Hiroshima under Anden Verdenskrig,” siger Gérard Chaliand og citerer politologen Raymond Aarons definition af terror:

”En voldelig aktion kan kaldes for en terrorhandling, når dens psykologiske effekt er ude af proportioner med dens rent fysiske effekt.”

”Det er netop det, vi oplever med Islamisk Stat,” mener Gérard Chaliand, som for eksempel nævner Islamisk Stats forsøg på at mobilisere enkeltpersoner, der begår terrorhandlinger, som for eksempel attentatet mod Krudttønden i København, mod Det Jødiske Museum i Bruxelles eller mod satire-bladet Charlie Hebdos redaktion i Paris.

”Samlet set har Islamisk Stats strategi med at sende såkaldte ensomme ulve ud eller jihadismen kostet 40 menneskeliv i Europa ud af en befolkning på 500 millioner. Objektivt set er det et ualmindeligt lavt dødstal, når man tager i betragtning, hvor nemt det er at gribe et våben og skyde løs på folk eller stikke nogen ned på offentlige steder. Antallet af trafikdræbte er mange gange større, men terror har en psykologisk effekt, og det er netop den effekt, Islamisk Stat tilstræber,” siger Gérard Chaliand.

Det er måske den centralasiatiske krigsherre Timur Lenk, som i historisk perspektiv ligner Islamisk Stat mest. Han underlagde sig i 1300-tallet et kæmpemæssigt rige, der dækkede det meste af Persien. Når han havde indtaget en ny by, gjorde han det til en vane at hugge hovedet af så mange indbyggere som muligt og stable kranierne op i en pyramide til skræk og advarsel for andre byer, som derefter forventedes at overgive sig uden kamp.

En praksis, der ligner Islamisk Stats brug af korsfæstelser og halshugninger og andre brutale drabsmetoder i Syrien og Irak. Eller Boko Harams hærgende fremfærd og bortførelser af unge piger i Nigeria.

”Det er en teatralisering af volden, som har til formål at skræmme modstanderne og svække deres evne og vilje til at gøre modstand. Og det er netop det, der sker i Europa. Europæerne er bange for deres egen skygge. Jeg siger ikke, at vi ikke skal bekæmpe Islamisk Stat. Men hvorfor er vi mere chokerede over et religiøst eller ideologisk betinget drab, end vi er, når en hel amerikansk skoleklasse mejes ned af en ung, der ikke forklarer sine motiver religiøst? Islamisk Stat fører en form for psykologisk krigsførelse, og når vi selv pisker stemningen op med intens mediedækning af ofre og gerningsmænd og svælger i attentater, som ret beset har kostet få menneskeliv, så reagerer vi lige akkurat, som Islamisk Stat vil have, at vi gør. Vi skaber den frygt, de vil have os til at føle,” siger Gérard Chaliand.

”Vi begår ofte den fejltagelse, at vi prøver at forstå terrorisme med psykologiske forklaringer. Men ligesom krig har terrorismen i første omgang politiske, økonomiske og historiske årsager. Det gælder også Islamisk Stat. Det er umuligt at forstå Islamisk Stat uden at inddrage krigen mod Irak i 2003. Krigen destabiliserede Iraks sunni-muslimske befolkning og gav fornyet kraft til striden mellem sunni- og shia-islam. Vi fik en moraliserende politik med kampen mod tyrannen Saddam Hussein, ligesom vi senere fjernede Libyens Moammar Gaddafi i en operation, der gik ud over FN's mandat om beskyttelse af civilbefolkningen. Begge interventioner har frisat kaotiske kræfter, som er blevet styrket af vores saudiarabiske allieredes salafistiske propaganda, der har bidraget til radikalisering,” siger Gérard Chaliand, som netop nu opholder sig i Irak, hvor han fortsætter sine feltstudier:

”Islamisk Stat møder en vis opbakning blandt den sunni-muslimske befolkning i Irak, takket være kimen til en form for offentlig administration og visse hjælpeforanstaltninger til de fattigste. Og deres propagandamaskine er ualmindeligt effektiv. Men på længere sigt er det utænkeligt, at kalifatet kan overleve som en normaliseret statsdannelse. Syrien er et kaos, og i Irak kontrollerer organisationen fortrinsvis de mest øde, tyndest befolkede om-råder. Men netop derfor er den også tvunget til konstant ekspansion. Og Afrika repræsenterer et umådeligt potentiale for fremgang, som Boko Haram næsten uhindret udnytter i Nigeria, mens FN-soldater møjsommeligt forsøger at indkapsle jihadisterne i Mali.”

”I dag har vi ikke andet valg end at bekæmpe Islamisk Stat. Det er dem eller os. Men vi skal ikke gentage fortidens fejltagelser og tro, at en millitær sejr er nok. Derfor er forhandlingerne mellem alle internationale aktører i området om Syriens fremtid så afgørende,” siger Gérard Chaliand.