Forskere i islam og terrorisme er stort set enige om, at terronetværket al-Qaeda ikke er lige så stærkt som i 2001. Men når det gælder en vurdering af, hvilken rolle den fundamentalistiske tolkning af islam, spiller 10 år efter den 11. september 2001, er billedet mere broget.
LÆS OGSÅ: Den fagre nye verden efter 11. september
Her er tale om de fundamentalistiske fortolkninger af islam, der er idégrundlag for så forskellige grupper som al-Qaeda og Det Muslimske Broderskab. Eller Hizbollah, Hamas, Hizb ut-Tahrir og tusinder af andre voldelige eller ikke-voldelige shia- og sunnimuslimske organisationer, der alle falder ind under definitionen af vor tids politisk fundamentalistiske islam.
Her begynder eksperterne at tage forbehold. Ingen af dem ønsker at begå de fatale fejl, nogle kolleger begik i 1990erne, da de for åben skærm hævdede, at den politiske islam havde toppet med ayatollahernes revolution i Iran i 1979, og at det herfra kun kunne gå en vej for den islamiske fundamentalisme. Tilbage.
Virkeligheden viste sig at være en ganske anden. Siden ayatollahernes kidnapning af den folkelige iranske revolution mod shahen er Hizbollah blevet Libanons største magtfaktor. Hamas har taget magten i Gaza. Somalia er endt i et fundamentalistisk kaos, mens Saudi-Arabien kaster milliarder af oliekroner efter en international udbredelse af den strenge fundamentalistiske wahhabi-islam hvert år. Pakistan er så berørt af fundamentalistiske grupper, at vestlige lande nærer reel frygt for, at landets atomvåben en dag vil falde i hænderne på dem, der dagligt kalder vesterlændinge for hedninge og korsfarere. Også i lande som Yemen, Nigeria, Egypten, Jordan, Syrien, Irak, Indonesien, Sudan, Libyen, Tunesien, Algeriet, Tyrkiet, Afghanistan, Kina, og Indien spiller islamisk fundamentalisme en rolle. Nogle steder af afgørende karakter. Andre steder en mindre rolle.
Når eksperterne i dag er varsomme med at vurdere terrorrisikoen fra disse bevægelser og grupper, hænger det også sammen med, at det er umådeligt vanskeligt at måle hver enkelt gruppes indflydelse og popularitet. Og at grupperne indbyrdes er vidt forskellige, til trods for at de henter næring fra samme religiøse brønd.
Men sammenfaldet mellem 10-året for angrebene i Washington og New York og det arabiske forår får, lige som Stratfor, andre eksperter til at forsøge at se, hvor den islamiske fundamentalisme, der har voldt Vesten så mange timers hovedpine, egentlig står.
Martin Kramer, seniorforsker ved Shalem-centret i Jerusalem og Washington Instituttet for Nær-Øst Politik, er, hvad dette spørgsmål angår langt fra så skråsikker, som han plejer at være. Tværtimod er han er forsigtig og tøvende, fordi kun den historiske sammenhæng vil være i stand til at vise, hvor islamisk fundamentalisme virkelig stod i 2011.
Der er ingen tvivl om, at det arabiske forår i nogle af de arabiske lande skaber en situation, hvor de religiøse fundamentalister står bedst rustet. Sådan forholder det sig i Egypten efter Mubaraks fald, hvor Det Muslimske Broderskab er den mest populære og bedst organiserede organisation. Måske vil vi se den samme udvikling i Syrien, hvis præsident Bashar al-Assad falder. Samtidig ser vi, at Saudi-Arabien, der ser sig selv som repræsentant for nutidens normative islam, aktivt støtter muslimske grupper i en lang række lande. Alt det har en betydelig effekt, siger han.
Det vigtigste er dog ifølge Martin Kramer, at de vestlige lande indser, at de står over mange forskellige muslimske lande, hvor graden af fundamentalisme er forskellig i hvert enkelt tilfælde.
Vesten skal gøre sig klart, at fundamentalismen nogle steder vil producere styreformer, der på sin vis er demokratiske, men uden de liberale elementer. Andre steder, som i Gaza, betyder islamisternes overtagelse, at befolkningen godt kan vinke farvel til demokrati. Og i andre tilfælde igen vil nogle af de fundamentalistiske gruppers standpunkter være acceptable for de vestlige lande, mens andre sider af de samme grupper vil blive opfattet som aldeles uacceptable. Den store udfordring er, hvordan de nuancer skal tackles fra en vestlig og demokratisk side siger han og mere end antyder, at han selv tror den islamiske fundamentalisme vil spille en pæn rolle i de næste mange års mellemøstlige samfund.
Martin Kramer hentyder blandt andet til en amerikansk rapport om de egyptiske salafister, som er blevet offentliggjort via Wikileaks. En rapport, der viser, hvordan de salafistiske grupper er gået fra at være en lille gruppe på den egyptiske sidelinje i 1990erne til at være årsag til reel frygt for mange egyptere.
Samtidig advarer han også Vesten mod at stirre sig blind på nuancerne mellem de forskellige fundamentalistiske strømninger og organisationer.
Deres forskellighed er en ting, men deres fællestræk er en anden. Stort set alle de fundamentalistiske grupper har det samme syn på Is-rael, ikke-muslimer og religions-frihed. På den måde er det både vanskeligt at fokusere på de fællestrækkene og på nuancerne hos de fundamentalistiske grupper, siger han.
Derfor mener Martin Kramer, der nægter at kaste sig ud i gætterier om, hvor stor en del af det fundamentalistiske isbjerg, vi allerede har set, at den store udfordring for de vestlige lande vil være at bestemme, hvilken grimasse man vil skære, når de fundamentalistiske organisationer både kan være acceptable og uacceptable på samme tid. Ikke mindst, fordi nogle af dem ser ud til at være på vej helt til tops i deres respektive lande.