Første kvinde anklaget for krigsforbrydelser

Menneskerettighedsdomstolen i Haag retsforfølger den første kvinde nogensinde for krigsforbrydelser. Simone Gbagbo er blandt andet anklaget for at være ansvarlig for voldtægt.

Simone og Laurent Gbagbo, tidligere præsidentpar i Elfenbenskysten kort før de blev anholdt i 2011
Simone og Laurent Gbagbo, tidligere præsidentpar i Elfenbenskysten kort før de blev anholdt i 2011. Foto: .

Den tidligere førstedame i Elfenbenskysten anklages nu af den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag for krigsforbrydelser, skriver nyhedsbureauet Reuters.

63-årige Simone Gbagbo blev anholdt sidste år sammen med sin mand, Elfenbenskystens tidligere præsident Laurent Gbagbo. Hun anklages for at være ansvarlig for mord, voldtægt, andre former for seksuelle forbrydelser, umenneskelige handlinger og forfølgelse, som det lyder i arrestordren, der blev offentliggjort torsdag.

I 2010 kostede optøjer og borgerkrig 3000 mennesker livet i det lille vestafrikanske land. Laurent Gbagbo menes at være hovedmand bag orkestrering af voldelige sammenstød i forbindelse med valget samme år. Her nægtede den daværende præsident at anerkende sit valgnederlag til konkurrenten Alassane Quattara og satte voldelige protester i værk for at kuppe magten tilbage. FN og Frankrig sendte dengang styrker ind for at støtte den nyvalgte præsident.

ICC uddyber, at man ønsker Simone Gbagbo anholdt, fordi Simone Gbagbo var ideologisk og professionelt tæt på sin mand. Selvom hun ikke var valgt, optrådte hun som sin mands alter ego udøvede magt og tog beslutninger.

Simone Gbagbo sidder i øjeblikket i husarrest i Elfenbenskysten, hvor hun blev anholdt sammen med sin mand i april 2011. Han blev sidste år udleveret til domstolen i Haag, mens Simone Gbagbo forventes at blive retsforfulgt af ICC i sit eget land.