Det er allerførste skoledag for Murgabs yngste generation. Drenge i miniature-jakkesæt og piger i prinsesseskørter myldrer rundt mellem hinanden på skolens forsømte legeplads i en eksalteret rus af forventning, mens forældrene forsøger at holde deres afkom inden for rækkevidde.
Men forgæves – der er alt for mange nye indtryk. Ikke mindst farver. Overalt ses balloner og overdimensionerede plasticblomster i hastig bevægelse som uvante kontraster til de brune, støvede omgivelser. Rigtige tulipaner har ingen chancer for at gro her midt på det gigantiske Pamir-plateau i 3600 meters højde. Et goldt, måneagtigt landskab af skarpe klipper og forblæste stepper, hvor kun de mest hårdføre planter, dyr og mennesker kan overleve.
Præcis klokken 10 lyder messingklokkens skingre ringen ned mellem rækkerne af nykalkede skolebygninger – signalet til den officielle åbning af skolen; og de vordende elever må modstræbende erkende, at slaget om legepladsen er tabt for en stund.
Men så sker der noget mærkeligt: Forsamlingen deler sig i to. De etnisk tadsjikiske børn og deres forældre trækker mod den ene side, og de kirgisiske familier til den anden; og to næsten identiske velkomstseancer tager deres begyndelse – i hver sin skolegård og på hver sit sprog.
– Sådan var det ikke før i tiden, da Tadsjikistan var en del af Sovjetunionen, fortæller engelsklæreren Zainap Jundubaevo, en stolt kirgisisk kvinde på 51 år.
– Før selvstændigheden i 1991 havde vi én stor skole i Murgab. Langt størstedelen af undervisningen foregik på russisk, og ingen gik ret meget op i, hvem der var tadsjiker og hvem der var kirgiser, fortæller hun.
Zainap ser dog ingen problemer i den etniske opdeling af skolens 700 elever, som fandt sted for få år siden:
– Efter Tadsjikistans selvstændighed havde vi alle sammen brug for at finde tilbage til vores rødder – til vores historie og kultur. Nu kan vi frit dyrke vores kirgisiske kultur – og vi taler jo stadig med vores tadsjikiske kolleger, og vores børn leger med hinanden. Men det er sjældent, at man gifter sig ind i en anden etnisk gruppe, erkender engelsklæreren.
Der er ikke svært at se forskel på de to befolkningsgrupper, der har fordelt sig ligeligt blandt Murgabs cirka 6000 indbyggere. Tadsjikerne bærer med deres smalle, markerede ansigtstræk tydeligt præg af deres persiske oprindelse, mens kirgiserne har bløde, mongolide træk, som markerer en historisk forbindelse til Djengis Khans mongolske erobringshære.
Omkring påklædningen er det især de tadsjikiske kvinder, som skiller sig ud. Mønstrene i deres store, farvestrålende kjoler får dem næsten til at ligne syrede kunstværker fra en svunden hippie-tid.
Derimod er Zainap som andre kirgisiske kvinder mere afdæmpet klædt i en klassisk enkel nederdel og en mørk jakke.
Fælles for alle kvinderne er tørklædet; en påmindelse om islams dominerende indflydelse i Pamir og resten af Tadsjikistan. Mange tadsjikiske pamirier følger ismaili-retningen, der er en variant af shia-islam. For ismailier er religion et personligt anliggende; de har således ikke egentlige moskeer.
Mens tadsjiker traditionelt har været fastboende, er nomadekulturen omdrejningspunktet for kirgiserne. I de højtbeliggende dale rundtomkring Murgab har nomaderne oprettet sommerlejre – såkaldte jailooer, bestående af fem-seks jurter – hvor de feder deres køer, får og geder op. Før den lange, hårde vinter vender de tilbage til Murgab, hvor børnene kan passe deres skolegang.
I Murgabs to skolegårde har de respektive skoleledere talt sig varme med hver deres højstemte velkomsttale. De kirgisiske børn bliver belært om vigtigheden af at høre efter i skolen, så man kan bidrage til Tadsjikistans fremtid. Alle må deltage i opbygningen af den unge republik, understreger den kirgisiske skoleleder igen og igen.
Den bagende middagssol og de langsommelige belæringer har gjort de vordende førsteklasseelever sløve, og flere er faldet i søvn i deres forældres arme. Men en lang klappesalve vækker de mindste og genskaber den festlige stemning.
Herefter bliver navn efter navn råbt op, og de nye klasser bliver gennet indenfor på de knirkende trægulve. Her er rent og pænt, men de afskallede stole og borde vidner om en tom vedligeholdelseskonto.
– Under sovjettiden fungerede tingene, fortæller Zainap.
– Der var elektrisk lys i alle klasselokaler, og børnene fik jævnligt nye bøger. Men efter selvstændigheden blev alt kaos. Vi anede simpelthen ikke, hvad vi skulle gøre. Vi fik ikke udbetalt løn – og ingen vidste, om vi havde nogen fremtid her i Pamir-bjergene. Og så kom borgerkrigen, siger engelsklæreren stille.
Tadsjikistan var gennem det meste af 1990'erne udsat for en tragisk borgerkrig mellem landets magtfulde klaner, som kostede mindst 60.000 mennesker livet. Først i 1997 blev der udfærdiget en fredsaftale, som efter en skrøbelig start har genskabt fred og stabilitet i Tadsjikistan.
Med sin placering i det østligste hjørne af landet slap Murgab i første omgang billigt gennem borgerkrigen.
– Vi så krigen i fjernsynet i nyhederne hver aften, og frygtede hele tiden, at volden ville komme herud på et tidspunkt, så mange flygtede derfor over grænsen til Kirgisistan. Men heldigvis oplevede vi ikke direkte krigshandlinger, beretter Zainap.
Men indirekte blev krigen en katastrofe for byen. Pamir-regionen stod nemlig på de tabende oprøreres side, og har siden været groft underprioriteret af regeringen i hovedstaden, Dushanbe. Det i forvejen ludfattige område sank ned i en så desperat situation, at pengeøkonomien i en periode i realiteten var suspenderet. Folk måtte i stedet bytte sig frem til de mest essentielle fornødenheder, som salt, sukker og mel.
Genopbygning af landbrugsproduktionen har i de senere år skabt grobund for en spirende optimisme i Murgab. Og børnenes knitrende nye klæder på denne første skoledag vidner trods alt om en stigende økonomisk formåen hos Murgabs indbyggere. Men livsvilkårene er stadig beskedne.
– Min løn som skolelærer er 80 somani (cirka 160 kroner) om måneden, fortæller engelsklæreren. Ikke meget, når man som Zainap skal forsørge en familie. Hendes mand er arbejdsløs, og deres tre børn studerer alle på universitetet i Osh i Kirgisistan, den nærmeste højere læreanstalt.
– Det er vigtigt at få andre indtryk af verden, når man bor så isoleret, som vi gør her i Murgab, mener Zainap, der håber, at der snart kommer flere rejsende ad den spektakulære Pamir Highway, der strækker sig tværs over plateauet.
– Vi er taknemmelige, hver gang nogen lægger deres vej forbi Murgab. Så kan mine elever nemlig få øvet sig på engelsk, siger hun med et smil. Zainap åbner døren til tredje klasse, der har terpet engelske gloser i et år.
– Good morning, how are you? spørger hun sine elever, der næsten sitrer af forventning.
– Good morning, we are fine! lyder svaret i kor, så højt, som lyse barnestemmer kan råbe.
Christian Bjerregaard Jepsen er freelancejournalist. Hans rejse til Tadsjikistan var støttet af Danidas Oplysningsbevilling.