Da den franske præsident Valéry Giscard d’Estaing inviterede til det allerførste G7-møde i 1977, talte han om, hvor vigtigt det var, at lederne af verdens vigtigste økonomier kunne mødes til en uformel snak ved kaminilden om klodens store økonomiske og politiske udfordringer.
Men det bliver så som så med pejsehyggen, når den franske præsident Emanuel Macron i weekenden er vært for de seks øvrige stats- og regeringsledere i G7-gruppen i badebyen Biarritz nær grænsen til Spanien.
Med sin aflysning af statsbesøget i Danmark har Donald Trump demonstreret, at han ankommer i samme stridbare humør som til sidste års møde i Canada, hvor en hårdt tilkæmpet slutaftale blev undsagt af den amerikanske præsident i flyet på vej hjem.
Og de mulige konfliktemner er ikke blevet færre siden sidste års G7-møde.
USA’s opsigelse af atomaftalen med Iran har udløst en sprængfarlig international situation. Og selvom Emmanuel Macron har åbnet det diplomatiske vindue på klem for Rusland efter mødet med Vladimir Putin tidligere på ugen, er han lodret uenig med den amerikanske præsident i spørgsmålet om, hvor hurtigt Rusland kan vende tilbage til det pæne selskab, som landet blev forvist fra efter annekteringen af Krim i 2014.
”Det, vi ser, er institutionaliseringen af USA’s enegang. De øvrige lande forsøger at finde ud af, hvem der kan løfte opgaven, indtil USA vender tilbage,” siger Heather Conley fra Center for Strategiske og Internationale Studier i Washington til den amerikanske tv-station CNN.
I år får Donald Trump tilmed følgeskab af den lige så uforudsigelige britiske premierminister, Boris Johnson, som modsat de øvrige deltagere har den amerikanske præsidents fulde tillid.
Den britiske premierminister har brug for en frihandelsaftale med USA. Men han har mindst lige så meget brug for støtte fra både den tyske kansler Angela Merkel og Emmanuel Macron, som begge tidligere på ugen har spist ham af med løse løfter om en ny Brexit- aftale med ændringer i marginen.
Emmanuel Macron har da også mere eller mindre opgivet at få en slutaftale i hus i Biarritz. Alle mødets topemner, fra klima og beskatning af tech-giganterne til forholdet til Iran, er stærkt kontroversielle. I stedet satser man på en kort deklaration ledsaget af en række tematiske dokumenter, som kun underskrives af de lande, der kan blive enige.
”Vi så i forbindelse med finanskrisen i 2008, at G7-landene kunne spille en rolle ved at blive enige om for eksempel at redde de store finansvirksomheder. Det var muligt, fordi man stod i en alvorlig krisesituation, og fordi den daværende amerikanske præsident Bush tog lederskabet. Den situation har vi ikke i dag,” siger lektor Finn Østrup fra Institut for International Økonomi, Politik og Business ved Copenhagen Business School.
Mens en global økonomisk krise truer, kan Donald Trump prale med en blomstrende amerikansk økonomi. Og Emmanuel Macron kan næppe tale ham fra at afblæse den handelskrig med Kina, som Kina netop har besluttet af optrappe. Trump er tværtimod vred over Frankrigs beslutning i sidste måned om, udenom EU, at beskatte de amerikanske tech-giganters omsætning.
”Vi vil virkelig komme til at høre den amerikanske præsident fremføre sit budskab om sin egen jobskabende økonomiske vækstpolitik med historiske skattereformer og mere fair international handel,” sagde en officiel talsmand til CNN tidligere på ugen.
Til gengæld er det ikke usandsynligt, mener Sébastien Jean, direktør for det økonomiske forskningsinstitut CEPII i Paris, at G7-lederne vil forsøge at overtale forbundskansler Angela Merkel til at sætte gang i de stadigt mere langsomt kørende tyske hjul med nye offentlige udgifter, hvilket ellers har været bandlyst.
”Den tyske afmatning er trussel for den globale økonomi, og Tyskland er selv ved at få øjnene op for svaghederne i for eksempel sin bilindustri. Selvom G7 har mistet meget af sin indflydelse, skaber møderne stadig denne dialog mellem stats- og regeringschefer, som er fælles om at være både demokratiske og industrielt avancerede,” siger Sébastien Jean.