Galschiøt nægtet indrejse i Hongkong

Kunstneren Jens Galschiøt og to andre danske menneskerettigheds-aktivister er blevet nægtet indrejse i Hongkong

Den fynske kunstner og samfundsdebattør Jens Galschiøt havde knap nok sat sine ben på kinesisk jord før han lørdag aften blev sendt tilbage til Danmark.

Efter seks timers afhøring af Hong Kongs immigrationsmyndigheder blev Galschiøt og to andre menneskerettigheds-aktivister af bevæbnet politi eskorteret til et fly, der skulle til London, skriver dr.dk.

Ville male i protest
Galschiøt havde planer om male sin otte meter høje skulptur, Skamstøtten, ved Hongkongs Universitet, for at markere sin vrede over Kinas behandling af Tibet.

Galschiøt havde held til at stille Skamstøtten ved samme universitet tilbage i 1997, kort før Hong Kong blev en del af Kina. Skulpturen var en kommentar til massakren på studenterne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing otte år tidligere.

Hong Kong: OL-protester tilladt
En talsmand for Hongkongs indrejsemyndigheder siger, at de har pligt til at gennemføre en effektiv kontrol af de, der kommer til byen.

Hongkongs sikkerhedschef Ambrose Lee Siu-kwong tilføjede, at folk kan demonstrere under OL-begivenhederne - så længe det sker under fredelige forhold.