Jorden ryster under fødderne på flere af Afrikas store mænd

Urbanisering og sociale medier er i disse år med til at gøre det sværere for en del af de autoritære afrikanske ledere at beholde grebet om magten

Øverst fra venstre: Jacob Zuma, Robert Mugabe, Yahya Jammeh og Pierre Nkurunziza.
Øverst fra venstre: Jacob Zuma, Robert Mugabe, Yahya Jammeh og Pierre Nkurunziza. Foto: Polfoto.

Det kniber mere og mere for en del af Afrikas despoter og deres uundværlige politiske inderkreds at beholde det jerngreb om magten, der er en forudsætning for, at de kan blive ved med at herske.

I Zimbabwe har landets 92-årige præsident, Robert Mugabe, og hans regering i det seneste halve år kæmpet med flere og større folkelige protester end i hele det forgangne årti. I det vestafrikanske land Burkina Faso tvang massive folkelige protester i 2014 præsident Blaise Com-paoré til at afgive magten efter 27 år. Og senest har præsident Yahya Jammeh i Gambia ved den vestafrikanske atlanterhavskyst officielt tabt præsidentvalget til sin modstander, Adama Barrow, 22 år efter at have kuppet sig til magten.

Menneskerettighedsorganisationer har i årevis kritiseret Yahya Jammeh og hans politiske elite for at undertrykke befolkningen og for at torturere og dræbe politiske modstandere.

Den gambiske gadesælger Maju Tunkara i Gambias hovedstad, Banjul, har da også fået nok af Yahya Jammeh, som tidligere ellers har svoret at ville lede landet i en milliard år.

”Vi vil ikke have ham længere,” understreger han over for den britiske avis The Guardian.

Og der er mange afrikanske lande, hvor befolkningerne handler på deres utilfredshed med magthaverne i disse år, vurderer adjunkt i samfundsøkonomi og erhverv ved Roskilde Universitet, Line Engbo Gissel, der forsker i afrikansk politik.

”Selvom det ikke bliver dækket i de vestlige medier, er der en masse folkelig opstand mod den etablerede orden i Afrika. Ifølge en amerikansk undersøgelse har der fundet 105 folkelige protester sted i 40 afrikanske lande mellem 2005 og 2014. Forskerne bag undersøgelsen mener – og jeg vil give dem ret – at der er tale om en ny bølge af protester i Afrika, som primært udfolder sig i byerne,” siger hun.

Protesterne er en reaktion på folks levevilkår i byerne, der er præget af arbejdsløshed, stigende ulighed og dårlig velfærd.

”Den frustration udgør energien bag de mange folkelige protester mod uduelige, korrupte regimer,” siger Line Engbo Gissel.

Udbredelsen af internet, mobiltelefoni og de sociale medier har samtidig indstiftet en ny virkelighed, hvor relativt veluddannede regimekritikere nemt kan dele viden og finde støtte hos hinanden. Også derfor er det nye tider på den politiske arena i Afrika, vurderer adjunkt i afrikansk politik ved det britiske Leeds Universitet Alexander Beresford.

”De sociale medier har øget den offentlige bevidsthed og gjort det nemmere for folkelige protestbevægelser at vokse frem,” siger han.

Men der er stadig tale om et blandet billede på kontinentet, understreger Alexander Beresford.

”Mens den store mands rolle i traditionel forståelse bliver udfordret i mange lande, så er der også lande som Uganda, Zimbabwe og Rwanda, hvor statsover- hovederne modstår forandring i forbløffende grad,” siger han.

Gambia er et godt eksempel på, at det ikke er ukompliceret for de store mænd at give magten fra sig. For selvom Yahya Jammeh i første omgang lod til at acceptere nederlaget, ombestemte han sig få dage senere og afviste ifølge flere medier ”valgresultatet i sin helhed”.

Kovendingen skyldes formentlig valgets efterspil i medierne, vurderer adjunkt i afrikansk politik ved det britiske Oxford Universitet Nicholas Cheeseman.

”Oppositionen begik den meget store fejltagelse at erklære, at de ville retsforfølge Yahya Jammeh. Det går ikke, og er et udtryk for en form for politisk naivitet. Hvis de store mænd skal afgive magten, er man nødt til at sikre dem og deres nærmeste en blød landing,” siger han.

Og selvom en stor afrikansk mand forlader præsidentposten, er det ikke givet, at den nye regering i Gambia ikke også vil centralisere magten omkring nogle nøglepersoner, påpeger Line Engbo Gissel.

”Der skal grundlæggende forandring til nede fra i samfundet for at gøre op med den magtcentralisering, som ’big man’-syndromet repræsenterer. Det er måske det, de mange folkelige protester er et udtryk for,” siger hun.