En dag i 1945 smed den 11-årige Arun Gandhi en blyantstump væk, da han var på vej hjem fra skole langt ude på landet i det centrale Indien. Stumpen var, mente drengen, blevet for lille til at skrive med. Men da han samme aften bad sin bedstefar om en ny blyant, fik han nej og blev i stedet sendt ud i mørket med en lygte for at lede efter stumpen. Han ledte i to timer, inden han fandt den under en busk.
Det er ikke historien om et stakkels barn og en gnaven gnier. Arun Gandhis bedstefar var ingen anden end den indiske åndelige leder, landsfader og frihedshelt Mohandas K. Gandhi – også kendt som Mahatma Gandhi – og han havde et klart formål med sin handling.
”Da jeg endelig vendte tilbage med blyanten, fortalte min bedstefar mig, at der var to meget vigtige ting, som jeg skulle lære. Den ene var, at det kræver mange af verdens ressourcer at lave selv en simpel genstand som en blyant, og at det at smide den væk er at begå vold imod naturen. Den anden ting var, at vores overforbrug af materielle genstande betyder, at mennesker andre steder berøves disse ressourcer og lever i fattigdom, og det er at begå vold mod menneskeheden. Det var første gang, jeg lærte, hvad passiv vold er, og hvordan den kommer til udtryk i små hverdagshandlinger,” siger den i dag 84-årige Arun Gandhi, journalist og fredsaktivist.
Han har grundlagt M.K. Gandhi Institute for Nonviolence (institut for ikkevold) i Rochester i den amerikanske delstat New York, hvor han også bor.
Bedstefaderen gjorde det samtidig klart, at passiv vold avler fysisk vold.
”Når vi eksempelvis diskriminerer andre mennesker, eller når vi her i den rige del af verden har enormt madspild hver dag, mens millioner af vores medmennesker sulter, så lægger vi kimen til andre typer af vold. Uretfærdighed og ulighed er det, der driver brutalitet, krig og kriminalitet,” siger Arun Gandhi.
Han har netop udgivet bogen ”Vreden er en gave – Gandhis livsfilosofi”, som i begyndelsen af denne måned udkom på dansk på Kristeligt Dagblads forlag. I bogen skildrer Arun Gandhi de formative år, da han som barn levede i sin asketiske bedstefars indiske ashram, og han deler 11 centrale tanker om, hvordan det moderne menneske kan bruge Mahatma Gandhis lære til at leve mere bæredygtigt og skabe bedre relationer til andre mennesker. Verden har brug for at genopdage og forstå Gandhi og hans livsfilosofi, siger Arun Gandhi.
”Mange mennesker forstår ikke, at Gandhis filosofi er mere end blot et politisk våben, som man kan bruge, når det er belejligt. De forstår ikke, at den handler om at ændre hele samfundet fra at være en voldskultur til en ikke-voldskultur. Min bedstefar er efter sin død blevet sat på en piedestal og forgudet, men hans lærdom og værdier bliver ikke for alvor forsøgt forstået og fulgt,” siger han.
I sine første 12 leveår boede Arun Gandhi med sine forældre og søskende i Phoenix ashrammen, der var stiftet af Mahatma Gandhi, nær storbyen Durban i Sydafrika. Det var ikke nemt at være inder under apartheid, og Arun Gandhi blev banket og chikaneret af hvide børn for at være for mørk og af sorte børn for at være for hvid. Han begyndte at løfte vægte og fantasere om gengældelse.
Derfor besluttede hans forældre at sende ham tusinder af kilometer væk for at bo hos bedstefaderen i dennes berømte Sevagram ashram – en fjern og støvet plet i det allerfattigste af Indiens fattige hjerte. Håbet var, at den vise Mahatma Gandhi – kaldet Bapuji af den nærmeste familie – ville kurere barnebarnet for den vrede og hævnlyst, som var begyndt at gro i ham.
Mahatma Gandhi tog barnebarnet under sine vinger i to år. Og missionen lykkedes.
”Min bedstefar lærte mig, at vrede er en god kraft og kan være en katalysator for forandring, men at du må lære at kontrollere den. Han forklarede, at vrede har samme funktion for mennesker, som benzin har for en bil. Den får dig til at bevæge dig. Uden vrede motiveres vi ikke til at tage udfordringer op. Det er en energi, der hjælper os til at definere, hvad som er retfærdigt og uretfærdigt. Men vrede skal bruges med omtanke, for den kan være dødelig og ødelæggende, hvis den misbruges,” siger han.
I ”Vreden er en gave” beskriver Arun Gandhi livet i Mahatma Gandhis afsondrede ashram, der bestod af en samling yderst beskedne lerhytter. Livet i ashrammen var enkelt og asketisk – usaltet kogt græskar var en fast bestanddel af menuen – men Mahatma Gandhi var en kærlig bedstefar, der hver dag satte en time til side til at sludre og spinde bomuld med barnebarnet.
Arun Gandhis ankomst til Indien faldt sammen med kulminationen på Indiens kamp for uafhængighed fra Storbritannien og den blodige deling i to adskilte lande, det hindu-dominerede Indien og det muslimsk-dominerede Pakistan (Vest- og Østpakistan, der i 1971 blev til Pakistan og Bangladesh). Hans forældre bragte ham tilbage til Sydafrika i december 1947, da han var 14 år. Blot en måned senere, i januar 1948, blev Mahatma Gandhi myrdet af en hinduistisk ekstremist. Arun Gandhi var knust, men tog sine forældres råd om ikke at lade sig æde op af vrede over mordet, men snarere optage bedstefaderens råd om ”selv at være selv den forandring, som du ønsker for verden”.
”Min bedstefar havde engang forklaret mig, at ikke-voldsfilosofiens sande styrke viser sig, hvis du er i stand til at tilgive og at elske den, der hader. Ordet ’satyagraha’, som han brugte til at beskrive sin ikke-voldsbevægelse, betyder ’sjælelig styrke’. Jeg indså, at det efter en tragedie bør være vores mål at finde ud af, hvordan vi kan gøre verden bedre og ikke at bevæge os ned på et mere voldeligt og hævngerrigt niveau. Efter min bedstefars død viede jeg mit liv til at udbrede hans budskab om håb og tilgivelse og ikke-vold,” siger han.
I ”Vreden er en gave” knytter Arun Gandhi bedstefaderens lærdomme med den moderne verdens svøber såsom grådighed, materialisme, ressourcespild, egocentrisme og manglende evne til nærvær. Han er ikke i tvivl om, hvad Mahatma Gandhi ville tænke om verden anno 2018.
”Min bedstefar ville være bedrøvet over verdens tilstand i dag. Han ønskede, at vi bevægede os frem mod en bedre civilisation, men kloden er ved at koge over af undertrykkelse, vrede og vold – både den passive og den fysiske slags. Her i USA er masseskyderier blevet en del af hverdagen, og de sociale medier har udviklet sig til et forum for had og fordomme. Og mange af vores nuværende ledere forværrer snarere end forbedrer situationen med deres politik og handlinger,” siger han.
Arun Gandhi forbliver dog optimist.
”Mange mennesker, især de yngre generationer, har en stor vilje til positiv forandring. Vi må alle tage små skridt i vores egne liv og aldrig standse eller give op. End ikke Mahatma Gandhi vandt alle sine kampe. Men han forblev fuldt ud engageret i at forbedre verden og sig selv. Som han sagde: ’Glæden ligger ikke i sejren, men i indsatsen og de kvaler, som følger med’.”