Samuel Wurzelbacher åbner døren til sit hotelværelse i Jerusalem. Gnider øjnene og stikker højrelabben frem:
Jeg hedder Joe, kom indenfor.
Den 38-årige amerikaner fra Ohio har gjort lynkarriere som den utilfredse middelklassemand, siden han den 16. oktober 2008 stillede daværende præsidentkandidat Barack Obama et spørgsmål om demokraternes skattepolitik. Snart blev han omtalt af John McCain som blikkenslager Joe og brugt som et eksempel på den frustration og vrede, der findes hos den almene amerikaner.
Under valgkampen deltog blikkenslager Joe i nogle af republikaneren John McCains valgmøder og gjorde sig bemærket ved at erklære sig enig i, at en stemme på Obama er lig med Israels ødelæggelse.
Siden har blikkenslager Joe udgivet en bog, og nu pendulerer han mellem grænsen til Libanon og Gaza som korrespondent for den konservative amerikanske tv-kanal Pyjamas-TV.
Det er ikke for at blive berømt, siger han og byder på halvkold hotelkaffe.
Men du er nødt til at have en eller anden platform for at blive hørt. Og jeg har bestemt noget at sige til den almene borger.
Blikkenslager Joes turne i den israelsk-palæstinensiske krydsild har ført til et frontalt sammenstød med de internationale medier. Under sit første besøg i raketramte Sderot på grænsen til Gaza sagde han blandt andet, at medier burde forbydes adgang til at dække væbnede konflikter.
Det gjorde mig simpelthen så sur at skulle løbe i dækning for en terrorbevægelses raketter og samtidig høre de udenlandske journalister gentage de høje tabstal på den palæstinensiske side den ene gang efter den anden. Jeg undskylder min generaliserende bemærkning om alle medier, for der findes nogle enkelte udmærkede, men de fleste er åbenlyst partiske i konflikten, siger han.
Blikkenslager Joe er entydigt på Israels side i konflikten, men han afviser ikke selv at hoppe over på den anden side af grænsen til Gaza og præsentere Hamas for nogle hårde spørgsmål.
Nogle journalister får det nærmest til at lyde, som om Israel gør sig ekstra umage for at ramme civilbefolkningen i Gaza. Den slags er udelukkende for at sælge flere aviser og få flere seere. Jeg er jo ikke dum, og det er læserne og seerne heller ikke. Men det vil alligevel få nogen til at sige, hold da op, de israelere er godt nok forfærdelige. Det er den tendens, jeg kæmper imod, siger han.
Efter at have oplevet Israels offensiv mod Hamas fra den israelske side af hegnet står han også ved bemærkningen om, at Barack Obama kan føre til Israels død.
Jeg vil opfordre Obama til at læse Hamas manifest, før han inviterer dem til direkte samtaler. Her står sort på hvidt, at Hamas grundpille er at ødelægge staten Israel. Obama vil også forhandle med Iran, og det er skræmmende, siger han.
Blikkenslager Joes kritikere beskylder ham for at være fordomsfuld og uvidende. Selv beskriver han sig som en bonderøv (redneck), der slapper bedst af med en hot dog på grillen i baghaven og en Ted Nugent cd på anlægget.
Men et eller andet sted i Joes hjerte banker en uskyldig og måske naiv vilje til at gøre noget godt. Under den amerikanske valgkamp var han den middelmådige blikkenslager, der har det svært. I international sammenhæng synes Joe, at det er Israel, der har det svært. Derfor sagde han ja tak, da Pyjamas tv spurgte, om han ville rapportere fra konflikten i Gaza. Han så øjeblikkeligt sig selv, da han så Israels rolle i Mellemøsten.
Før min afrejse var det, som om turen ville afgøre, om jeg er en mand eller ej. Jeg kunne sige nej og vende hele projektet ryggen, men jeg kunne også sige ja og forsøge at gøre noget godt, fordi jeg har muligheden. Hvis det lykkes mig at åbne øjnene på bare en enkelt seer, vil det være hele turen værd, siger han.