Det så ud til at være et politisk selvmål af de større, da Geert Wilders den 2. september 2004 smækkede med døren og meldte sig ud af VVD, Hollands svar på Venstre. I flere år havde han arbejdet ambitiøst mod en toppost i regeringspartiet, men så fik en principsag den blonde politiker til at bryde partidisciplinen. Wilders nægtede at acceptere Tyrkiets EU-kandidatur, fordi han mente, at islamiske og europæiske værdier er uforenelige.
Efter det skæbnesvangre partimøde i VVD fulgte en journalist den nybagte løsgænger ned i parkeringskælderen. ”Hvad har du gjort, hr. Wilders,” spurgte journalisten. ”Du kunne være blevet minister, men nu hører vi aldrig fra dig igen.”
Men hollænderne – og europæerne – kom til at høre meget mere til Geert Wilders. Dagen efter kundgjorde han at ville skabe en EU- og islamkritisk bevægelse. Bevægelsen blev senere til Frihedspartiet, der lige nu står til at blive det største ved næste onsdags parlamentsvalg i et polariseret Holland, hvor befolkningens historiske frisind og tolerance er i opbrud.
Geert Wilders voksede op i Venlo, en provinsby mod syd, hvis stærke dialekt, homogene befolkning og katolske traditioner står i stærk kontrast til det progressive og multikulturelle Amsterdam. Wilders’ mor var halvt indonesisk, hvilket var et sjældent syn i det sydlige Holland. Den unge Geert måtte kæmpe sig gennem gymnasietiden, hvor kammeraterne lærte ham at kende som en rebel, der gik i lædertøj og lyttede til punk og new age-musik. Efter at have kæmpet sig til en studentereksamen, forlod en blot 17-årig Wilders sin hjemby for stedse.
”Pengene rakte ikke til Australien,” har han selv fortalt, så hollænderen købte en billet til Israel, hvor han endte i en jødisk bosættelse på den besatte vestbred.
”Jeg arbejdede på markerne. 10 meter fra grænsen til Jordan. Hvor ofte har jeg ikke siddet i et beskyttelsesrum eller set, hvordan israelske soldater skød mod deres fjender fra en nærliggende bakke,” berettede han senere.
Geert Wilders knyttede sig stærkt til Israel, forelskede sig i en pige og blev hængende i to år. Men i 1982 havde han sparet så mange penge sammen, at han kunne fuldføre sin oprindelige plan om at foretage en lang rejse gennem regionen. Han bed mærke i arabernes gæstfrihed, besøgte en moské i Syrien og oplevede iranerne som ”fantastiske mennesker.”
Senere skrev Wilders på Frihedspartiets hjemmeside: ”Jeg har stadig ikke noget imod araberne. Men jeg opdagede, at en fællesnævner for hele regionen er en undertrykkende og intolerant religion. Jeg så, hvad der skete, jeg så truslen.”
Den 19-årige Wilders blev også dybt chokeret over arabernes vrede mod Israel – ”den var rettet mod alle jøder, selv børn.”
Siden har hollænderen besøgt Israel flere end 50 gange og kaldt landet for en ”stødpude mod jihad” samt beskrevet Israel som ”landet, der i 60 år har taget de tæsk, der egentlig var tiltænkt hele Vesten.”
Under et møde med israelske konservative i 2010 understregede han denne pointe ved at proklamere, at ”hvis Jerusalem falder, står Athen og Rom for tur.”
Efter hjemkomsten til Holland arbejdede Geert Wilders i forsikringsbranchen i en årrække, før han meldte sig ind i det liberale VVD, den nuværende premierminister Mark Ruttes parti. Dengang imponerede han hurtigt partitoppen med sin unikke evne til at kommunikere med den brede vælgerbefolkning og blev allerede i 1998 valgt ind i parlamentet.
Her lærte offentligheden ham at kende som en klassisk liberal med intentioner om at ville indkomstregulere diverse velfærdsydelser. Men så kom terrorangrebet på USA den 11. september 2001, der tændte en flamme i den ambitiøse politiker. Regeringspartiet VVD skrev en hvidbog om islamisk ekstremisme, hvis beherskede og relativistiske tone fik Wilders til at stille mere end 100 harmdirrende spørgsmål til en partifælle i parlamentet.
Men der skulle gå yderligere tre år, før Wilders fik nok af partidisciplinen og meldte sig ud af VVD. To måneder derpå, den 2. november 2004, blev den islamkritiske filminstruktør Theo van Gogh myrdet af en hollandsk-marokkansk ekstremist, hvilket satte den klassiske, hollandske tolerance under pres og placerede islam øverst på den politiske dagsorden.
To dage efter drabet fik Geert Wilders følgeskab af livvagter, og lige siden har han, med egne ord, ”levet i et fængsel”. I ugevis måtte han arbejde i mørklagte kontorer, indtil der blev installeret skudsikkert glas, og blev hver aften kørt til et nyt sikkert sted, et såkaldt safehouse.
I disse isolerede omgivelser uddybede han sin teori om islam som en ”politisk erobringsideologi”, der skal drives tilbage mod Europas grænser.
Wilders begyndte at sammenligne den muslimske indvandring til Holland med profeten Muhammeds rejse fra Mekka til Medina i 622, hvor de lokale jøder blev smidt på porten.
Koloniseringen af de hollandske byer ”er en iboende hensigt i den islamiske kultur,” fortalte han et rystet vælgerkorps, der begyndte at strømme til det nyoprettede Frihedsparti.
Udtalelser såsom ”de udfører en ikke-voldelig infiltration af vores institutioner, en stille jihad”, var nu en gangbar ytring i det hollandske parlament.
Geert Tomlow, en afhopper fra Frihedspartiet, udtalte senere til hollandsk tv, at den konstante trussel mod Wilders’ liv har forvrænget politikerens selvforståelse:
”Da han begyndte at køre rundt i pansrede biler med 25 store livvagter, begyndte han at overvurdere sin egen betydning. Han føler sig som den vigtigste politiker i landet.”
Utallige fatwaer og dødstrusler har da også blot opildnet Hollands mest omtalte politiker.
”Retssager og fornærmelser har blot gjort mig endnu mere stædig gennem de seneste 10 år,” udtalte han for nylig.
Senest blev han i december 2016 dømt for at opfordre til diskrimination mod de næsten 400.000 hollændere med marokkanske rødder. Men dommen fungerede som brænde på Wilders anti-elitære bål.
”Tre PVV-hadende dommere mener, at marokkanere er en særskilt race og dømmer mig og halvdelen af Holland. Vanvittigt,” skrev han således på Twitter.
Han gør – ligesom den amerikanske præsident, Donald Trump – hyppigt brug af det sociale medie for at delagtiggøre sine næsten 800.000 følgere i sine synspunkter, og har i valgkampen fremstillet sig som ”Hollands Donald Trump” og med tydelig inspiration fra amerikaneren bebudet at gøre ”Holland stort igen”.
”Han er den mest strategiske og intelligente politiker i Holland. Internationalt sammenligner man ham med Trump. Men hos Wilders er hvert et tweet gennemtænkt og vurderet. Trump lader blot følelserne få frit spil,” har Sarah Lange, en politolog ved Amsterdams Universitet, vurderet over for avisen The New York Times.
Wilders og Trump har dog det tilfælles, at deres politiske projekter drives frem af ydre fjender – massemedier, islam og den politiske elite – eller som Wilders kalder EU: ”Banditterne i Bruxelles”.
Og selvom opbakningen til Frihedspartiet på det seneste har været en smule for nedadgående i meningsmålingerne, er der tilsyneladende ikke meget, der kan ryste Geert Wilders, der i dag lever i et topsikret hus i Haag og kun giver ganske få interviews til nøje udvalgte medier.
”Jeg vil kæmpe i mindst 10 år mere for et frit Holland,” bebudede han sidste år.
Den største trussel mod Frihedspartiet er nok nærmere Wilders selv. Som hans socialistiske bror, Paul, har sagt det: ”Han tåler ikke modstand.”
Wilders er enevældig i et PVV, hvor en eventuel regeringsdeltagelse vil kræve, at den hårde hollænder lærer kompromisets kunst. Men succeskriteriet er tilsyneladende ikke at kunne danne regering – hvilket ingen andre partier heller vil støtte Frihedspartiet i. Wilders har allerede opnået, hvad han ville: Han har trukket de traditionelle partier mod højre og placeret islam solidt i den hollandske debat.
Kilder til dette portræt: Biografien ”Veel Gekker kan het niet Worden” (Mere tosset kan det ikke blive) af Arthur Blok og Jonathan van Melle samt Geert Wilders’ selvbiografi ”Marked For Death: Islam’s War Against the West and Me” (Dødsmærket. Islams krig mod Vesten og mig)