Mens Italiens politikere i går havde travlt med at pege fingre ad alle andre, står den kollapsede Morandi-bro i havnebyen Genova allerede som et symbol. Den er det ekstreme og sorgfulde monument over alt det, der ikke fungerer i et ellers velsignet land, og med sig i dybet kan betonbrokkerne have revet den sidste rest af tro på, at staten er godt for noget.
”Jeg hørte pludselig en rumlen, så forsvandt vejen. Det var forfærdeligt, og jeg har stadig ikke forstået, hvordan det gik til, at min bil ikke blev mast,” siger den tidligere professionelle fodbold-spiller Davide Capello.
Hans bil faldt 30-40 meter ned, men blev hængende på siden af brokkerne, og han blev reddet ud.
”Det var en apokalyptisk scene, som fra en film. Jeg føler mig meget heldig, for det var virkelig et mirakel.”
Davide Capello fortæller sin historie til den italienske tv-station Sky TG24, der som alle andre medier leder efter lyspunkter i tragedien. I modsætning til så mange andre katastrofer i Italien, som ofte bliver glemt, når støvet har lagt sig, ser denne ud til at kunne sætte dybere spor. Ikke kun i form af en længe tiltrængt overhaling af landets infrastruktur, men også som ar på folkesjælen.
Polcevera-viadukten, det officielle navn for broen, der strakte sig mere end en kilometer over flodstrømmen af samme navn, over jernbane og beboelse midt i Genova, var engang en regional stolthed. Men siden 1990’erne har det ikke skortet på advarsler fra ingeniører og andre fagfolk om, at konstruktionen var risikabel. I 2012 sagde formanden for den lokale arbejdsgiverforening, at den kunne falde sammen inden for 10 år. Der gik kun seks.
Det mest slående i alskens reaktioner er følelsen af svigt. Hvor jordskælv og laviner er en risiko, man må leve med som indbygger i støvlelandet, er der ingen undskyldninger for dét, som avisen Libero Quotidiano kalder ”en massakre begået af staten og en italiensk skam”.
”Vi kunne alle have været på den bro. Et dødeligt slag til et land, der smuldrer,” er en typisk kommentar på Twitter. Mange hæfter sig ved, at en stor del af ofrene var glade mennesker på vej på ferie. Netop disse dage midt i august er ferragosto, det tidspunkt på året, hvor alle italienere holder fri, også de, der ellers ikke har råd. Mange tager væk, op i bjergene eller til vandet.
Som den lille familie, mor, far og Samuele på ni år, der kun var 10 minutter fra færgeterminalen, hvor de skulle med båden til Sardinien. Deres bil røg hele vejen ned, og da redningsfolkene fandt dem, var der intet at stille op. Rundtomkring lå feriebagagen. En strandparasol, spand og skovl, og en mobil, der blev ved med at ringe. Mamma stod der på displayet. Det var mormoderen, der frygtede det værste.
Mens landet sørger over ofrene og med deres familier, skrev Corriere della Sera i går, at broen i Genova kun er 1 af 10, der er faldet sammen de seneste fem år, og avisen La Stampa lavede et kort over, hvor mange andre steder, der kan være en risiko. Som Morandi-broen, der blev indviet for 51 år siden, stammer de fleste af de måske farlige broer fra dengang, da der var vækst, fuld beskæftigelse og boom af alle slags i Italien, og ny infrastruktur og mange broer skød hurtigt op.
”Italien er et land, der blev bygget i 1960’erne, opgivet i 1990’erne og de sidste 10 år er begyndt at falde sammen,” konstaterede en leder i Corriere della Sera i går.
De færreste italienere har i forvejen tiltro til staten, og katastrofen bekræfter den almindelige skepsis og laden stå til-mentalitet, men der er også en ny stemning at spore på de sociale medier i retning af, at nu kan det være nok.