De to nabolande Israel og Libanon har ad flere omgange pustet sig op over for hinanden, efter at to israelske droner i sidste uge styrtede ned i en forstad til Beirut, hvor målet var libanesiske præcisionsmissiler. Efterfølgende har Israel skudt klynge- og brandbomber mod Libanon, og Hizbollah har angiveligt ødelagt et israelsk militær-køretøj på den anden side af grænsen. Den magtfulde libanesiske shia-muslimske bevægelse meddelte i lørdags, at den ”har tilstrækkeligt med præcisionsvåben i Libanon til en konfrontation med Israel”.
Situationen er langt fra den i 2006, hvor Israel og Hizbollah bekrigede hinanden, hvilket kostede flere end 1000 civile livet. Alligevel skal man tage optrapningen alvorligt, mener Søren Schmidt, der er professor emeritus på institut for kultur og globale studier ved Aalborg Universitet. Han pointerer, at Irans fremfærd i regionen, hvor landet blandt andet har oprustet sin militære tilstedeværelse i Irak og Syrien og samtidig støtter Hizbollah med præcisionsmissiler, er noget, der giver Israel anledning til at frygte for en ny regional magtbalance.
”Og det reagerer Israel på ved at gå efter mål i hele regionen. De har både bombet i Bagdad, udøvet militære aktioner i Syrien, hvor de dræbte folk fra Hizbollah, og udført droneangreb syd for Beirut i Libanon,” siger Søren Schmidt.
Også Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og har speciale i blandt andet Mellemøsten, mener, at Irans adfærd kan være med til at forklare Israels markeringer.
”Iran vil gerne øge sin tilstedeværelse i det arabiske Mellemøsten og er klar over, at Israel er en potentiel trussel. Det er den konflikt, der ligger nedenunder, og der er Libanon lige i centrum af det hele. Irans støtte til Hizbollah ses af Israel som en kæmpe trussel,” siger han.
Lars Erslev Andersen tilføjer, at Hizbollah forsøger at holde liv i en fortælling om, at man sejrede over Israel og fik israelerne til at trække sig fra Libanon i 2000, hvor der også var en væbnet konflikt, samtidig med at være landets ultimative beskytter. Derfor ”ligger det i dna’et at svare igen”. Desuden er de nødt til at fastholde den stærke position, de har opnået som følge af blandt andet deres tilstedeværelse i Syrien.
”Hizbollah står stærkt. Sidste år vandt de et parlamentsvalg i Libanon. De har stor opbakning, og deres milits er stærkere end den libanesiske hær. De har vundet sejre i Syrien og har gode forbindelser til Iran. Hvis de kommer i krig, risikerer de at miste de positioner, men de kan heller ikke acceptere, at Israel flyver ind og angriber i Libanon,” siger Lars Erslev Andersen.
Den libanesiske premierminister, Saad al-Hariri, har bedt Frankrig, USA og det internationale samfund om at gribe ind for at forhindre, at situationen kommer ud af kontrol. Efter Søren Schmidts vurdering er det ikke tilstrækkeligt. Regionale stormagter som Tyrkiet og Rusland må også ”på banen”.
”Det er ikke, fordi Israel og Libanon nødvendigvis har planer om at erobre hinandens lande, men når der er så generel en usikkerhed som nu, burde det være i alles interesse at fredeliggøre regionen,” siger han og fortsætter:
”Løsningen ville være at etablere det, man ville kalde et kollektivt sikkerhedssystem, hvor alle agerer efter bestemte regler i stedet for de afskrækkelsesmekanismer, der dominerer landskabet nu.”