Ghanas vemodige farvel til Danida-midler

Efter 22 års vellykket dansk støtte på i alt 1,6 milliarder kroner skal Ghanas sundhedsvæsen og landets mange kristne hospitaler og klinikker nu klare sig uden Danidas hjælpende hånd

Da Danmark indledte sin støtte til sundhed i Ghana i 1990’erne, finansierede donorer en tredjedel af det afrikanske lands sundhedsudgifter. I 2014 var donorandelen nede på 10 procent, og den bliver endnu lavere de kommende år.
Da Danmark indledte sin støtte til sundhed i Ghana i 1990’erne, finansierede donorer en tredjedel af det afrikanske lands sundhedsudgifter. I 2014 var donorandelen nede på 10 procent, og den bliver endnu lavere de kommende år. Foto: Olivier Asselin.

Naturligvis er Ghanas sundhedsminister, Alex Segbefia, glad for den nærmest eksplosive økonomiske vækst, som Ghana har oplevet det seneste årti. Selvom væksten er stagneret de seneste år, har den betydet, at Ghana har sagt farvel til sin mangeårige status som lavindkomstland og er blevet et mellemindkomstland, omend i kategorien af lavere mellemindkomstlande.

Men væksten og den nye status fører nye udfordringer med sig: Mangeårige donorer udfaser deres bistand. Som for eksempel Danmark, der allerede inden det seneste års besparelser på udviklingsbistanden annoncerede, at den traditionelle danske udviklingsbistand til Ghana vil blive udfaset. Det indebærer blandt andet, at 22 års dansk støtte til Ghanas sundhedssektor stopper med udgangen af 2016.

Da Danmark indledte sin støtte til sundhed i Ghana i 1990’erne, finansierede donorer en tredjedel af det afrikanske lands sundhedsudgifter. I 2014 var donorandelen nede på 10 procent, og den bliver endnu lavere de kommende år.

At det er en udfordring, lægger sundhedsministeren ikke skjul på:

”Tiden, hvor vi kunne finansiere sociale ydelser som sundhed med midler udefra, er ved at løbe ud. Folk i Ghana skal vænne sig til selv at betale, og vi politikere skal sørge for, at skatteyderne har tillid til, at de penge, de betaler i skat, bliver brugt effektivt,” siger Alex Segbefia.

Men det er et Ghana i en noget bedre forfatning, Danmark efterlader. I 1990’erne var Ghana et lavindkomstland, det var politisk ustabilt, og sundhedsvæsenet var i ringe forfatning. I dag er Ghana et lavere mellemindkomstland med et levende, stabilt demokrati. På sundhedsområdet er resultaterne lige så imponerende: Børne- og mødredødelighed er halveret, sundhedsbudgettet er skudt gevaldigt i vejret, og antallet af læger er mere end fordoblet. Ghaneserne er kort sagt blevet sundere, de lever længere og har adgang til bedre sundhedsydelser.

”Tilbage i 1990’erne turde vi ikke engang drømme om, at det kunne gå så hurtigt fremad,” siger Ghanas vicesundhedsminister, Victor Asare Bampoe, der selv er læge og tilskriver Danida og Danmark stor andel i Ghanas succes på sundhedsområdet.

”Danida har gennem alle årene været en af de helt centrale partnere, der var med på at afprøve nye metoder og lade Ghana tage ansvar. I stedet for at øremærke sin støtte puttede Danida for eksempel penge i en fællespulje for at støtte vores regerings politik og prioriteringer. Men samtidig havde Danida konstant fokus på adgang til sundhed for de fattige og for befolkningen i udkantsområder,” siger han.

Grace Zikose fik et kompliceret benbrud i en trafikulykke, men er glad for den behandling, hun får på det kristent drevne Bawku Presbyterian Hospital, som den presbyterianske kirke som et af de 21 kristne trossamfund i Ghanas kristne sundhedsorganisation, CHAG, har drevet siden 1956.
Grace Zikose fik et kompliceret benbrud i en trafikulykke, men er glad for den behandling, hun får på det kristent drevne Bawku Presbyterian Hospital, som den presbyterianske kirke som et af de 21 kristne trossamfund i Ghanas kristne sundhedsorganisation, CHAG, har drevet siden 1956. Foto: Jesper Heldgaard

Danida kan ifølge vicesundhedsministeren og flere andre også tage en pæn del af æren for det helt unikke og formaliserede samarbejde, der eksisterer mellem det offentlige sundhedsvæsen i Ghana og landets 183 kristne hospitaler og sundhedsklinikker, der er samlet i organisationen Christian Health Association of Ghana (CHAG).

Kirkerne og regeringen tog allerede i 1967 de første forsigtige skridt frem imod samarbejde, der siden er udviklet og udvidet, så det nu fremhæves som en model for andre afrikanske lande. Og det er også en model, som direktøren for Bawku Presbyterian Hospital i det nordlige Ghana, Fred Yeboah, er glad for:

”Vi nyder godt af de fordele, det giver at være en fuldt integreret del af det offentlige sundhedsvæsen. Regeringen betaler lønninger og medicin, men samtidig er vi uafhængige på en række områder. For eksempel står vi selv for ansættelser og kan derfor rekruttere lokalt.”

En af dem, der nyder godt af samarbejdet, er Grace Zikose, som er i behandling på det store Bawku Presbyterian Hospital, der hører til CHAG. Hun var for et par måneder siden ude for en voldsom trafikulykke og fik et kompliceret benbrud. Hun er særdeles tilfreds med den kyndige behandling og pleje, hun får på hospitalet.

”Man kan mærke på personalet, at det er et kristent hospital med stor omsorg for patienterne,” siger hun.

Danida har støttet CHAG siden 1998 netop med henblik på at forbedre det offentlig-private samarbejde i sundhedssektoren og har været afgørende for den kristne sundhedsorganisations udvikling. I 2012 dækkede Danida således næsten 60 procent af CHAG’s driftsomkostninger.

Det gav god mening for både Danida og Ghanas sundhedsvæsen at styrke samarbejdet med organisationen: Dens medlemmer driver 183 sundhedsklinikker og hospitaler, så CHAG dækker 35-40 procent af Ghanas befolkning – ikke mindst de fattige og sårbare i Ghanas udkantsområder.

”Det er en win-win-situation og til gavn for patienterne, og andre afrikanske lande kommer til Ghana for at tage ved lære af os,” siger Gilbert Buckle, der var direktør for CHAG indtil juli 2014, og som fremhæver Danidas rolle som fødselshjælper for samarbejdet:

”Danida indså meget tidligt, at kirkerne spiller en vigtig rolle i sundhedssektoren og kan påvirke den officielle sundhedspolitik i retning af at fremme lige adgang til sundhed og hensyn til de fattige. Danidas vedholdende støtte og den dialog, vi har haft med dygtige Danida-rådgivere, har bidraget til den position, den synlighed og troværdighed, CHAG nu har – både hos regeringen og blandt andre udviklingspartnere,” siger han.

Sygehusdirektør Fred Ye-boah fra Bawku Presbyterian Hospital mener, at Danida-støtten til CHAG-sekretariatet både har styrket CHAG som organisation og været til gavn for hans hospital og andre CHAG-institutioner.

”Og vi har fortsat brug for et stærkt CHAG, så nu må vi selv til lommerne for at betale, hvad det koster,” siger han.

Danida efterlader også Ghanas offentlige sundhedsvæsen med store udfordringer ifølge vicesundhedsminister Victor Asare Bampoe, selvom de ikke er så dramatiske som 20 år siden:

”Vi kæmper stadig med alvorlige infektionssygdomme som malaria, men samtidig oplever vi en stigende byrde i form af livsstilssygdomme på grund af økonomisk vækst og livsstilsændringer.”

Andreas Bjerrum er læge og har gennem de seneste 15 år boet og arbejdet for Danida i sammenlagt syv år i Ghana:

”Meget groft sagt kan man sige, at Ghanas sundhedsvæsen nu har penge nok, men skal blive bedre til at prioritere – som sundhedsvæsenet i de fleste andre lande. Ghanas sundhedsbudget er mangedoblet, siden dansk bistand startede, og de ekstra midler er ikke mindst gået til at uddanne og ansætte flere sygeplejersker, jordemødre og læger – også ude på landet. Og det er positivt. Problemet er, at lønninger nu lægger beslag på mere end 90 procent af regeringens sundhedsbudget, og det er ikke holdbart.”

Patienter får rådgivning i den kristent drevne klinik, Martyr’s of Uganda Health Center, i Sirigu i Ghana.
Patienter får rådgivning i den kristent drevne klinik, Martyr’s of Uganda Health Center, i Sirigu i Ghana. Foto: Jesper Heldgaard