- Da jeg var barn, ønskede jeg brændende, at jeg havde haft et gevær, som jeg kunne pege lige op i hovedet med på de amerikanske soldater, siger 49-årige Nguyen Thi Thanh Phuong.
Hun var kun 13 år, da amerikanerne trak sig ud af Vietnam, men husker tydeligt "amerikaner-krigen" og de følelser af had, den vakte i hende.
I dag er hun læge på Agent Orange Centeret Thanh Xuan (Fredslandsbyen) i udkanten af hovedstaden, Hanoi, hvor godt 100 dioxinpåvirkede børn bor og behandles, så godt det nu kan lade sig gøre, når de usle ressourcer kun rækker til fængselslignende faciliteter, fire lærere og ni læger.
I dag har dr. Nguyen som de fleste andre vietnamesere sluppet det had, der fulgte med krigens angst og uretfærdighed, og af nød mere end lyst lært at se fremad. Nu er hun taknemmelig, når der kommer udlændinge til centeret for at hjælpe frivilligt, for at bede om tilgivelse og som i dag for at skrive om de uskyldige vietnamesiske ofres svære livsvilkår.
- Alles hjerter gør ondt efter krigen, men vi er nødt til at se fremad nu, siger hun og tilføjer eftertænksomt:
- Jeg tror ikke længere på, at der kommer penge fra USA til at hjælpe de uskyldige ofre i Vietnam, men vi klarer os. Vi har en tradition i Vietnam for at hjælpe hinanden, så godt vi formår, og det gør vi også her; med eller uden penge fra amerikanerne. Det, der er vigtigt nu, er at fortælle omverdenen, at der stadig er mennesker i Vietnam og andre steder i verden, der betaler for amerikanernes krigsførelse. Vi kan tale med amerikanerne, men vi kan ikke fortælle dem, hvad de skal gøre.
Når dr. Nguyen ikke længere tror på kompensation fra amerikanerne, men i stedet håber på moralsk opbakning fra verdensopinionen, hænger det sammen med, at USA's højesteret i sidste uge afgjorde, at en retssag imod de 37 kemikalievirksomheder, der producerede Agent Orange og andre giftstoffer til det amerikanske forsvar under Vietnam-krigen, ikke vil blive tilladt ved appeldomstolen i New York.
Det er 36 år siden, at fredsaftalen mellem USA og Nordvietnam blev underskrevet i Paris. Alligevel fødes der hvert år stadig tusindvis af børn i Vietnam, der er påvirket af krigen, fordi dioxinen i de afløvningskemikalier, amerikanske fly spredte over store skovområder, er gået i fødekæden og giver forfærdelige deformiteter og svære handicap til fremtidige generationer samt uhelbredelige følgesygdomme for mange af dem, der oplevede krigen på tæt hold.
I et udviklingsland uden socialt sikkerhedsnet er et handicappet barn eller en kræftsyg mand blot endnu en byrde på familiens skuldre.
Det vurderes, at én skefuld dioxin i drikkevandsforsyningen er nok til at dræbe en storby med otte millioner indbyggere.
I Vietnam-krigen spredte amerikanske fly over 80 millioner liter Agent Orange og andre plantegifte, der tilsammen indeholdt op imod 400 kilo dioxin.
Dioxin-indholdet var unødigt højt, fordi de 37 amerikanske kemikalieproducenter fremskyndede processen i et forsøg på at følge med det amerikanske forsvars efterspørgsel.
Det er netop det faktum, der var det centrale punkt i den retssag, den vietnamesiske organisation for Agent Orange-ofre, VAVA, siden januar 2004 har kæmpet for at få det amerikanske retsvæsen til at tage stilling til. Men efter den amerikanske højesterets afvisning er der nu ikke længere noget håb om, at de vietnamesiske ofre nogensinde får nogen juridisk baseret erstatning.
Kemikalieproducenterne, der inkluderer Monsanto og Dow Chemical (tidligere Union Carbide, der løb fra oprydningen og ansvaret efter giftgas-udslippet i 1984 i den indiske by Bhopal), indgik i 1984 et forlig med kræftsyge amerikanske Vietnam-veteraner på 180 millioner dollar.
Alligevel har appelretten tidligere givet de vietnamesiske ofre en kold skulder og frifandt i 2005 kemikalieproducenterne under henvisning til, at sammenhængen mellem dioxin og højere forekomster af kræftsygdomme og genetiske misdannelser ikke er påvist, samt at amerikanske virksomheder ikke kan stilles til ansvar for fejlbehæftede produkter, de leverer til forsvaret.
Højesterets afgørelse kom i sidste uge uden argumenter eller kommentarer.
Udenlandske eksperter har flere gange påvist, at dioxinforgiftning er årsag til høje forekomster af alvorlige sygdomme samt fysiske og mentale handicap i Vietnam, og dr. Nguyen i Fredslandsbyen bekræfter, at alle børnene på centeret er blevet testet og har fået konstateret et højt indhold af dioxin i kroppen.
Men amerikanerne har løbende fastholdt, at der ingen beviselig forbindelse er. Med henvisning til, at Agent Orange ikke blev brugt som led i kemisk krigsførelse, men "kun" som afløvningsmiddel, så nordvietnamesiske soldater ikke kunne gemme sig i de frodige skove, har også den amerikanske regering gentagne gange afvist at give kompensation til ofrene i Vietnam.
Derimod udbetalte den amerikanske kongres i 1991 kompensation til de amerikanske Vietnam-veteraner, der var syge af Agent Orange-påvirkningen.
Mens en talsmand for VAVA bedyrer, at organisationen vil fortsætte kampen for retfærdighed for de vietnamesiske Agent Orange-ofre, og generalsekretæren for den britisk-vietnamesiske venskabsforening kalder dommen en fornærmelse, der er politisk snarere end juridisk funderet, er den almindelige opfattelse i de vietnamesiske medier, at det juridiske slag er tabt, men at en moralsk sejr stadig er mulig.
Talsmanden for den vietnamesiske regering, Le Dung, udtrykte i sidste uge forargelse over Højesterets afvisning, men appellerede til kemikalieproducenterne om at opretholde deres "juridiske, moralske og etiske ansvar og hjælpe med at afbøde konsekvenserne af Agent Orange/dioxin på deres vietnamesiske ofre".
Samtidig udsendte en række vietnamesiske organisationer en fælles pressemeddelelse, hvori de kalder den amerikanske højesterets afgørelse "forkert, uretfærdig og amoralsk". Gruppen pointerer, at både regeringen og kemikalieproducenterne har givet indrømmelser ved at udstede checks til de amerikanske veteraner og skriver: Samtidig bliver millioner af vietnamesiske Agent Orange/dioxin-ofre, der hver dag kæmper mod alvorlige sygdomme og genetiske misdannelser, nægtet den mest basale menneskeret: retten til at leve og retten til at søge retfærdighed.
Daværende præsident Clinton udtalte i forbindelse med den amerikanske regerings udbetaling af erstatning til kræftsyge amerikanske Vietnam-veteraner i 1991, at dette beviser, "at vores land vil imødekomme konsekvenserne af vores handlinger, at vi vil bære ansvaret for den skade, vi forvolder, selv når skaden er utilsigtet."
I Vietnam håber krigsveteranerne og de uskyldige ofre for Agent Orange nu, at udenrigsminister Clinton vil gøre mere end sin mand for at indfri det løfte. Og hvis ikke ud fra et juridisk ansvar, så ud fra en moralsk forpligtelse.
Vi appellerer til den amerikanske regering om at vedkende sig sit ansvar for at tackle efterveerne af krigen i Vietnam, skriver blandt andre Vietnam-USA Foreningen i den fælles pressemeddelelse.
Den amerikanske regering gav via ambassaden i Hanoi sidste år tre millioner dollar til et treårigt program, der skal "afhjælpe eftervirkningerne af dioxin-forgiftningen" og bruges på oprydning af såkaldte hot-spots omkring de tidligere amerikanske luftbaser og Agent Orange-depoter i Danang i det centrale Vietnam.
Mens pengene ses som en indrømmelse af, at dioxinen er farlig og skal fjernes, forslår de som en dråbe i havet til at hjælpe 42-årige Tran Thi Phuong Nam, der kommer slæbende med sin femårige lammede og mentalt underudviklede søn spændt ud på et ståstativ i formstøbt plastic på Agent Orange-centeret i udkanten af Hanoi. Eller Hoang Thi Minh Hue, hvis to søskende begge er multihandicappede af dioxin-påvirkning.
Indtil hun selv blev gift, sendte den 29-årige kvinde det meste af sin løn fra kontorjobbet på centeret hjem til forældrene, der er bønder og dårligt har hverken tid, helbred eller penge til at tage sig af de to voksne børn derhjemme, men er nødt til det, fordi der ikke er noget alternativ.
- Nu har jeg min egen familie og svigerfamilie at tage mig af, så nu kan jeg ikke hjælpe dem mere, siger Hue.
På spørgsmålet om, hvad der skal ske med hendes storebror og lillesøster, den dag forældrene ikke længere har flere kræfter, siger hun stille:
- Det ved jeg ikke. Vi har ikke nogen plan for fremtiden. Vi håbede alle sammen, at vi ville vinde retssagen, men nu håber vi ikke mere. Det bliver svært.
