Prøv avisen
Global debat

Tysk debat om homoseksuelle ægteskaber handler også om barnløshed

I Tyskland har homoseksuelle par siden 2001 kunnet indgå registrerede parforhold, som på en række områder er ligestillet med ægteskaber, men ikke når det for eksempel drejer sig om en række skattefordele eller retten til at adoptere børn. Nu raser debatten igen, om homoseksuelle skal ligestilles fuldt ud. Foto: Rick Wilking

I den tyske regering er der fortsat stor uenighed, når det gælder ligestilling i forhold til homoseksuelle ægteskaber. Nu er spørgsmålet om barnløshed igen blevet en del af debatten

Normalt er tyske politikere kendte for at føre meget saglige debatter, som foregår på et høfligt og upersonligt plan, men på det seneste har debatten om homoseksuelle ægteskaber udviklet sig til at blive meget personlig og følelsesladet.

For mindre end en uge siden besluttede et flertal af de 16 delstater i det tyske parlaments andetkammer, Forbundsrådet, at opfordre forbundsregeringen til at arbejde for en komplet ligestilling af ægteskaber og homoseksuelle parforhold.

I regeringen hersker der fortsat stor uenighed om spørgsmålet. Mens socialdemokraterne i SPD gerne vil give homoseksuelle par mulighed for at indgå ægteskab, er adskillige medlemmer af de kristeligt demokratiske regeringspartier CDU/CSU fortsat skarpe modstandere af tanken.

I Forbundsrådet er SPD derimod ikke bundet af regeringsgrundlaget med Angela Merkels borgerlige, og socialdemokraterne har sammen med De Grønne og venstrepartiet Die Linke et flertal i Rådet, da de sidder på flest delstatsregeringer, og kan derfor sætte forbundsregeringen under pres.

Rådets opfordring er ikke bindende, men betragtes som et vigtigt signal, og Rådets udtalelse har da også sat yderligere gang i debatten, der i forvejen har bølget op og ned i Tyskland, siden irerne ved en folkeafstemning sagde ja til homoseksuelle ægteskaber i maj.

Tonen i debatten er blevet skærpet, efter at CDU-ministerpræsidenten for den lille delstat Saarland, Annegret Kramp-Karrenbauer, sagde følgende til avisen Saarbrücker Zeitung:

”Indtil nu har der i Tyskland altid været en klar definition af ægteskabet som fællesskabet mellem mand og kvinde. Hvis vi ændrer denne definition, så den også kan rumme et varigt ansvarspartnerskab mellem to voksne mennesker af samme køn, kan vi heller ikke udelukke andre krav, for eksempel at nære slægtninge må giftes, eller at flere end to mennesker må indgå et ægteskab.”

SPD's generalsekretær Yasmin Fahimi beskylder nu Annegret Kramp-Karrenbauer for at ligestille homoseksuelle parforhold med indavl og polygami.

”Dermed har debatten om ægteskab nået et nyt lavpunkt,” siger hun til ugeavisen Die Zeit.

Efterhånden har diskussionen udviklet sig til en debat om, hvorvidt ægteskabet kun er skabt til folk, der vil have børn. Selv forbundskansler og CDU-formand Angela Merkels barnløshed er blevet et tema.

Det er sket under en forbundsdagsdebat, hvor Helmut Brandt fra CDU i en tale kritiserede tankerne om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

”Der er nu engang en forskel. Ægteskabet er baseret på princippet om frugtbarhed mellem mand og kvinde,” sagde Helmut Brandt.

”Hvad så med Merkel,” råbte socialdemokraten Michael Roth fra sin plads i parlamentet.

Michael Roth, der er viceudenrigsminister med ansvar for Europa, har senere forklaret sig over for net-nyhedsmagasinet Spiegel Online:

”Ægteskabet tjener ikke i første linje reproduktion, men er derimod to menneskers bekendelser om, at de vil stå inde for hinanden, så længe de lever. Der findes mange barnløse ægteskaber lige som kanslerens, og det angår ikke staten, hvilke grunde folk har for deres barnløshed. Debatten om homoseksuelle ægteskaber føres med mærkværdige argumenter,” sagde han.

CDU's forhenværende, mangeårige generalsekretær Heiner Geiler, blander sig også i debatten.

”Hvis et ægteskab kun er et ægteskab, når der fødes børn, så burde ægteskaber mellem 60- eller 70-årige jo også være naturstridige. Dertil kommer, at mange gifte par slet ikke har til hensigt at få børn,” siger han til avisen Hannoversche Allgemeine Zeitung.

Ifølge Heiner Geiler er spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber et tema, som ikke bør afgøres af partipolitik.

”Der er tale om et samvittighedsspørgsmål,” siger han og mener, at partierne ved en eventuel afstemning i Forbundsdagen bør lade hver enkelt politiker stemme ud fra samvittighed og ikke partidisciplin.

I Tyskland har homoseksuelle par siden 2001 kunnet indgå registrerede parforhold, som på en række områder er ligestillet med ægteskaber, men ikke når det for eksempel drejer sig om en række skattefordele eller retten til at adoptere børn.