Under den amerikanske præsidentvalgkamp i fjor skrev Donald Trump på Twitter: ”Syrien er IKKE vores problem.” Og som præsident har han fastholdt en ”USA først”-doktrin, som fokuserer skarpt på supermagtens egne økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser på bekostning af promovering af menneskerettigheder, demokrati og den liberale verdensorden.
Men efter tirsdagens brutale giftgasangreb, som det syriske regime formodes at stå bag, er Syrien blevet et moralsk problem for præsident Trump. Angrebet ramte byen Khan Sheikhoun, hvor mindst 86 børn og voksne døde ifølge tal fra det britiskbaserede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
På en pressekonference sent onsdag dansk tid antydede præsidenten, at de seneste rædsler har ændret hans tilgang til den syriske diktator Bashar al-Assad og den blodige borgerkrig.
Giftgasangrebet på uskyldige mennesker ”krydsede mange, mange linjer for mig” og havde ”en stor, stor indvirkning på mig,” sagde Trump, der dagen forinden gik til angreb på sin forgænger Barack Obama for at have trukket den oprindelige ”røde linje” for Assads brug af kemiske våben mod sin befolkning uden at have fulgt denne trussel til dørs.
Ifølge amerikanske medier er det de stærke tv-billeder af døde og døende syriske småbørn, som synes at have vækket præsident Trumps moralske ansvar som leder af verdens eneste tilbageværende supermagt. Som avisen The Washington Post skriver:
”En præsident, der ofte har syntes ligegyldig over for lidelse i lande langt væk – heriblandt syriske flygtninges skæbner – reagerede med naturlig forfærdelse.”
Men selvom præsident Trump på sin pressekonference i onsdags erklærede, at Bashar al-Assads ”afskyvækkende tiltag ikke kan tolereres”, undlod han at gøre rede for, hvad han nu vil gøre, og verden vil næppe sætte sin lid til, at USA nu vil gøre en ende på det syriske regimes seks år lange nedslagtning af store dele af sit eget folk.
Trump er ofte selvmodsigende og impulsiv, og det er uklart, om hans harme vil medføre en dramatisk ændring i hans strategi over for Syrien.
Trump har gjort bekæmpelsen af Islamisk Stat, IS, og andre ekstremister til det centrale fokus i hele sin mellemøstpolitik, og for blot et par dage siden fastslog Trumps FN-ambassadør, Nikki Haley, at USA ikke længere prioriterer at vælte Bashar al-Assad fra magten. Dette udløste fortørnelse blandt flere udenrigspolitiske høge, heriblandt den republikanske senator Marco Rubio, der i et radiointerview i onsdags påpegede, at dette signal kan have givet Assad et incitament til at lade giftgasskyerne vælte ind over Khan Sheikhoun.
Dertil kommer, at et militært tiltag mod det syriske regime også vil være et militært tiltag mod Rusland, som er det syriske regimes mest magtfulde internationale allierede, og som forsyner Assad med våben og rådgivere. Trump har konsekvent forsvaret og endda rost den autokratiske russiske præsident, Vladimir Putin, og ”USA først”-doktrinen passer godt sammen med Putins krav om, at USA stiger ned fra sin moralske høje hest og blander sig mindre i andre landes styreformer.
Den største forhindring for et amerikansk militært angreb på Syrien er imidlertid at finde hjemme i USA. Efter krigene i Irak og Afghanistan har det amerikanske folk ikke appetit på at tage favntag med endnu en kompliceret og blodig mellemøstlig konflikt.
Præsident Trump mærker nu tydeligvis den moralske vægt, som ligger på hans skuldre. Under valgkampen lovede han, at han vil blive en ”uforudsigelig” leder. Det løfte kommer nu på prøve.
I aftes forlød det, at Trump vil ”gengælde angrebet”, men endnu ikke har endeligt besluttet at indlede en militæraktion.