Efter at have ført valgkamp under parolen ”Gud, fædreland og familie”, afsluttede vinderen af det italienske parlamentsvalg, Giorgia Meloni, sin sejrstale søndag aften med at citere Frans af Assisi.
”Begynd med at gøre det nødvendige. Gør så det mulige, og pludselig viser det sig, at du udretter det umulige.”
Italiens formentlig kommende regeringsleder lægger ikke skjul på, at hun betragter kristendommen som en del af sin identitet. Georgia Meloni er ”kvinde, mor og kristen”, som hun gentagne gange har slået fast.
Og hvis den 45-årige leder af partiet Italiens Brødre som forventet bliver Italiens næste regeringsleder, vil hendes ønske om at komme i audiens hos paven automatisk gå i opfyldelse. Det er en obligatorisk begivenhed for enhver ny regeringsleder i Italien.
Giorgia Meloni er braget ind på den internationale scene i spidsen for en højrenational koalition, der ikke er uvant med at bruge religion i den politiske debat. Ofte til den katolske kirkes fortrydelse.
Den tidligere regeringsleder Silvio Berlusconis udskejelser blev ikke mere spiselige af tv-magnatens katolske tro. Og den tidligere indenrigsminister Matteo Salvini fik hårene til at rejse sig på de kirkelige lederes hoved med det, de betragtede som en nærmest blasfemisk brug af Bibel, kors og bedekrans på talerstolen.
Giorgia Meloni har fået en mere positiv modtagelse. Lederen af Italiens katolske kirke, kardinal Matteo Zuppi, har for eksempel lovet, at hans dør altid står åben for Meloni.
I sin selvbiografi, "Io sono Giorgia" (Jeg er Giorgia), beskriver hun, hvor meget hun er præget af sin stærkt religiøse bedstemor, Maria, og af sin barndoms kirke og præsten, fader Guido, der lærte hende at stole på sin skytshelgen, Sankt Georg.
”Meloni er erklæret katolik, men hun fører sig ikke frem med kristendommen som argument. Kirken er mistroisk over for politikere, der fører sig frem som ’superkatolikker’ med en kristen identitet, men uden egentlig kristentro,” siger den franske religionssociolog Olivier Roy til dagbladet La Croix.
”Jeg er politiker, ikke kardinal,” har Giorgia Meloni også selv sagt.
Men som den amerikanske kommentator, John L. Allen, pointerer i det amerikanske katolske medie Crux, tilføjede hun, at ”jeg har aldrig brudt mig om politikere, der gør, hvad kirken siger, bare fordi det er kirken, der siger det.”
En del af hendes politiske budskab stemmer i vid udstrækning overens med den katolske kirkes samfundssyn. Hendes parti står bag en resolution i det italienske parlament, der skulle gøre beskyttelsen af religionsfriheden og forsvaret for forfulgte kristne i Mellemøsten til et omdrejningspunkt i italiensk udenrigspolitik og samtidig signalere et symbolsk forsvar for Italiens kristne identitet.
Og pave Frans kunne uden tvivl skrive under på en del af det værdipolitiske program, hun blandt andet har leveret fra talerstolen med en let hæs stemme, der rejser sig til et crescendo og trækker tilhørerne op af stolesæderne, guidet af en manende hånd med et gladiatorlignende armbånd:
”Ja til den naturlige familie, nej til LGBT-lobbyen. Ja til kønsidentitet, nej til kønsideologi. Ja til en kultur, der hylder livet, nej til en kultur, der hylder døden.”
De er derimod på kollisionskurs i holdningen til migranter, hvor paven opfordrer til at vise næstekærlighed og tage imod flygtningene, som Giorgia Meloni vil forhindre i at gå i land i de italienske havne med en blokade i Middelhavet.
En kommende koalitionsregering med Giorgia Meloni i spidsen og tidligere indenrigsminister Matteo Salvini på en formentlig fremtrædende post kan på dette område forventes at komme på kollisionskurs med paven.
Som god katolik sætter hun ikke spørgsmålstegn ved pavens ord, men udtalte dog i 2002 til mediet Crux:
”Jeg er troende og lytter til Hans Hellighed, men på et politisk plan er jeg ikke altid enig. Når det er tilfældet, har jeg sagt det."
Det er da heller ikke pave Frans eller Italiens katolske kirkeledere, hun har mødt for fremlægge sit valgprogram, men derimod den stærkt konservative kardinal Robert Sarah fra Guinea. Og, som John L. Allen understreger, er det de konservative katolske kredse, hun taler til. Dem som er utilfredse med pave Frans.
”Frem for at skaffe sig relationer i kirkens top, er det baglandet, hun har opdyrket,” konstaterer den amerikanske kommentator.
Hendes ideal er ikke pave Frans, men derimod pave Johannes Paul II, skriver hun i sin selvbiografi.
”Han blev pave året efter min fødsel, og jeg var 28 år, da han døde. Det var som om, jeg havde mistet min bedstefar, for han havde altid været der. Han var den største pave i moderne tid og det 20. århundredes største statsmand. Han var mere end det, han var en helgen.”