Vejen til Necropolis går over ”Sukkenes bro”. Symbolikken er tydelig på Glasgows fine gamle kirkegård, som hedder Necropolis – opkaldt efter det gamle græske ord for de dødes by.
Navnet på broen er en hilsen til broen af samme navn i Venedig, men var også broen, som ledte afdøde og ligfølget ind på kirkegården dengang, der stadig blev begravet folk her.
I Glasgow er der på mange måder tale om en by på kirkegården med mange store familiemausoleer, der viser, hvordan byens bedre borgerskab selv i døden var forfængelige og skulle demonstrere deres storhed. Og ikke mindst hvordan rige handelsmænd forsøgte at overgå hinanden i imponerende gravsteder, som står i skærende kontrast til de mere ydmyge sten, som almindelige mennesker fik sat, når de tog afsked med det jordiske liv.
Som den skotske komiker og musiker Billy Connolly meget sarkastisk har sagt om den skotske arbejderby:
”Glasgow er lidt som Nashville, Tennessee. De er lidt ligeglade med de levende, men passer virkelig godt på de døde.”
Planerne for kirkegården kom fra arkitekt og kammerherre John Strang i 1831. På det tidspunkt var bakketoppen og de omliggende jorde en park, som siden 1650 havde været tilplantet med fyrretræer på klippesiderne, hvorfor stedet hed Fir Park, Fyrretræsparken.
John Strang var stærkt inspireret af den parisiske kirkegård Père Lachaise, og der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om, hvordan byens nye kirkegård skulle se ud. På det tidspunkt var det allerede besluttet, at der på toppen af højen skulle rejses et mindesmærke for den skotske reformator John Knox, som i årene 1560-1561 var med til at stifte ”The Kirk”, som den presbyterianske Church of Scotland hedder i folkemunde. Den dag i dag troner statuen stadig på en næsten 18 meter høj søjle, som viser John Knox med en bibel i den ene hånd i sit schweiziske eksil. Monumentet står i skærende kontrast til John Knox’ sidste hvilested under en parkeringsplads i Edinburgh.
Necropolis knejser også over Glasgow Cathedral, som er den eneste skotske domkirke, der overlevede reformationen i Skotland, hvor den nye kirke ikke havde nogen biskopper – og dermed ikke behov for domkirker eller katedraler.
Den stærke forbindelse til The Kirk betød dog ikke, at byens Necropolis var forbeholdt presbyterianere endsige kun kristne. Tværtimod er det en verdslig begravelsesplads, og den første person, der blev stedt til hvile på kirkegården, var den jødiske juveler Joseph Levi i 1832. Siden er over 50.000 afdøde kommet til på den 12 hektar store kirkegård, som blev udvidet tre gange – senest i 1893 – før der var helt fyldt op.
I britisk sammenhæng udmærker Necropolis sig også ved, at alle detaljer som navn, alder og dødsårsag om de begravede er nøje beskrevet. Arkiverne findes på byens bibliotek, men også i en online-database.
Langt de fleste af de mere imponerende grave er fra 1800-tallet, men der er et par nyere mindesmærker ved indgangen – til minde om dødfødte børn, ofre for Korea-krigen og de soldater fra Glasgow, som har modtaget Victoriakorset for usædvanligt modige handlinger i krig.
Selvom vi kalder det en kirkegård, så var etableringen af Necropolis også en reaktion på, at færre mennesker gik i kirke, hvilket gjorde døden problematisk, da den lokale sognekirke traditionelt stod for begravelsen. Men det handlede også om penge, for på Necropolis kostede de gode og store placeringer ekstra, og Glasgow Necropolis blev frem til 1966 drevet af byens handelskammer, Merchants House. I alt er det blevet til 3500 mausoleer, gravmonumenter og statuer, hvoraf mange går næsten fem meter ind i klipperne.
De dybe og utilgængelige grave havde også et andet formål – nemlig at forhindre ligrøveri. Da kirkegården blev anlagt, var der en livlig såkaldt opstandelsesindustri, hvor gravrøvere gravede friske lig op, som de så solgte videre til brug i anatomiske studier.
To berygtede irere, William Burke og William Hare, gik skridtet videre og myrdede 17 mennesker i Edinburgh fra 1827 til 1829 for at sælge ligene. En makaber praksis, der blev stoppet, kort efter at Necropolis-kirkegården åbnede, da det blev forbudt ved lov at sælge og købe lig til videnskabelige studier.
Kirkegårdens venner arrangerer ture rundt på Necropolis – og de ved, hvor de særligt interessante grave er. I modsætning til Père Lachaise i Paris og Highgate Cemetery i London, som har grave for mange kendte personligheder, handler et besøg på Necropolis i højere grad om arkitektur og kunst, for navnene på de rige industrimagnater fra 1800-tallet i Glasgow vækker ikke den store genklang hos mange i dag.
Glasgow Necropolis er langtfra velplejet med lige, velfriserede grusstier. I stedet er indretningen formet af den takkede klippebakke med små, snoede stier. Og her får efeu og andre planter lov til at brede sig. Meget sigende er det nu bystyret i Glasgow, der har ansvaret for den 12 hektar store kirkegård – eller nærmere park. For Glasgow Necropolis er det næststørste grønne område i det centrale Glasgow.